500X: 200.000 kr. for Fiats nye gadekryds

500X, Fiats højbenede og rummelige crossover-aflægger af livsstilsbilen 500, kommer til Danmark til fornuftige basispriser. Men firehjulstræk bliver dyrt.

Fiat har brug for en succes bortset fra den evigtunge charmetrold, 500. Italienerne satser på, at 500X har, hvad der skal til: Samme attraktive italienske design, men i en større, moderigtig crossover, der er det logiske valg, når singlepigen i den lille Fiat 500 møder sin drømmedario og pludselig skal have plads til bambini og barnevogn.

Fiat 500X ligner med andre ord en sikker succes for Fiat. Og priserne, som den danske importør nu afslører, ser ikke ud til at spænde ben for en tiltrængt salgssucces. Man skal dog vælge omhyggeligt i prislisten, for her er både gode og mindre gode tilbud.

Billigste 500X skal koste 204.000 kr. inkl. levering, en ældre 1,6 liters motor med 110 hk og ikke så meget andet end modellens indlysende charme. OK, her er læderrat og fartpilot, men kølig aircondition og flotte alufælge er sparet væk og det har en konkurrent som Renault Captur til godt 180.000 kr. Omvendt er 500X en smule større end den franske bestseller, så det går nogenlunde lige op. Skal der aircondition, 17 tommers alufælge og lidt ekstra på Fiat 500X stiger prisen til 234.000 kr.

60.000 kr. billigere end Mini
Fiat 500X lokker dog også med den fine 1,4 liters turbobenziner med 140 hk. Den er koblet sammen med mellemste Popstar-udstyr som aircondition, alufælge, Bluetooth og fem tommers touchscreen med mediaplayer. Til gengæld stiger prisen til 274.000 kr. og så kører Fiat 500X ind i samme terræn som den større Nissan Qashqai. Sammenlignet med den tilsvarende livsstils-sikre Mini Countryman, er Fiat 500X dog nærmest et slagtilbud, der er omkring 60.000 kr. billigere end den britiske landmand.

Fiat 500X fås også med firehjulstræk – og så er det til gengæld slut med at underbyde konkurrenterne: 404.000 kr. koster billigste FiatX med tilnavnet Cross og licens til at forcere lidt af hvert. Den barske storebror i 500X-familien er dog også spækket med udstyr og i benzinudgaven er ydelsen hævet til 170 hk og et 9-trins automatgear er standard. Kan du leve uden high-tech gearkassen, fås den tilsvarende model med 140 hestes dieselmotor til samme pris.

Fiat 500X dukker op hos de danske forhandlere til april, men kan allerede bestilles nu.

Læs også: 500X skal løfte Fiat til nye højder

Fiat 500X priser, inkl. lev.:

Fiat 500X 1.6 16v 110 hk Pop: 204.000 kr.
Fiat 500X 1.6 16V 110 hk Popstar: 234.000 kr.
Fiat 500X 1.4 MultiAir 140 hk Popstar: 274.000 kr.
Fiat 500X 1.4 MultiAir 140 hk Lounge: 304.000 kr.
Fiat 500X 1.6 MultiJet diesel 120 hk Popstar: 324.000 kr.

Fiat 500X Cross:
Fiat 500X 1.4 MultiAir 140 hk Traction+: 324.000 kr.
Fiat 500X 1.4 MultiAir 170 hk 4×4 9 trins Aut. Gear: 404.000 kr.
Fiat 500X 2.0 MultiJet diesel 140 hk 4×4: 404.000 kr.

Vigtigste standardudstyr:

Pop:

6 airbags
Fartpilot med hastighedsbegrænser
El ruder for og bag
El sidespejle med varme
Elektrisk håndbremse
Smart Fuel påfyldning
60/40 splitbagsæde
16” stålhjul

Popstar:

Tågeforlygter med kurvefunktion
Aircondition
Læderrat med ratbetjening af radio
Køling af handskerum
Uconnect radio med 5” touschscreen, Bluetooth og mediaplayer
Fiat Mood Selector
17” alufælge
Måtter for og bag

Til Popstar kan tilkøbes en Business Pakke for 10.000 kr:
Opgradering til Klimaanlæg – 2 zoner
Opgradering til integreret Navigation med 5” skærm
Elektrisk lændestøtte i førersæde og armlæn foran
Keyless go + keyless entry

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here