Ford og Porsche dæmper deres planer for elbiler. Renault-topchef beder EU overveje at udskyde forbuddet mod salg af fossilbiler fra 2035.
Ford havde tidligere bebudet, at de i 2030 udelukkende ville producere elbiler. Porsche havde meddelt, at 80 procent af alle mærkets biler i 2030 ville være elektriske. Men virkeligheden presser sig på, og lige som andre producenter allerede har gjort, træder de nu også på bremsen.
Samtidig opfordrer Luca de Meo, topchef hos Renault, EU til at udvise ‘større fleksibilitet’ i forhold til kravet om, at det fra 2035 skal være forbudt at sælge nye benzin- og dieselbiler i EU-landene. Det siger han til nyhedsbureauet Reuters.
Øget Ford-fokus på hybrider
Fords neddroslede planer for elbilerne kommer som en reaktion på det vigende salg af elbiler i Europa. Marin Gjaja, der er leder af Model E, Fords udviklingsafdeling for elektrificering, siger til britiske Autocar, at det ikke giver mening at satse 100 pct. på et produkt, før kunderne er klar til det. Og da udrulningen af elbiler ikke foregår med samme hast rundt omkring i verden, er det nødvendigt at justere planerne.
For tre år siden meldte Ford ud, at man i 2030 ville have produceret den sidste fossildrevne bil. Men nu lyder det altså, at man – fordi kunderne ønsker det – vil øge fokus på hybrid- og mildhybridbiler. Det vil sige Puma og Kuga, da man indstiller produktionen af Focus næste år.
Model E-chefen angiver de store udgifter til fremstilling af batterier til elbilerne som den primære årsag til Fords ændrede planer. Dertil kommer flere landes vigende vilje til at forlænge eller iværksætte afgiftslettelser på elbiler. På grund af usikkerheden mener han desuden, at det er yderst vanskeligt at lægge sig fast på en strategi. Batteriteknologien skal rykke sig markant, siger han. Lige nu aner han ikke, hvornår Fords flåde er 100 pct. elektrisk.
“Er det om 10 år eller om 30? Ingen har en krystalkugle, der har svaret på det spørgsmål,” siger han.
Fords elbiler tæller i øjeblikket Mustang Mach-E, Explorer (foto øverst) og nu også Capri. Yderligere to elbiler er på vej: Puma og Tourneo Courier. Teknikken til Explorer og Capri har Ford købt hos Volkswagen. Netop sammen med VW håber man at kunne hoppe med på vognen og på længere sigt få en elektrisk Fiesta på programmet. Den vil i så fald være baseret på VW-koncernens lille elbil-platform, der ventes at stå fadder til VW ID.2, Skoda Epiq og Cupra Raval.
Overgangen tager længere tid
En Porsche-talsmand fastslår i et interview med nyhedsbureauet Reuters, at ‘overgangen til elbiler tager længere tid, end vi troede for fem år siden’. Tyskernes planer om, at 80 pct. af alle mærkets biler i 2030 vil være elektriske, bliver man derfor nødt til at nedjustere. Skal de 80 pct. nås, kræver det en ændret efterspørgsel og en ny ‘udvikling i elektromobiliteten’.
Porsche har i årevis haft succes med elbilen Taycan, og SUV’en Macan bliver den næste elbil fra Porsche. 718 – Cayman og Boxster – er også planlagt til at overgå til ren el.
Også Volvo har meddelt, at man vil investere mere i hybrider. Det vil man gøre for at imødekomme de kunder, som endnu ikke er klar til at skifte og blive 100 pct. elektriske.
Andre bilproducenter har også måttet justere på hastigheden af deres planer om at overgå fra fossil til ren el. Eksempelvis Mercedes, Audi og Skoda meldte ud allerede i marts, at man ikke vil fare frem med samme hast som tidligere bebudet.
Opfordring fra Renault
For lidt over to år siden var også Renault med på den 100 pct. el-begejstrede bølge og nævnte 2030 som året, hvor franskmændene ville være fuldt elektriske. Den melding trak man i land på tidligere i år, og i et interview med Reuters mener topchef Luca de Meo nu, at EU’s forbud mod at producere fossildrevne biler fra 2035 simpelthen er at gå for langt.
Han siger dog også, at det vil være at gå alt for vidt, hvis man – som nogle af de nyvalgte ved valget til Europa-Parlamentet i juni mener – alene på grund af en opbremsning i markedet for elbiler ikke holder fast i planen om 100 pct. elektrificering på lang sigt.
Som det ser ud nu, kommer Luca de Meo næppe langt med sin opfordring til EU om at overveje en udskydelse af 2035-forbuddet. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, som netop er blevet genvalgt til en ny femårs-periode, understreger, at EU’s beslutning står ved magt. Hun afviser dog ikke, at syntetisk fremstillet brændstof kan forlænge ny-produktionen af fossildrevne biler på den anden side 2035.
Af redaktionen