Corona booster brugtbilpriser

brugte biler

Fald i udbuddet af brugte biler har fået priserne til at stige markant. Lige nu kan du med fordel skifte til en ny bil, siger analytiker.

Corona har fået os til at købe flere brugte biler – især små biler.

I begyndelsen af maj var der over 74.000 biler til salg på Bilbasen.dk. Men så kom corona og ændrede vores transportvaner og forbrug. Så nu er der i omegnen af 57.000 biler til salg. Det er et fald på 24 procent, som ifølge Bilbasens markedsanalytiker, Jan Lang, ikke er set før – i hvert fald ikke i hans tid. Udbuddet af mikro- og minibiler er mere end halveret.

”Fra midten af april og frem til nu har der været historisk høj efterspørgsel på brugte biler. Den store efterspørgsel har gjort, at udbuddet af brugte biler er faldet, fordi der ikke er kommet nye brugte biler ind i forretningen,” lyder hans analyse på Bilbasen.dk.

Her sætter markedskræfterne ind. Når udbuddet af brugte biler er markant lavere, mens efterspørgslen er højere, presses priserne op. Derfor kan du få væsentligt mere for din brugte bil, end du kunne for bare et halvt år siden.

Prisstigningerne på brugte biler ligger i snit fra 10.000 kr. for de mindste biler. En mellemklassebil er ifølge analysen steget fra 135.000 til 153.000 kr. i snit. Firmabiler og kompakte SUV’er koster i snit ca. 20.000 kr. mere, mens MPV’er – de store familiebiler – er steget over 30.000 kr. i løbet af sommeren.

Kilde: Bilbasen

I procent ligger prisstigningerne på mellem 9 og 16 % med den tommelfingerregel at de mindste biler og de højbenede crossover/SUV’er samt MPV’er er steget mest.

Pendlerne dropper kollektiv trafik

Jan Lang forklarer, at udviklingen skyldes, at rekordmange pendlere har skiftet den kollektive trafik – med fysisk nærhed og påbud om mundbind – ud med en bil i kølvandet på Covid-19.

”Køberne, der står bag den store efterspørgsel, er tidligere pendlere, som før har brugt den kollektive trafik i form af bus og tog, men nu ønsker egen mindre eller mellemstor pendler-bil grundet pandemien.”

Færre biler fra udlejnings- og leasingselskaber samt lange leveringstider på nye biler har også delvis sat en bremse på bilmarkedets naturlige cyklus. Kunder har ikke kunne købe nye biler, hvorfor de heller ikke har indleveret brugte byttebiler hos forhandleren, som et led i købet.

Alt det betyder, at det er sælgers marked for brugtbilsalg, og derfor kan du ifølge Jan Lang få mere for din brugte bil nu end for et halvt år siden.

”Dem, der vinder mest, er derfor de, der vil erstatte deres brugte bil med en fabriksny bil. Priserne på fabriksnye biler er nemlig ikke steget, og forhandlerne er, oven på Covid-19, meget interesserede i at sælge dig en ny bil – og tilmed give dig en god aftale.”

Men skal du erstatte din brugte bil med en anden brugt bil, er det klart, at denne også vil være steget tilsvarende, påpeger han.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here