Alfa Romeo gør dansk comeback med elektrisk junior

alfa romeo junior

Italienske Alfa Romeo vågner af længere tids dvale med den kompakte el-SUV Junior – og overrasker med relativt lave priser i Danmark.

Alfa Romeo er tilbage i Danmark. Efter længere tids dvale, hvor det ikke har været muligt at købe en eneste Alfa Romeo-model herhjemme, re-lancerede den danske importør i weekenden mærket med den nye Junior.

Gode nyheder for den lille, men sædvanligvis dedikerede skare af danske Alfister, der længe har måttet kigge forgæves efter modeller som Giulietta, Giulia og Stelvio. Ja, selv den blot to år gamle Tonale sælges p.t. ikke herhjemme.

I skrivende stund findes der blot én model i det danske program – tjek selv på importørens hjemmeside. 

Elsket og vanrøgtet

Det er med andre ord noget af en opgave, som den nye Junior er på. Ene bil skal den genskabe interessen for et af Italiens mest kendte og elskede varemærker. Men også et til tider nærmest vanrøgtet bilmærke, der nu i årtier har kæmpet med at nå fordums højder.

Og det med tiden er en udfordring. Alfa Romeo er efterhånden blevet et mærke, som du både skal være midaldrende og bilentusiast for rigtigt at kende, forstå og værdsætte. Så kan det godt være, at Alfisti er lige så glade for Alfa Romeo som italienerne er for Paven – menigheden er efterhånden svundet betragteligt ind.

Alt det skal Junior lave om på. Ved hjælp af klassiske Alfa-kvaliteter som gudeskønt design og køreegenskaber, der er skarpe som en italiensk espresso.

Fra 250.000 kr.

K. W. Bruun, den danske importør af Alfa Romeo og familiemedlemmer som Peugeot, Citroën, Fiat og Jeep i Stellantis-koncernen, ved tilsyneladende godt, at det ikke er nok. I hvert fald lanceres Junior til priser, der skal holde den inde i kampen på det glohede marked for elbiler, hvor priserne falder som blade fra træerne i en efterårsstorm.

250.000 kr. rækker til basisudgaven Core, der dog mangler gode detaljer som navigation, sædevarme og adaptive LED-forlygter. Det har Speciale-udgaven, og så er prisen oppe i 280.000 kr. Ikke decideret billigt men dog i et leje, så den 417 cm lange Junior kan konkurrere med søsterbilerne Fiat 600 e, Jeep Avenger og Peugeot e-2008 samt ‘fremmede’ rivaler som Volvo EX30, Mini Countryman og VW ID.3.

Paradoksalt nok kommer den italienske køremaskine dog til kort, når man kigger på specifikationerne. Elmotoren er hentet fra samme hylde, som mainstream-mærkerne Citroën, Fiat og Opel henter stumper fra. Det vil sige en – i forhold til andre elmotorer – behersket sag på 115 kW (156 hk), der trækker på forhjulene.

Det samme kan siges om den maksimale lynladeevne på 100 kW, der er i den beskedne ende anno 2024.

Senere følger en firehjulstrukket Veloce-udgave med to motorer med tilsammen 176 kW (240 hk), der mere dufter af varme dæk og de sportslige præstationer som Alfa Romeo traditionelt forbindes med.

Klassens letvægter

Italienerne ved det tilsyneladende godt selv, for de gør en dyd ud af at fortælle, at Junior i øvrigt er sat op til sport. Alfa Romeo hævder, at det relativt lille batteri på 54 kWh gør Junior til klassens letteste bil.

Det giver ikke blot en fornuftig rækkevidde på 410 km efter WLTP-normen. Lav vægt er også godt for køreegenskaberne – og så kaster Alfa Romeo sig ellers ud i en opremsning af de mekaniske greb, der skal gøre det sjovt at køre junior: Direkte styring, sænket sportsundervogn (dog kun Veloce-modellen), krængningsstabilisatorer, 380 mm store bremseskiver foran med firestemplede kalibre, Torsen differentiale, op til 20-tommer store hjul, bredere sporvidde og et særligt stift karrosseri.

Herligt og meget ‘Alfa’sk’ i en tid, hvor konkurrenterne mere fremhæver digitale features som bruger-interface, connectivity og over-the-air opdateringer.

Så må vi se, om klassiske bildyder som velskabt design og køreegenskaber tiltrækker nye tifosi. Her på redaktionen glæder vi os i hvert fald til at testkøre Alfa Romeos seneste håb.

Du kan læse meget mere om Junior her, der indtil for nylig i øvrigt hed Milano. Men det må den ikke, for bilen bygges faktisk i Polen…

Alfa Romeo Junior

Kompakt, elektrisk SUV med for- eller firehjulstræk.

Længde/bredde/højde: 417/178/150 cm
Bagagerum: 400 liter
Motor: 115 kW (156 hk), forhjulstræk, 410 km rækkevidde
176 kW (240 hk), firehjulstræk, 315 km rækkevidde
Max ladeevne: 100 kWh

Core: 249.990 kr.
Speciale: 279.990 kr.
Veloce (240 hk): 349.990 kr.

[email protected]

2 Kommentarer

    • Hej Niels. Alfa Romeo Junior vejer 1.545 kg med 115 kW og 1.590 kg med 207 kW, begge med forhjulstræk. Det gør den relativt let sammenlignet med andre elbiler. Sammenlignet med den tre-cylindrede turbobenzinudgave af Junior med 136 hk, der sælges i andre lande, er mervægten 240 kg. Mervægten for el-udgaven er dermed også relativt beskeden – ofte er elbiler 400-500 kg tungere end tilsvarende fossiludgaver. Med venlig hilsen, Jens Velling, redaktør.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here