Længere, bredere og mere sportslig. Sådan bliver andet oplag af Audis kompakte SUV, Q3. Teknikken deler den med VW Tiguan og Skoda Karoq, men Q3 bliver klart VW-familiens mest luksuriøse og avancerede.
Mens konkurrenterne buldrer derudaf i den nærmest overophedede klasse for kompakte SUV-biler, hænger Audi akkurat på ved at give klækkelige rabatter på deres egen Q3. Modellen har efterhånden syv år på bagen, og så kan det være svært at holde stand i en direkte sammenligning med nye rivaler som BMW X1/X2, Jaguar E-Pace, Volvo XC40 og de dyrere udgaver af Mazda CX-5 og Peugeot 3008.
Men nu er Ingolstadt endelig klar med anden generation af Audi Q3, der har alle chancer for at tage en pæn bid af den hastigt voksende SUV-kage. Teknisk må det have været relativt let, for Q3 er baseret på samme MQB-platform som ’søsterbilerne’ Seat Ateca, Skoda Karoq og VW Tiguan. Et ret så overbevisende trillingepar, som Audi sådan set ’bare’ skal forfine, så Q3 kan leve op til at være koncernens mest luksusprægede udgave af de førnævnte modeller.
At dømme efter de første oplysninger og bedømmelser er ingeniørerne i Ingolstadt gået til opgaven med krum hals. Den grundlæggende teknik er den samme som i Ateca, Karoq og Tiguan og i første omgang kommer Q3 også med velkendte motorer fra VW-koncernen. Basis bliver en 1,5 liters turbobenziner med 150 hk, cylinderfrakobling og forhjulstræk, derefter følger en to-liters TSI med enten 190 eller 230 hk, mens der til en start kun tilbydes en enkelt, to-liters diesel med 150 heste. De to mindste motorer fås med manuelt gear, ellers er det Audis velkendte 7-trins DSG automatgear, der administrerer kræfterne. Quattro firehjulstræk ventes at blive en mulighed på alle varianter.
Digital instrumentering
Derfra er der dømt ’vorsprung durch technic’ for Q3, der får alt det nye i infotainment og betjening. Sikkerhedsassistenter som automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse samt aktiv sporassistent bliver standard, og det samme gælder fuld, digital instrumentering. Modsat den nye Audi A6 får Q3 dog ikke to skærme i midterkonsollen: Ventilation og radio betjenes med klassiske knapper under enten en 9 eller 10 tommer bred skærm med tryk- og stemmebetjening.
Typisk for prestigeklassen må du dog svinge kreditkortet, hvis du vil have alt det rigtigt sjove som integreret navigation, adaptiv fartpilot og aktiv undervogn med mulighed for at vælge mellem forskellige affjedringer og køreprogrammer.
Audis berømte sans for lækker finish bliver angiveligt også standard i Q3. Målet har i hvert fald været at tilbyde en kabine med lækre overflader og præcise samlinger skal signalere luksus – og lægge passende afstand til koncernens billigere Seat, Skoda og VW-udgaver af samme bil. Og vel også til Audis egen Q2, der er mindre, billigere og ikke så avanceret som sin nye storebror.
10 cm længere
Andet oplag af Q3 bliver nemlig væsentligt større end den nuværende model. Længden øges med næsten 10 cm til knapt 4,5 meter og det kommer især bagsædepassagererne til gode i form af rigelig benplads, noget man klart savner i den mindre Q2. Samtidig bliver Q3 to cm bredere og en knivspids lavere, hvilket giver den et mere bredskuldret udtryk.
Ifølge Audi selv skal Q3 da også tilbyde en sportslig køreoplevelse – noget, man ikke er forvænt med i SUV-klassen og som man for eksempel heller ikke får i den større Q5. Ifølge Audi selv er komforten dog også væsentligt forbedret i forhold til forgængeren, men MQB-platformen giver utvivlsomt Audi mulighed for at give Q3 en mere direkte og kontant køreoplevelse end i de mere næsetunge modeller med langsplaceret motor.
Designet afspejler ambitionerne: Skærmene er markeret med en venlig hilsen til ur-Quattroen, mens bløde former møder skarpe detaljer i et nyt og – synes vi – mere spændende formsprog for Audi. Mest markant er den nu otte-kantede singleframe grill i fronten og LED-lygter med 3D-effekt for og bag.
Den nye Audi Q3 ventes til Danmark i løbet af efteråret.
Læs også: Ny Audi A1 rykker fra pæn til rå