Efter blot fem år stopper Opel produktionen af den store Insignia. En fuldt elektrisk afløser er på vej, men er næppe klar før 2025.
Tsunamien af høje SUV- og crossover-biler sender endnu en klassisk firmabil på tidlig pension. Denne gang er det Opel-flagskibet Insignia, der efter blot fem år på markedet sætter kurs mod bilkirkegården.
Insignia blev introduceret i 2017 og med udgangen af dette år triller de sidste eksemplarer af samlebåndet på fabrikken i Rüsselsheim. Herhjemme – hvor der kører ca. 9.000 eksemplarer af Opels flagskib – er Insignia allerede taget af det danske modelprogram,
Fem år er usædvanlig kort levetid for en bilmodel, hvilket hænger sammen med to ting: Dels at køberne i stor stil forlader klassiske firmabiler som Insignia til fordel for SUVere, dels at modellen står på en platform fra Opels tidligere ejere, amerikanske GM. Det sidste betyder, at Opels nye ejere – bilkoncernen Stellantis med franske PSA og italienske Fiat i ejerkredsen – formentlig betaler for at benytte platformen. Desuden kan den ikke elektrificeres, hvilket belaster Opels CO2-regnskab.
Satser på Astra
Nu tager Opel konsekvensen og vil i stedet benytte produktionskapaciteten i Rüsselsheim til at skrue op for outputtet af den nye Opel Astra og søstermodellen DS4.
Insignia er langt fra den eneste firmabil, der har måttet lade livet som følge af bilkøbernes appetit på højere bilmodeller. Faktisk er firkløveret VW Passat, Skoda Superb, Mazda 6 og Peugeot 508 de sidste tilbageværende modeller, der holder fanen højt i den engang så populære bilklasse. Ford Mondeo udgik af produktion tidligere i år, Kia trak stikket på Optima sidste år og tidligere har vi sagt farvel til Hyundai i40, Toyota Avensis, Renault Talisman, Citroën C5 (netop re-lanceret som crossoveren C5 X), Honda Accord, Nissan Primera og Mitsubishi Galant.
Elektrisk afløser på vej
Fans af Opels topmodel skal dog ikke nødvendigvis fortvivle. Opel arbejder angiveligt på en afløser, der bliver elektrificeret og helt eller delvist kommer til at dele teknik med andre modeller i Stellantis-koncernen som Citroën C5 X eller den næste generation af Peugeot 508. Allerede fra 2028 vil Opel udelukkende fremstille fuldt elektriske modeller og derfor skal vi forvente, at en Insignia-afløser også kommer i en udgave som ren elbil.
Uanset om drivlinen er en hybrid eller fuldt elektrisk er en afløser for Insignia næppe klar før 2025. Designet kan også afvige noget fra den nuværende klassiske udformning som elegant hatchback og lav stationcar. Rygter taler om et højere crossover-design a la førnævnte Citroën C5 X eller den kommende Peugeot 408. Omvendt skal den nye model konkurrere med VW’s kommende fuldt elektriske ID.7, der får samme udformning som Passat. Hvis Opel vil matche ID.7 én til én, taler det for at holde fast i en klassisk sedan- og stationcar-udformning.
Om der kommer til at stå Insignia eller et nyt navn på bagsmækken af Opels kommende flagskib er heller ikke afgjort.