Undersøgelse: Flere vil købe elbil

ladestandere

Lysten til en elbil – både ny og brugt – er stigende herhjemme. Opladningshybriderne vinder frem på bekostning af elbiler.

Flere danskere har planer om at købe en eldrevet bil. Det viser en dugfrisk undersøgelse, der er gennemført af Opinion for Norsk Elbilforening og Nordisk Energiforskning.

På spørgsmålet om, hvilken biltype, der bliver din næste nye bil, går svaret ’elbil’ frem i alle de nordiske lande.

I Danmark er det dette forår 9 procent mod 6 procent i 2020, 7 procent i 2019 og kun 2 procent i 2018, der vil købe en ny elbil næste gang.

Også lysten til en brugt elbil er på vej frem til 5 procent i år mod 3 procent sidste år.

Det er en glædelig nyhed, konstaterer formand for Elbilforeningen i Danmark, Christian Nolsøe Nielsen.

Danmark kun nummer tre

Han mener dog, der er flere skår i glæden. Blandt andet halter Danmark efter både Norge og Island.

Som eneste land i Norden er der flere nordmænd, der vælger elbil end fossilbil som deres næste bil. 30 procent af de adspurgte nordmænd angiver, at deres næste bil bliver en elbil (både ny og brugt). Her finder vi også den største stigning sammenlignet med året før. Island ligger på en andenplads. Her angiver 21 procent at deres næste bil bliver en elbil, mens der er et spring ned til Danmark på tredjepladsen, med sine 14 procent.

Formanden hæfter sig også ved, at det mens det blot er 14 procent af de danske bilkøbere, der ville vælge en fuldelektrisk elbil (både nye og brugte), næste gang, er der hele 19 procent, som vil vælge en ladehybrid.

Sammenligner man interessen for nye ladehybrider i år og sidste år, kan man se en stigning på 4 procentpoint. Det får ladehybriderne til at indtage en klar førsteplads på danskernes ønskeliste i 2021 efterfulgt af brugte og nye benzinbiler på hhv. anden og tredjepladsen.

Elbiler kun nummer fire

Først på fjerdepladsen ligger ønsket om en ny elbil næste gang og på syvendepladsen finder vi ønsket om en brugt elbil.

“I Elbilforeningen er vi meget tilfredse med fremgangen for alle opladelige biler i undersøgelsen, især når de fortrænger fossilbilerne,” siger Christian Nolsøe Nielsen og fortsætter:

“Men vi vil da gerne minde politikerne om, at uhensigtsmæssigt store afgiftsrabatter på ladehybrider vil komme til at fortrænge salg af de fuldelektriske biler med en tvivlsom klima- og miljøgevinst til følge. Det er uden tvivl de seneste ændringer i afgiftsreglerne, som den danske regering vedtog kort før jul 2020 for at styrke elbilernes konkurrenceevne, der er skyld i danskernes svar i årets undersøgelse. Et beklageligt resultat, som vi håber, kan medvirke til at regulere på endnu engang, da ladehybriderne allerede nu vides at være ikke-grønne fra 2026,” siger formanden for elbilisternes forening.

Det er således tydeligt, at danskernes interesse for elbiler følger de politisk vedtagne afgiftsstigninger og -fald i priserne på elbiler.

Prisen på elbiler er også den største barriere for at danske bilkøbere vælger at køre elektrisk.

Tallene i undersøgelsen taler deres tydelige sprog, mener Christina Bu, der er generalsekretær i Norsk elbilforening.

”Det skal kunne betale sig at vælge elbiler, hvis resten af Norden skal komme op på samme niveau som Norge. Effekten er allerede tydelig i Danmark efter at de lagde afgiftspolitikken om. Elbiler er fortsat dyrere at producere, noget der i sidste ende betyder højere pris for forbrugerne, hvis regeringerne ikke lemper afgifterne,” slår hun fast.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here