En varm anbefaling i en kold tid til helårsdæk

Goodyear Vector 4Seasons vinder AutoBilds nyeste test af helårsdæk.

Hvilkenbil’s redaktør, Jens Velling, blogger om helårsdæk, der kombinerer egenskaberne fra sommer- og vinterdæk. Egentlig en umulig opgave, men de fungerer over al forventning.

Da sneen faldt første gang i oktober i denne vintersæson, skrev jeg her på bloggen, at helårsdæk kunne være et godt alternativ til vinterdæk. I hvert fald til de mange små biler, der storsælger Jens_Velling_FBS8745herhjemme. Pointen var, at minierne kører på små og smalle dæk, der ”træder” gennem sjap og sne og er særligt velegnede til helårsdæk. Også fordi minibilerne ofte kører mest i byen, hvor der som regel er godt ryddet, og sjældent kører så mange kilometer om året.

Samtidig viste endnu en dæktest, at de bedste helårsdæk faktisk klarer sig mere end hæderligt. Både i sne, på våd og på tør vej. For mange bilejere kunne det altså være fristende at nøjes med én type dæk til alle årstider og dermed spare penge på et ekstra sæt dæk, plads til opbevaring og tid til dækskift to gange om året.

Nu har jeg selv købt et sæt. Og jeg er begejstret. Ja, jeg tør godt anbefale dem på det varmeste til bilejere i samme situation som jeg.

Dækkene er et sæt Goodyear Vector 4Seasons, der ofte udpeges som de bedste helårsdæk på markedet. Bilen er en kompakt Renault Clio, der i forvejen kører på relativt smalle dæk (str. 165/65 15 eller 185/50 15) og mindre end 10.000 km årligt. Hvor jeg – pinligt at indrømme – har skøjtet faretruende rundt på vejene ind til kong vinter for alvor strammede grebet midt i januar, har Clio’en nu genvundet vejgrebet og fragter familien rundt på betryggende vis.

Jeg startede ellers med at være skeptiker. For jeg har jo også fået tudet ørene fulde af, at det bare ikke kan lade sig gøre at lave et dæk, der tackler sommervarm asfalt i august, skandinavisk monsun i efteråret og samtidig står fast, når der lejlighedsvis falder både is og sne om vinteren.

Og nej, helårsdæk er ikke perfekte. Det er et dæk uden spidskompetencer – men mine Vector 4Seasons imponerer til gengæld ved at være mere end gennemsnitligt gode i alle discipliner.

De bremser næsten lige så godt på tør vej som sommerdæk, har ingen problemer med aquaplaning i regnvejr og står næsten lige så godt fast på sne som vinterdæk. Til overflod sørger det bløde gummi for mindre støj og bedre komfort end mine nu kasserede sommerdæk. Og skal man tro flere tests, sker det ikke på bekostning af forhøjet slid. Det er faktisk imponerende egenskaber at samle i ét dæk – og et bevis på, at helårsdæk måske er den dæktype, der har draget størst fordel af en enorm udvikling på området.

Så drop fordommene om helårsdæk. Spring ud i det, hvis du har en mindre bil med et moderat kørselsbehov – jeg tør godt love, du ikke bliver skuffet.

Læs mere:

Derfor skal du måske IKKE skifte til vinterdæk i år…

Helårsdæk er ikke så ringe endda

 

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here