Nu er det officielt: Alfa og Mazda går sammen om at lave en roadster baseret på teknikken fra næste generation MX-5. Entusiaster kan glæde sig til både en japansk og italiensk udgave.
Det er blevet kaldt et himmelsk ægteskab, og nu bekræfter Alfa og Mazda forbindelsen: I 2015 slår de to bilmærker kludene sammen for i fællesskab at lave afløserne for to af verdens mest solgte åbne sportsvogne: Alfa Romeo Spider og Mazda MX-5.
Modsat rygterne bliver der ikke tale om én, fælles model, men to biler med hver deres design og teknik, typisk for de to mærker. Platformen, altså den grundlæggende teknik, bliver dog identisk. Det ligger også fast, at bilerne skal bygges på Mazda’s fabrik i Hiroshima i Japan. Mazda-fans, der sværger til mærkets legendariske pålidelighed, vil nok drage et lettelsens suk ved dén oplysning – mens ”Alfisti” snarere sukker ved udsigten til at miste noget af Alfa’s legendariske sjæl… Sådan er det i moderne bilindustri. Den handler mest om stordriftsfordele og lave omkostninger, og så har nostalgien trange kår.
Ægteskabet er dog både baseret på fornuft og lidenskab. Fornuften taler for at drage fordel af den samme teknik for en biltype, der sædvanligvis laves i små og dermed dyre oplag – Mazda MX-5 er suverænt verdens mest solgte roadster og historisk har den relativt billige Alfa Spider også været godt med.
Især for Alfa er det en fordel at koble sig på Mazda MX-5, ikke mindst fordi det giver italienerne tiltrængt adgang til japanernes letvægtsteknik. Alfa’s seneste sportsvogne, Brera og Spider, har nok været smukke, men også svært overvægtige.
Omvendt kan Alfa lære Mazda noget om design – se bare konceptbilen 2oettottanta (billedet), som i 2010 var designhuset Pininfarina’s bud på en moderne Alfa Spider.
Men det, der for alvor må glæde bilentusiaster ved udsigten til en ægtepagt mellem Alfa og Mazda, er de to mærkers velkendte passion for åbne sportsvogne. Tilsammen har Mazda og Alfa de helt rigtige gener for at kunne lave noget stort.
Japanerne kommer med topmoderne og pålidelig teknik og er garant for, at omkostningerne kan holdes nede. Italienerne bringer stil, lidenskab og mange års tradition for inspirerende køreegenskaber med til festen – det kan næsten kun ende lykkeligt.
Største minus er ventetiden. Vi ser tidligst frugterne af den italiensk-japanske affære i løbet af 2015.
Læs bloggen: Mazda og Alfa indgår åbent ægteskab