BILTEST: Farvel til diesel og benzin? Koreanske Kia tilbyder en kraftig version af elbilen e-Niro, som ligner et reelt farvel til ’rækkevidde-skrækken’.
Hvilken bil?
Der er vokseværk i elbils-segmentet lige nu. Mange fabrikker lancerer langt om længe elbiler og batteriernes kapacitet vokser hastigt. Elbilen Kia e-Niro fås i to udgaver – med 39 og 64 kWh batteri. Vi tester her den femdørs hatchback i udgaven med det kraftige batteri og en stærkere elmotor på 204 hk. Spørgsmålet er, om Kia e-Niro er et reelt alternativ til en traditionel familie- og firmabil til fem personer? Priserne på Kia e-Niro starter ved 280.000 kr. for versionen med 136 hk elmotor og et batteri på 39,2 kWh og en rækkevidde på 289 km. Testbilen med 64 kWh kapacitet og en rækkevidde på 455 km koster fra 335.000 kr. og løber op i 350.000 kr. med testbilens omfattende Advance-udstyr.
Vidste du at?
Kia e-Niro kører faktisk længere i byen end i blandet kørsel, da vindmodstanden ved de høje hastigheder på motorvejen er ’fjende nummer et’ for elbilens rækkevidde. Kører du meget bykørsel er e-Niro og de fleste andre elbiler derimod i deres es. Vores testbil klarer ifølge Kia helt op til 615 km på en opladning ved bykørsel beregnet efter WLTP-metoden. Med sin særlige kørestil passer elbilen også godt til byen, hvor langt det meste er start-stop-kørsel.
Kraftig acceleration, ét gear og kraftig motorbremsning gør det let at flette sig ind og ud af trafikken og nå de grønne lys.
Hvordan er førerpladsen?
Meget som i en ’almindelig’ bil og det er positivt ment. Her er ingen fancy funktioner, der er svære at betjene og aflæse i hverdagen. Tværtimod er alle knapper og funktioner logiske, og der er en god kvalitetsfornemmelse bag rattet. Kun den lille drejelige gear-vælger – fremad eller bak – kræver lidt tilvænning. En sjov og nyttig funktion som el-bilist er rekuperation: Det der med et fint ord beskriver bilens evne til at opsamle energi fra motorbremsning og bremsning. Der går hurtigt sport i at ’tanke’ strøm på batteriet på den måde. I Kia e-Niro fungerer det ekstra godt via to padler bag på rattet, der kan justere, hvor kraftigt motoren skal bremse bilen, når du slipper speederen. Her kan e-Niro, når man lige har fået føling med bilen, i praksis køres udelukkende med højre fod 90 procent af tiden.
Hvordan opleves kabinen?
Kia e-Niro er en af de mest rummelige elbiler på markedet – bortset fra de store ’ellerter’ som Audi e-tron, Jaguar i-Pace og Teslas S- og X-modeller, der også koster dobbelt så meget. Kia e-Niro er med en akselafstand på 270 cm en bil for hele familien og nærmest en stationcar. Der er fint plads til fire-fem personer. Ikke mindst er benpladsen på bagsædet god, og der er friskluftdyser og sædevarme, men vi savner usb-stik. Bagagerummet på 451 liter er tilstrækkeligt i de fleste situationer og større end hos de fleste konkurrenter. Ellers kan bagsæderyggen selvfølgelig lægges ned og skabe plads til en større last. Eneste bagdel i dagligt brug findes også bag på e-Niro: Der kan ikke monteres anhængertræk.
Er sikkerheden i orden?
Ja. Kia e-Niro har godt nok arvet sit femstjernede resultat i Euro NCAP sikkerhedstesten fra plug-in-hybrid- udgaven tilbage i 2016, men det rokker ikke ved, at Kia e-Niro beskytter sin fører og passagerer godt. Bilen et højt niveau af aktivt sikkerhedsudstyr, der har til formål at forhindre ulykker og afbøde skaderne, hvis det alligevel skulle gå galt. Som det sig hør og bør er Kia e-Niro udstyret med en avanceret nødbremse, der også kan ’se’ bløde trafikanter. E-Niro har desuden en adaptiv fartpilot, der hjælper dig med at holde farten og sikre en tilpas afstand til forankørende biler. Det gør den helt ned til stilstand ved køkørsel. Den elektriske Niro har desuden en udvidet vognbaneassistent, der hjælper med at placere bilen midt i vognbanen, så du kun skal holde let på rattet. Systemet fungerer bedre, end vi har oplevet i mange langt dyrere biler. Læs mere på euroncap.com.
Hvordan kører den?
e-Niro er elbil, når det er bedst: Lydløst og ’smooth’. Især det lave støjniveau imponerer. Reelt høres kun lidt dæk- og vindstøj. Ved hastigheder under 20 km/t udsender bilen også – som krævet af et EU direktiv – en diskret lyd, der skal advare fodgængere og cyklister. Lyden kan faktisk slås fra, og så er der virkelig tyst i e-Niro. Egentlig føles e-Niro 64 kWh med sit avancerede baghjulsophæng ganske letbenet trods en køreklar vægt på ca. 1,8 ton og en batteripakke på ca. 400 kilo, men sportslig bliver den aldrig. Og pyt med det. Affjedringen er komfortabel, men kan have lidt svært ved at opfange alle ujævnheder på dårligt underlag.
Yndlingsdisciplinen er ’stressfri crusing’ efter træd-på sømmet-drej-på-rattet-devisen. Det mestrer Kia e-Niro næsten perfekt.
Hvordan er motoren?
Kvik, siger vi uden at tøve. Især på de første meter fra lyskrydset er der stort set ingen diesel- eller benzinbiler, der kan følge e-Niro. Op til 60-70 km/t, trækker elmotorens 204 hk hårdt med et drejningsmoment på 395 Nm. Op mod 100 km/t tager accelerationen lidt af, men der er stadig masser af overskud til accelerationer og overhalinger på motorvejen. e-Niro føles klart hurtigere end de opgivne 7,8 sekunder fra stilstand til 100 km/t. Dog er topfarten begrænset til 167 km/t. I e-Niro med den store batteripakke er det vores oplevelse, at ’rækkevidde-skrækken’ reelt er kureret. Bilen kører i praksis op mod 400 km – mere end vi kunne nå at bruge på en testuge.
Hvordan fungerer opladningen?
Alle udgaver af e-Niro leveres inklusiv en Clever ladeboks. I den kan e-Niro – i princippet – lades op derhjemme på godt 9 timer (6 timer for den lille 39 kWh batteripakke), men det kræver en særlig twin-power lader, der kan kompensere for, at e-Niro kun har en fase på sit ladesystem. Twin-power boksen koster 6.000 kr. at få op på væggen på matriklen. Uden den tager opladningen ca. 18 timer, hvilket er alt for længe, hvis man kommer hjem med et næsten tomt batteri og skal være fuldt ’tanket’ næste morgen. På farten kan batteriet i e-Niro fyldes med 80 procent strøm på 54 minutter i en 100 kW hurtiglader. Fra 20 til 80 procent tager ca. 42 minutter, hvilket er acceptabelt. Vi savner en app til e-Niro, så man fra sin telefon kan følge med i batteriets opladning og eventuelt starte kabinevarmen før en køretur.
Passer prisen?
Ja. Kia e-Niro koster godt nok lidt mere end en veludstyret VW diesel-Golf, men driftsudgifterne er langt lavere. Både til ’brændstof’ og service. Sammenlignet med sine direkte konkurrenter tager Kia e-Niro også stikket hjem. Den er enten billigere eller også på samme prisniveau. Er du på udkig efter en billigere løsning, må du nøjes med kortere rækkevidde, mindre power og mindre plads. Også i egne rækker står testbilen med den store batteripakke stærkt. Den lille udgave af e-Niro er ca. 55.000 kr. billigere men har blot 136 hk i stedet for testbilens 204 hk. Med lavere udstyrsniveau og ikke mindst kun 290 kilometers rækkevidde i forhold til testbilens 455 km, vil vi til enhver tid vælge at opgradere.
Er der alternativer?
Ja. Men endnu ikke så mange. Mest oplagte konkurrent er Nissan Leaf, der har et batteri nogenlunde som testbilens på 62 kWh. I praksis får Kia e-Niro dog mere ud af ’pakken’ med både mere plads, længere rækkevidde og hurtigere opladning – endda til en lidt lavere pris. Den aldrende VW e-Golf med relativt kort rækkevidde er også en mulighed til 230.000 kr., men her er en afløser på vej i form af ID.3 midt i 2020. Den ville vi vente på. Hyundai Kona Electric byder på samme teknik som testbilen til samme pris, men har mindre plads på bagsædet og i bagagerummet. BMW i3 er også et lækkert – dyrere – alternativ til Kia e-Niro, men den har kun plads til fire personer og en kortere rækkevidde på omkring 300 km.
Konklusion:
For: Rækkevidde, komfort, lydløs, driftsudgift, 7 års garanti
Imod: Ikke mulighed for træk, ingen app
Hvilkenbil siger:
FAKTA: Kia e-Niro Advance aut.
Vejl. pris, inkl. lev.: 350.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 5.000 kr.
Årlig ejerafgift: 660 kr.
Garanti (rust/batteri/mekanik): 12/7 år/150.000 km
Sikkerhed (Euro NCAP): *****
Antal airbags: 7
Forbrug (WLTP-norm): 15,9 kWh/100 km
Forbrug i test: –
Længde/bredde/højde: 438/181/156 cm
Akselafstand: 270 cm
Bagagerum (min/max): 451/ 1405 liter (VDA)
Køreklar vægt: 1.812 kg
Motor: Elektrisk vekselstrømsmotor
Maks. ydelse v. omdrejninger/min.: 204 hk(150 kW) / 2600 ̴ 8000
Maks. drejningsmoment v. omdrejninger/min.: 395 Nm / 0-3600
Batteri: 64 kWh
Ladestik: CCS Type 2 (combo2)
Max ladekapacitet pr. time: Indbygget lader: 7,2 kW (AC) (kræver dog særlig lader) – hurtiglader: 100 kW (DC)
0-100 km/t: 7,8 sek
Topfart: 167 km/t
Særligt standard udstyr (Advance)
17″ alufælge, LED lygter, højdejusterbart fører- og passagersæde med sædevarme, el-ruder for og bag, 4-vejs justerbart læderrat, bakkamera, elektrisk P-bremse, delkunstlædersæder, aut. klimaanlæg, nøglefri betjening, 7″ supervision instrument, DAB+ radio, USB/AUX & iPod indgang, Bluetooth, Apple CarPlay m. stemmestyring, forberedt til Android Auto, 7 airbags, bakkestarts-assistent, træthedsregistrering, udvidet vejbaneassistent, aut. nødbremse m. fodgængergenkendelse, adaptiv fartpilot, regnsensor, aut. nedblændeligt bakspejl, navigation m. TomTom live services, parkeringssensor for og bag, varme i rattet, trådløs telefon opladning, sædevarme i bagsæder.
Ekstraudstyr på testbilen:
Lædersæder med ventilation og elførersæde m/memory samt blind vinkel assistent og advarsel for krydsende trafik bag bilen: 35.000 kr.
Soltag: 10.000 kr.
Metallak: 7.000 kr.
(*Anslået af hvilkenbil.dk)
VW e-Golf kan nu fås fra 230.000 kr. Altså 90.000kr under den pris du skriver 🙂
Det var da også en meget sen anmeldelse af en bil, der kom på det danske marked for over ½år siden 😉
God weekend.
Hej Jacob. Du har ret – vi har rettet prisen på e-Golf i testen, tak for tippet 🙂 Med venlig hilsen, hvilkenbil.dk.
Hej
Har kørt i både e-Niro og Kia e-Soul i samme udstyrsniveau, og hvis man kan lide designet på e-Soul, får man en både mere støjsvag og bedre kørende bil, da affjedring er bedre i e-Soul: Mere fast og bedre respons fra styretøj. Mvh Kenneth.
Sjovt at forfatteren ([email protected]) skriver, at “den kan køres med højre fod 90% af tiden”.. Det vil jeg kraftigt anbefale at gøre 100% af tiden! Min erfaring med at køre såvel elbiler som automatgears biler er, at der kan forekomme nogle særdeles ubehagelige opbremsninger, hvis man begynder at blande venstre fod ind i kørslen. Bilen har kun speeder og bremse, så den ligger lige til… højrebenet…
Der er nu mulighed for træk på bilen. Dog kun 300 kilo.