Toyota Yaris Cross: Crossover med kant

yaris cross

BILTEST: Toyota Yaris-storebror vinder på stil og udstyr. Men gevinsten ved at gå fra Yaris til den højere Cross har en pris.

Hvilken bil?

Toyota Yaris Cross deler platform med den almindelige Yaris, men er 24 centimeter længere og 10 cm højere. Yaris Cross-bagagerummet sluger godt 100 liter mere.
Den højbenede Yaris fås i modsætning til den lavstammede kun med hybrid-drivlinje, og merprisen er minimum 40.000 kroner afhængigt af udstyrsniveau. Startprisen for Yaris Cross er altså 255.000 kroner for den relativt spartansk udstyrede Essential. Den udmærker sig dog ved en omfattende sikkerhedspakke som standard, men for 10.000 kr. får man en Comfort-pakke med selvfølgeligheder som blandt andet sædevarme, læderrat og regnsensor og dertil smartphone-integration samt 16 tommer alufælge. Næste trin på udstyrsskalaen hedder Active til 275.000 kr., og den har Comfort-pakken plus blandt andet fuld LED-forlygter, varme i rat og forrude, automatisk nedblænding af bakspejlet, bluetooth, seks i stedet for to højttalere samt nøglefri betjening.
Udstyrsniveauerne forsætter i yderligere tre trin helt op til en pris på 343.000 kr. med det komplette Elegant-udstyr, hvor man dårligt kan ønske sig mere. Træk på alle fire kan fås til de tre højeste udstyrsniveauer formedelst 35.000 kr.

Vidste du at?

Toyota var forud for sin tid, da man for 14 år siden introducerede den fine lille crossover Urban Cruiser. Den kom til verden fem år før de højbenede udgaver af Peugeot 208 og Renault Clio, men markedet var ikke klar i kølvandet på finanskrisen, og dens succes var begrænset.

Ærgerligt for Toyota, og først nu er man altså blevet klar til at lancere en Urban Cruiser-afløser. Ret beset burde Yaris Cross have haft premiere for mindst fem år siden.

Hvordan er førerpladsen?

Da populariteten af crossovers kunne forlede en til at tro, at Danmark er en nation af rygpatienter, der værdsætter biler på stylter med nem ind- og udstigning over stort set alt andet, rammer Yaris Cross tidsånden rent.
Når man er monteret i sædet, kan man glæde sig over, at sædevarme, elbagrude og justering af klimaanlæggets temperatur foregår med analoge tryk- eller drejeknapper nogenlunde logisk placeret i midterkonsollen. I modeller med varme i rat og forrude skal man dog fumle lidt efter knapperne, der på velkendt Toyota-vis er gemt af vejen til venstre for rattet.
Rat og sæder kan nemt justeres, så man rammer en fin kørestilling, omend sæderne i de tre laveste udstyrsversioner er lidt flade og efter min mening ikke yder tilstrækkelig sidestøtte. De to højst udstyrede har glimrende sportssæder.

Hvordan opleves kabinen?

Overraskende nok er der en kende mindre plads på Cross-bagsædet end i den almindelige Yaris. Det blev efterprøvet ved, at jeg først i den ene og så i den anden indstillede førersædet, så det passede til mine 188 cm, hvorefter jeg tog plads i venstre bagsæde.
Samtidig synes bagdørene i Yaris Cross at åbne mindre end i Yaris, og dermed er det sværere at kringle sig ind på bagsædet og ud igen.
Hvad på bagsædet tabes, vindes i bagagerummet, der er cirka 25 procent større i Yaris Cross. Bagagerummets bund kan tilmed reguleres i flere højder for fleksibiliteten.

Er sikkerheden i orden?

Resultatet hos Euro NCAP er 5-stjernet – altså fuld plade. En af de ting, som Yaris Cross glimrer med er en perlerække af sikkerhedsudstyr som standard fra billigste model. Udover centerairbaggen mellem forsæderne har den adaptiv fartpilot, aktiv vognbaneassistent, skiltegenkendelse, fjernlysassistent og automatisk nødopkald. De dyrere varianter bremser for krydsende trafik både for og bag, har head-up-display og intelligente Matrix-LED-lygter, der afpasser det lange lys efter de øvrige trafikanter.

Hvordan kører den?

I Yaris Hybrid har Toyota efterhånden fået så meget styr på samspillet mellem CVT-gearet, benzin- og elmotor, at det så nogenlunde lader sig gøre at køre bilen uden hysterisk høje omdrejninger under enhver acceleration.
Men i Yaris Cross spiller det ikke på samme måde. Dertil kommer en markant vindstøj, da den højbenede bil synes ekstra udsat, og den topudstyrede testbils 18 tommer fælge øger ikke velværet. Hverken hvad angår støj eller den generelle komfort. Motorvejskørsel var med andre ord en ret umoderne oplevelse.
Ved høje hastigheder opleves undervognen som lettere urolig, affjedringen løser ikke opgaven med at opsuge ujævnheder og skarpe kanter særlig elegant. 

Hvordan er motoren?

I Yaris Cross har det trinsløse CVT-gears forfærdeligheder fået et uvelkomment comeback.

Hybridsystemet spiller bare bedre i den almindelige Yaris, der ikke er så udfordret som i Yaris Cross. I den høje crossover er benzinmotoren især på overarbejde ved motorvejskørsel, og man kan se på det aktuelle forbrug, at der slubres løs af benzintankens beskedne 36 liter.
Ved by- og til dels landevejskørsel spiller det dog langt bedre, og da størstedelen af ugens testkilometer blev tilbagelagt der, lykkedes det – ifølge kørecomputeren – at komme helt op på 21,3 km/l i faktisk forbrug.

Passer prisen?

Minimum 40.000 kr. mere end for en almindelig Yaris er en net sum, men ikke usædvanligt når det kommer til crossover-udgaver. Med forbehold for kampagner og lagermodeller til omgående levering gør det samme sig gældende for Renault Clio/Captur, for Peugeot 208/2008, for Hyundai i20/Bayon, for Skoda Fabia/Kamiq og for VW Polo/T-Cross.
Ud fra den betragtning er merprisen for Yaris Cross i forhold til Yaris acceptabel, men man bør bestemt overveje, om de 40.000 kr. eller mere er værd at give for at få nemmere ind- og udstigning foran, et mere markant design, et lidt større bagagerum men et lidt mindre bagsæde.
Tag med i betragtning, at man kan få en tilsvarende udstyret Toyota Corolla 5-dørs for 11.000 kr. mere end Yaris Cross.
Hvis man vælger en ny Toyota, bør mærkets særlige Relax-garantiordning med i overvejelserne. Ud over de tre års fabriksgaranti yder Toyota op til ti års garanti, hvis man kører sin bil til autoriseret service en gang om året. Garantien gælder dog maksimalt op til 160.000 km., men alligevel dufter det ret meget af snusfornuft.

Er der alternativer?

Crossovers i denne størrelse er der masser af. Til sammenligning et øjebliksbillede af de førnævnte – Renault Captur, Peugeot 2008, Hyundai Bayon, Skoda Kamiq og VW T-Cross: Hos Renault opererer man i øjeblikket kun med lagerbiler, og her fås en 160 hestes hybrid med mellemste udstyrsniveau til 291.000 kr. En topudstyret Peugeot 2008 GT (ikke hybrid) fås med 130 hk og automatgear til 395.000 kr., Skoda Kamiq i den bedst udstyrede Style-version (ikke hybrid) står i 294.000 kr., VW T-Cross i 313.000 kr. Ej heller Hyundai Bayon fås med hybridteknik, men for en fuldt udstyret 100 hestes med automatgear kommer man op i nærheden af de 300.000 kr.
Yaris Cross Active inklusive en Technology Plus-pakke, hvor man har alt inklusive intelligente Matrix LED-forlygter, koster 309.000 kr., og dermed er vi nærmest fremme ved, at japaneren sammenlignet med konkurrenterne er et rigtig godt køb.

Konklusion:

For: Sikkerhedsudstyr, garanti.
Imod: Plads, motor, støj.
Hvilkenbil siger:

På nogle – måske afgørende – punkter får man mindre for mere ved at veksle fra Yaris til Yaris Cross. Så køberen må afgøre, om den ekstra højde, designet, lidt finere udstyr og det større bagagerum er værd at betale markant mere for, når man samtidig får en mere anstrengt drivlinje og et lidt mindre bagsæde? Skal det være Yaris Cross, anbefaler vi Active-varianten til 275.000 kr. plus en Technology-pakke til 17.000 kr., hvor man bl.a. får navigation, 9 tommer-infotainmentskærm og headup-display med.

FAKTA: Toyota Yaris Cross 1,5 Hybrid CVT Elegant

Vejl. pris, inkl. lev.: 342.490 kr.
Anslået kontantrabat:* 10.000 kr.
Billigste: 254.990 kr. (Essential)
Privatleasing: 3.695 kr./måned. Førstegangsydelse 7.495 kr. (15.000 km/år, leasingperiode 36 måneder – model Active)
Årlig ejerafgift: 1.040 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/3 år (max. 100.000 km)
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 7 (inkl. centerairbag)
Længde/bredde/højde: 418/177/160 cm
Bagagerum (min/max): 397 liter
Vægt: ca. 1.250 kg
Anhængervægt: 750 kg (m. bremser)
Benzinmotor: 3 cyl., 1,5 liter, benzin
Systemydelse: 116 hk
Forbrug (EU-norm): 22,2 km/l (113 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 21,3 km/l
0-100 km/t: 11,2 sek
Topfart: 170 km/t

Særligt standardudstyr:

Automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse, adaptiv fartpilot, aktiv vognbaneassistent, fri bane-assistent for og bag, blindvinkelassistent, skiltegenkendelse, træthedsovervågning, SOS-nødopkald, head up-display, Matrix-LED-forlygter m. fjernlysassistent, p-sensor for og bag samt bakkamera, digital instrumentering, 8 tommer touchskærm, bluetooth, Apple Carplay/Android Auto m. trådløs opladning, JBL Sound System, 8 højttalere, nøglefri adgang og start, højdeindstilling af forsæder, elektrisk justerbar lændestøtte i førersæde, 2-zonet klimaanlæg, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, varme i forsæder og rat, elektrisk justerbare sidespejle m. varme og klapfunktion, 4 x elruder, elektrisk bagklap, panorama glastag, 18 tommer alufælge. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

Metallak: 3.000-9.995 kr. 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here