10 biler danskerne ikke vil have

Det danske bilsalg slog alle rekorder i 2013 – men flere bilmodeller nåede aldrig frem til festen. Se listen over de 10 største salgsflop her.

Bilsalget kørte i højeste gear i 2013. Anført af stadig billigere mikrobiler, slog salget alle rekorder for tredje år i træk. Mest populær var den lille VW Up efterfulgt af andre mikroer som Toyota Aygo og Skoda Citigo.

Danskernes kærlighedsaffære med små, billige og brændstoføkonomiske biler fortsætter altså for fuld fart. Den historie kender vi. Vender man derimod salgsstatistikken på hovedet, får man i stedet historien om, hvilke biler vi danskere ikke tænder på – eller måske bare ikke har opdaget. Og her er ind til flere overraskelser. Bl.a. afslører tallene, at succesrige VW trods alt ikke har succes med alt, hvad de forsøger at sælge – og at selv anmelderroste biler risikerer at få den kolde skulder af bilkøberne.

Hvilkenbil.dk har nærstuderet salgstallene fra 2013 og udvalgt en uvidenskabelig og omvendt ‘top 10’ liste over de biler, vi vurderer floppede mest på det danske marked i 2013:

1. Citroën C4 Aircross – 1 solgt.
Fransk udgave af Mitsubishi’s crossover ASX, der både har stilen og teknikken, men slet ikke dukkede op på danske bilkøberes radar i 2013. Forklaring: Citroën C4 Aircross er væsentligt dyrere end klassens sællerter som Nissan Qashqai og Suzuki SX4. Af samme grund er den i al diskretion gledet ud af Citroëns officielle modelprogram i Danmark.

2. Hyundai Veloster – 0 solgt.
Hyundai selv kalder sportsvognen Veloster for dristig og karakterfuld – men det prellede helt af på danske bilkøbere i 2013. Trods heftige rabatter på op til 100.000 kr. lykkedes det ikke at sælge en eneste Veloster sidste år. Måske fordi designet med én dør i førersiden og to i passagersiden bare er lige frækt nok til snusfornuftige danske forbrugere.

3. Hyundai ix35 – 24 solgt.
Vi bliver hos Hyundai. Ikke for at træde i det, men koreanerne kan næppe være tilfredse med et samlet salg af SUV’en ix35 på 24 styk i en klasse, hvor andre oplever vækst. Slet ikke når rivalen Nissan kan sælge 2.198 af deres Qashqai og Hyundai’s søstermærke Kia trods alt kunne afsætte 91 eksemplarer af den teknisk identiske Sportage.

4. Kia Soul – 8 solgt.
Vi bliver i den koreanske Hyundai-familie – men denne gang er det Kia, der må ærgre og undre sig. For mens crossover’en Soul er et hit i f.eks. USA og nye rivaler som Renault Captur og Peugeot 2008 kom stærkt fra start i 2013, kniber det stadig med at udnytte ‘first mover’ fordelen for Soul, der blev lanceret i 2009. Måske vender lykken, når vi ser en ny udgave af Soul senere i år.

Fræk og billig - men selv ikke 100.000 kr. i rabat kunne få danskerne til at købe en Hyundai Veloster i 2013.
Fræk og billig – men selv ikke 100.000 kr. i rabat kunne få danskerne til at købe en Hyundai Veloster i 2013.

5. Mini Paceman – 0 solgt.
Mini laver forrygende køreglade og stilsikre biler – men noget tyder på, at Mini’s hang til at vride mere eller mindre fantasifulde varianter ud af det ikoniske, britiske ‘hundehus’ nåede en grænse med modellen Paceman. Den højbenede Paceman er en sportslig 2-dørs coupé-udgave af crossover’en Countryman – altså en blanding af sportsvogn, coupé og offroader i det typiske Mini-design… Hmmm – kan du heller ikke følge med? Bilkøberne kunne heller ikke – vi kan i hvert fald ikke finde ét eksemplar af Paceman i salgstallene for 2013.

6. Opel Ampera – 5 solgt.
Stikkontakt-hybriden Opel Ampera ligner den perfekte miljøbil: En elbil, der kan køre op til 80 km udelukkende på strøm og dermed klare de fleste bilisters pendlerbehov. Løber du alligevel tør for strøm, tager en benzinmotor over og lader batterierne op – og ellers gør du det bare hjemme i stikkontakten. Genialt – men også dyrt i Danmark, hvor Ampera beskattes som en benzinbil og dermed koster 650.000 kr. Så hjælper det lige fedt, at Ampera blev kåret som Årets Bil i Danmark 2012: I 2013 kom der kun 5 stk. Ampera’er ud på de danske veje.

7. Renault Laguna – 10 solgt.
Firmaklassen er og bliver et smertensbarn for alle andre end japanske og tyske bilproducenter. Spørg bare Renault, der prøver og prøver med den ellers komfortable og veludstyrede Laguna. I 2013 slog den danske importør dog op i banen og nøjedes med et godt tilbud på en topudstyret stationcar-udgave – alle andre varianter er sat på standby indtil vi ser en ny udgave i 2015.

8. Subaru XV – 8 solgt.
Det japanske feinschmecker-mærke Subaru – der altid har slidstærke boxermotorer, firehjulstræk og et ry for skudsikker pålidelighed som standard – lever fortsat en stille tilværelse i Danmark. I 2013 skulle crossover’en og livsstilsbilen XV endelig slå hul igennem til vanetænkende danske bilkøbere. Trods store rabatter lykkedes det heller ikke denne gang: Blot 8 Subaru XV kom ud at køre i 2013. Til gengæld gætter vi på, at de også kører her uden problemer i 2023…

9. VW Jetta – 15 solgt.
VW kan nærmest køre på vandet herhjemme, hvor mærket i mere end en forstand oplever en Up-tur. Men ikke alt lykkes: Mens vi har taget 7. generation af Golf til os, er danskerne i stigende grad ligeglade med sedan-udgaven Jetta (billedet). Tidligere har Golf’en med traditionelt bagagerum også solgt godt i Danmark, men nu går det hurtigt ned ad bakke. Sidste år blev der kun solgt 15 Jetta’er i Danmark, og senest er modellen gledet ud af det officielle danske modelprogram.

10. VW Touareg – 7 solgt.
Vi bliver hos VW. Mest fordi salget af den magtfulde SUV Touareg ret præcist fortæller historien om, hvilken krise Danmark har været igennem. Før finanskrisen (og omlægningen af gulpladeafgifterne) var Touareg en populær måde at omsætte sin friværdi på til total dominans i overhalingsbanen. Touareg kunne fås med både 10- og 12-cylindrede motorer – og solgte stærkt selv i afgiftstyngede Danmark. Den fest har været forbi i mange år – i 2013 kom der kun 7 nye Touareg’er ud at køre herhjemme.

Læs mere: Bilsalget 2013 – vindere og tabere

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here