Diesel er sendt i skammekrogen og elbilerne kommer. Alligevel lanceres der fortsat nye bilmodeller med enorme og synlige udstødningsrør. Et håbløst umoderne designtræk, mener hvilkenbils Jens Velling.
Skal man grine eller græde – eller måske bare lade pegefingeren rotere i pandehøjde?
Det er smag og behag, men en af de tre reaktioner ligger lige for, når man kigger på bagenden af en række nye bilmodeller. Især hos de dyrere bilmærker. Anno 2018 – tre år efter dieselskandalen og på tærsklen til elbilens gennembrud, finder de det stadig ’smart’ at montere nogle ordentlige kakkelovnsrør bag på bilen…
Egentlig ret pudsigt. For hvad er det lige, der er så fedt ved udstødningsrør – og især det, der kommer ud af dem?
Forstå mig ret: Jeg er gammel nok til at sætte pris på en vellydende forbrændingsmotor og i mit mest sentimentale hjørne kan jeg godt komme til at sige, at jeg vil savne lyden af en silkeblød rækkesekser eller blævrende V8’er. Men det er jo netop fordi jeg er halvgammel: Mine børn synes en lydløs og miljøvenlig Tesla er det sejeste, og deres børn vil vokse op med biler, der slet ikke siger noget.
Og tro mig, de kommer ikke til at savne lyden af den museumsgenstand, som en forbrændingsmotor meget snart er.
Og så er der alle de andre ting, der kommer ud af udstødningsrøret. Det er vel kun i bilindustrien, at man synes det er cool at reklamere med, at en ny bilmodel slipper skadelige partikler og CO2 ud i atmosfæren. Kunne man f.eks. forestille sig McDonalds blære sig med alt det affald, de skaber med hvert Happy Meal? Naturligvis ikke. I dag pakker ethvert firma med sans for tidsånden deres ressourceforbrug og affald ind i en masse floskler om, hvor stort et hensyn de tager til miljøet, og at de i øvrigt donerer et par håndører til at plante nye træer for, hvor gang du køber deres varer.
Om det budskab er særligt reelt, kan man helt sikkert stille spørgsmålstegn ved, men derfra og så til – med synlig stolthed – at placere to eller endda fire enorme afgangsrør på en moderne bil, er der alligevel langt. Synlige udstødningsrør er et stiltræk, der virker lige så fremtidssikret som Donald Trumps planer om at genåbne kulminerne i USA og satse mere på fossilt brændsel.
For hvem appellerer udstødningsrør egentligt til? Mænd, der har brug for at stive egoet af med nogle potente rør? Oliesheiker? Grå mus, der vil ses og høres (og lugtes), når de cruiser gennem byen?
Næppe den moderne forbruger. Uanset hvad, er udstødningsrør håbløst umoderne og dets dage talte: Ifølge de selvsamme bilmærker, der stadig pusher helt nye bilmodeller med højglanspolerede afgangsrør, begynder det hele at vende fra cirka 2020, når de for alvor begynder omstillingen fra benzin- og dieselbiler til elbiler.
Elbilerne kommer – og med dem en revolution, der blandt mange, mange andre ting, vil få gammeldags biler med udstødningsrør til at virke lige så pinligt, utænkeligt og socialt uacceptabelt, som en pædagog, der tænder en smøg midt i rundkreds-oplæsningen af en historie for de små i børnehaven.
Tænk på det, hvis du snart investerer i en ny bil, der af uforståelige årsager blotter sine udstødningsrør: Det er allerede et mærkeligt signal at sende, om et par år findes de slet ikke på de mest moderne biler, og efter yderligere et par år vil de blive mødt med rynkede næser og løftede øjenbryn.
Læs også: Hamborg forbyder ældre dieselbiler
Mærkelig artikel, der jo helt klart er forfatterens helt egen subjektive vurdering. Alle vi andre ved jo godt, at køber man en bil, der kører på fossile brændstoffer, og det gør størstedelen af bilparken trods alt endnu, så er der også nogle affaldsstoffer disse køretøjer skal af med, og her kommer udstødningsrørene ind i billedet, hvad enten man kan lide dem eller ej. Det er fint at være fortaler for elbilen, men at tro det går så stærkt, er skudt langt over målet.
Jeg synes lige det helt modsatte: at FORDI elbilerne er fremtiden, så skal man bevare de “gamle” biler med forbrændingsmotor. Så kunne man jo bruge elbilen til hverdag og bruge den med benzin/dieselmotor i weekenden. ?