Populær VW flytter til Afrika for at give plads til elbiler

produktionen polo

VW har indstillet produktionen af Polo i Europa. Her skal der i stedet fremstilles billige elbiler. Polo-produktionen fortsætter i Sydafrika.

Efter 40 år er det slut med at producere VW Polo i Europa. VW har slukket for samlebåndet på fabrikken i Pamplona i Spanien. Her skal fabrikken i stedet gøres klar til at fremstille to kompakte elbiler, der efter planen skal trille af nye samlebånd i 2026.

Produktionen af Polo stopper dog ikke fuldstændig, men flytter til VWs fabrik i Kariega, Sydafrika.

Midt i snakken om, at salget af elbiler går trægt i visse europæiske lande – ikke mindst Tyskland, der er Europas største bilmarked – er det endnu et bevis på, at omstillingen til elbiler fortsætter i høj fart.

Tidligere bestseller

Polo har tidligere været en ægte bestseller for VW. For ti år siden var Polo den fjerde mest solgte VW-model, men forbrugernes forkærlighed for SUVere har gjort ondt på den tyske minibil. I årets første otte måneder er der solgt 90.000 Polo, hvilket har sendt den ned på en ottende-plads på VWs interne model-hitliste.

Ikke desto mindre er der fremstillet 8,4 millioner Polo i Pamplona over de seneste 40 år. VW er med andre ord inde og røre ved arvesølvet, når de nu sender Polo til Afrika.

Her er Polo også en kendt og anerkendt vare. Ud over at fremstille den nuværende, sjette generation af Polo, bygger sydafrikanerne også den foregående generation under navnet Polo Vivo. Så sent som i sidste måned var Polo Vivo den mest solgte bil i Sydafrika.

Skoda Epiq bliver en af to kompakte elbiler, der afløser VW Polo på fabrikken i Pamplona.

Tilbage på fabrikken i spanske Pamplona skal samlebåndene gøres klar til to elbiler, der er helt anderledes.

Produktionen bliver mere enkel. I stedet for benzinmotorer, gearkasser og udstødningsrør skal medarbejderne fremover montere elmotorer og et batteri på en forkortet udgave af VWs såkaldte MEB-platform.

Lavere omkostninger

Vi kender den allerede fra elbiler som VW ID.3 og ID.4, Audi Q4 e-tron og Skoda Enyaq, men det er en forsimplet udgave, der ankommer til fabrikken i Pamplona. Blandt andet flytter trækket fra baghjulene til forhjulene, og vi kan også forvente også ændringer i den tilhørende software.

Ændringerne skal reducere omkostningerne, så de to nye elbiler kan komme ned omkring de 25.000 euro (knapt 200.000 danske kr.), der er nødvendige for at være konkurrencedygtige.

Lige som bilerne, der har trykket Polo-salget, bliver begge elbiler kompakte SUVere.

Dels en VW, der formentlig får navnet ID2all SUV og bedst kan betegnes som en elektrisk udgave af fossilbilen VW T-Cross. Dels en Skoda, der under navnet Epiq også bliver en kompakt hatchback i let forhøjet SUV-design.

Først i 2027 ventes VW at være klar med ID2all, den elektriske afløser for Polo.
Elektrisk Polo klar i 2027

Begge biler vil være lidt over fire meter lange. Konkurrenterne bliver biler som Citroën ë-C3, Fiat Grande Panda og Opel Frontera, der alle kommer i 2025 og dermed får et solidt forspring på markedet.

Den forkortede MEB-platform skal også bruges til en direkte elektrisk afløser for VW Polo. Med navnet ID2all skal den være klar i 2027 sammen med søstermodellen Urban Rebel fra VWs spanske mærke Cupra. Begge biler skal meget passende bygges på VWs spanske fabrik i Martorell lidt uden for Barcelona.

[email protected]

1 COMMENT

  1. Faktisk er Polo i Europa (næsten) 50 år gammel. Når man kan huske dens introduktion for så længe siden – føler man sig ganske gammel på en dag som i dag. 😉

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here