Verdenspremiere: Den nye Fiat 500X crossover afsløret i Paris – dansk premiere i begyndelsen af 2015 med både for- og firehjulstræk.
Så er det officielt: Fiat får endelig en lille ny. Eller faktisk ikke så lille for med introduktionen tager den italienske bilproducent nu den populære Fiat 500 til nye højder. Den tilhører nemlig den højbenede crossoverklasse, hvor Fiat gennem længere tid har manglet en bil, der kan konkurrere med Nissan Juke, Peugeot 2008, Renault Captur, Opel Mokka, Suzuki Vitara, den genfødte Honda HR-V og lignende biler.
Det nyeste medlem af Fiat 500-familien med efternavnet X, som vi tidligere har omtalt, er i flere medier blevet kaldt Fiats ’redningskrans’, og kommer i to udgaver, en version til byen og en med mere fokus på fritid.
I DK fra start 2015
Fiat 500X kommer til Danmark i starten af 2015, og den skal blive en succes, da italienernes salg har skrantet i en årrække og næsten er halveret siden 2009.
Vores første indtryk af bilen er, at 500X kan løfte opgaven. Den ser lovende ud og ligner et seriøst bud i den populære crossover-klasse, som voksede med over 80 procent i 2013. Men afgørende for at 500X, der skal sælges i over 100 lande verden over, bliver en succes er en skarp prissætning.
Ved præsentationen på Paris International Motor Show, havde pressechef hos Fiat i Danmark Steffen Holm, da også svært ved at skjule stoltheden over 500X.
”Fiat 500X markerer en milepæl i Fiats historie og viderefører arven fra de tidligere generationer i Fiat 500-familien. Vi har bevaret mange af de lækre designmæssige detaljer og funktioner fra Fiat 500, men den nye 500X er samtidig helt sin egen – den har et solidt og maskulint udtryk og er meget rummelig, og så er den spækket med den nyeste teknologi, der øger køreglæden og sikrer en mere økonomisk kørsel,” siger Steffen Holm.
Sjæl fra 1957
Fiat 500X er designet af Centro Stile Fiat og skal bygges på Fiat-fabrikken i Melfi, hvor søsterbilen Jeep Renegade også samles. I udviklingen af Fiat 500X har designerne forsøgt at bevare sjælen i Fiat 500, der rækker helt tilbage til den første model fra 1957, men samtidig skabe et nyt udtryk, og som vi ser det, er det lykkes ganske godt.
Fiat 500X er designet med bløde linjer, men er mere tilspidset og maskulin i sine former end andre 500-modeller. Langs siderne løber et mørkt plastpanel hele vejen rundt om bilen, hvilket er med til at give bilen et sportsligt og dynamisk udtryk.
Med den officielle præsentation er der også frigivet en lang række data. De fortæller, at Fiat 500X er 4,25 meter lang, 1,80 meter bred og 1,60 meter høj, altså nogenlunde på størrelse med Alfa Guilietta, som den også deler platform med.
Bagagerummet er på fine 350 liter og kan let udvides på forskellige måder, blandt andet takket være de mange justeringsmuligheder af sæderne. Kabinen spiller videre på udtrykket fra blandt andet Fiat 500 og 500L med lakerede flader på instrumentbordet.
Ganske som Fiat 500 fås Fiat 500X i et utal af forskellige farver, som giver rig mulighed for at gøre Fiat 500X meget personlig. Bilen er tilgængelig i 12 forskellige pastel- og metallakker, og der er et stort udvalg af forskellige alufælge.
3 benzin – 3 diesel
Motorprogrammet ligger nu også fast, men det vides ikke hvilke varianter, vi får til Danmark.
På benzinsiden leveres 500X med en 1.6 E-torQ med 110 hk eller en 1.4 Turbo MultiAir II med 140 eller 170 heste. Som diesel leveres Fiat 500X med en 1.3 Multijet II med 95 hk, en 1.6 MultiJet II med 120 hk eller en 2.0 MultiJet II med 140 hk. Derudover bliver Fiat 500X den første Fiat, som kan leveres med Cryslers avancerede 9-trins automatgearkasse. En dobbeltkoblingsgearkasse bliver ligeledes en mulighed, ligesom den nye Fiat 500X kan leveres med forhjulstræk, forhjulstræk med Traction Plus system eller firehjulstræk.
Den nye Fiat 500X er udstyret med ”Drive Mode Selector”, som vi kender fra Alfa under navnet DNA, der påvirker motor, bremser, styretøj og gearkasse, og som tillader tre forskellige kørselsmønstre afhængigt af kørestil og vejrforhold: ”Auto” for optimal komfort, forbrug og CO₂-udledning, ”Sport” for de bedste præstationer og ”All weather”, der sikrer maksimal sikkerhed i usikkert føre. Fiat 500X med firehjulstræk er desuden udstyret med et nyt system, der afbryder trækket på bagakslen, når der ikke er brug for firehjulstrækket. Derved sparer man på energien og får et lavere forbrug.
Med hensyn til priser og modelprogram i Danmark er vi desværre ikke blevet klogere med introduktionen i Paris, men vi gætter på en basispris på ca. 200.000 kr., hvis Fiat 500X for alvor skal tage handsken op i konkurrencen med det stadig stigende udbud af crossovers. Lige så billig som Captur og 2008 bliver 500X helt sikkert ikke – dertil er motorerne for kraftige og Fiat har altid forlangt noget ekstra for 500-betegnelsen.
Læs også: Ny 500 med X-faktor skal redde Fiat