BILTEST: Lav, lang og lækker. Arteon er VWs topmodel baseret på Passat-teknik, men spækket med smarte detaljer og fint udstyr. Men dermed bliver über-Passaten også kostbar som en BMW…
Hvilken bil?
Arteon er en fem-dørs coupé-formet hatchback, der både afløser VW CC (også kendt som Passat CC) og udfylder rollen som VWs flagskib, efter at den enorme Phaeton blev sendt på pension. Som topmodel er der hverken sparet på motorkraft eller udstyr, og det er i dét lys, man skal se startprisen på 531.000 kroner: Glem alt om VWs tidligere tendenser til at fedte med udstyret – i Arteon mangler der stort set kun navigation, fuld læderstue og panorama-soltag for at gøre udstyrslisten komplet. Her tester vi mindste motorvariant – en 150 hestes diesel med DSG-automatgear – med højeste R-Line udstyr til 581.000 kroner inkl. levering.
Vidste du at?
Arteon er baseret på den mere underspillede Passat med to vigtige forskelle: Designet er radikalt forandret med enorme hjul i svulmende skærmkasser, en elegant coupé-agtig taglinje samt ikke mindst en næsten bistert udseende front med LED-lygter som standard.
Sammen med den kompakte SUV T-Roc er Arteon eksempler på nye VW-modeller, der ikke kun skal appellere til købernes hjerner, men også deres hjerter.
En anden vigtig forskel er akselafstanden, der er øget med syv cm til limousine-værdige 286 cm. Sammen med den store bagklap, gør det Arteon til noget så sjældent som en coupé-elegant hatchback, der trods sit designer-look både er overraskende praktisk og familievenlig.
Hvordan er førerpladsen?
Mens Arteon har fået den store make-over udvendigt, er førerpladsen hentet direkte fra Passat. Det skal man ikke være ked af, for dermed får du både fin finish og en vellykket ergonomi, hvor du let finder det perfekte forhold mellem sæde, rat og pedaler. Især fordi Arteon er udstyret med et eljusterbart komfortførersæde på højde med Opels fine AGR-sæder. En hurtigt reagerende trykfølsom skærm bag glas – en lækker detalje for fingrene – er standard, men du skal betale ekstra for navigation. Fuld digital instrumentering er til gengæld standard. Omfanget af informationer er næsten overvældende, men high-tech stemningen passer fint til Arteons high-speed udstråling.
Hvordan opleves kabinen?
Enorm – især i bredden og længden. Udtrykket albuerum får ny mening i den bredskuldrede Arteon, og på bagsædet kan selv voksne mænd sidde med benene over kors.
Den store overraskelse er, at selv om Arteon ser ud som om den er lav som en sportsvogn, er den reelt kun én cm lavere end Passat. Resultatet er, at alle andre end garderhøje mænd sidder godt i bagsædet, og at du sagtens kan bruge Arteon som fornuftig familiebil.
Bagagerummet spiller med og klarer sagtens den store ferieoppakning med et volume på næsten 600 liter. På den måde finder Arteon en niche som designerbil med praktisk sans – dem er der ikke mange af.
Er sikkerheden i orden?
Ja, Arteon klarer sig særdeles godt i den skrappe 2017-udgave af Euro NCAPs crashtest. I den grundlæggende crashsikkerhed scorer Arteon hele 96 procent, fordi den tackler både frontal-, side- og bagendekollision til topkarakter. I testen af den automatisk nødbremse, der er standard, når Arteon at stoppe helt op for forhindringer ved typiske byhastigheder. Derudover har Arteon flere assistenter, der både øger komforten og sikkerheden som adaptiv fartpilot, en usædvanligt velfungerende aktiv vognbaneassistent samt træthedsregistrering, der foreslår en kaffepause, hvis den fornemmer uopmærksomhed hos bilens fører. Læs mere på euroncap.com
Hvordan kører den?
Meget som Passat men en knivspids mere dynamisk og ’lavtflyvende’. På motorvejen holder Arteon kursen som en bank-aktie, mens adaptiv affjedring, der kan indstilles til komfort, normal eller sport, redder affjedringskomforten trods de enorme 19-tommer hjul. Kun de helt skarpe ujævnheder slår igennem, ellers byder Arteon på støjsvag og komfortabel fremfærd, et præcist styretøj og en evne til at forcere sving fladt og uden nævneværdig krængning. Den sidste grad af balance og ’nerve’ mangler dog i en direkte sammenligning med en BMW 4 Gran Coupé, en af de premiumbiler som VW sigter efter med Arteon. Her skal man gøre op med sig selv, om man er til den frække opkomling Arteon eller den etablerede mærkevare med de mere slebne manerer.
Hvordan er motoren?
150 dieselheste og et drejningsmoment på 340 Nm fra lidt over tomgang går man aldrig fejl af. Uden at være en raket savner du aldrig kræfter i Arteon med VWs velkendte to-liters TDI-motor, og det skyldes ikke mindst, at automatgearet med dobbeltkobling og syv trin skifter både hurtigt og konsekvent. Til gengæld savner vi lidt gangkultur. VW har skærpet kravene til motorens emissioner og det er, som om det gør motoren mere rå og rallende, end vi husker den fra tidligere. Støjdæmpningen er dog ret effektiv, så ved marchfart hører du mest motoren som en svag brummen i baggrunden. VW lover 22,2 km/l i snit, vi kæmpede os med forsigtig speederfod op på 16,2 km/l – ikke helt godt nok.
Passer prisen?
Nu bliver det svært, for det kommer meget an på, hvilke biler, du sammenligner Arteon med. Siden den kom på markedet, er dens søsterbil Passat blevet billigere – og det får merprisen for festtøjet og udstyret til at se pebret ud. Omvendt er Arteon billigere end Audi A5 Sportback fra samme koncern, og som Arteon deler en del teknik, men dog ikke platform med.
Arteons store uheld er, at BMW p.t. har dumpet priserne på den elegante og virkeligt velkørende BMW 420d Gran Coupé, så den nu er mere end 110.000 kroner billigere end Arteon. Med al respekt for den frækkeste folkevogn siden Scirocco, skal du virkelig være VW-fan for at vælge Arteon frem for køremaskinen fra Bayern…
Er der alternativer?
I den dyre ende og fra samme koncern byder den smukke Audi A5 Sportback sig til for 615.000 kr. Så får du endda 190 dieselheste, men væsentligt mindre udstyr end i Arteon. BMW underbyder Arteon med kampagneudgaven af 420d Gran Coupé, der med tilstrækkeligt Executive-udstyr, 190 heste og 8-trins automatgear er tæt på at være en foræring til 468.000 kroner – her kan Arteon ikke være med. Nedefra udfordres Arteon af den elegante Opel Insignia Grand Sport, der med 170 dieselheste og 8-trins automatgear ‘kun’ koster 426.000 kroner i topudgaven Dynamic Best Line. Endelig sætter en topudstyret Passat R-Line prisen på Arteon med tilsvarende udstyr i relief – Passaten koster 494.000 kroner, så du betaler altså 87.000 kroner for festtøjet.
KONKLUSION:
For: Plads, design, meget udstyr.
Imod: Høj pris.
Hvilkenbil siger:
Læs også test af konkurrenterne:
Giulia forfører med skønhed og præcision
Jaguar XE – imperiet slår igen
Diesel løfter langturslokomotivet Opel Insignia
Småt er godt i billigste Passat
FAKTA: VW Arteon 2.0 TDI DSG R-Line
Vejl. pris, inkl. lev.: 581.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 25.000.
Årlig ejerafgift: 4.160 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 7
Forbrug (EU-norm): 22,2 km/l
Forbrug i test: 16,2 km/l
Længde/bredde/højde: 486/187/145 cm
Bagagerum (min/max): 583 liter
Vægt: 1.643 kg
Motor: 4 cyl., 2,0 liter, turbodiesel
Effekt: 150 hk/340 Nm
0-100 km/t: 9,1 sek
Topfart: 220 km/t
Særligt standardudstyr (R-Line):
LED-lys for og bag med fjernlysassistent, 19” alufælge, blanke rudelister, el-justerbart førersæde, multifunktionslæderrat, læder/alcantara sæder, automatisk nødbremse, aktiv vognbaneassistent, træthedsregistrering, varme i for- og bagsæde, elektronisk differentialespær, digital instrumentering, adaptiv fartpilot, regnsensor, tre-zoners klimaautomatik, adaptiv undervogn med fire køreprofiler, bluetooth og USB-stik.
Metallak: 8.100 kr. Navigationspakke:14.900 kr., komfortpakke (eldrevet bagklap, bakkamera og nøglefri betjening): 19.000 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)