Test: Cupra Born VZ vil være en elektrisk GTI

BILTEST: Olé til sportssæder, 20-tommer fælge og 326 hk på baghjulene – men vi savner mere højspænding i velopdragne Cupra Born VZ.

Hvilken bil?

Born er spanske Seats udgave af elbilen VW ID.3, lanceret under det spanske mærkes sportslige brand, Cupra. VZ-udgaven, et hint til det spanske udtryk for hurtig, veloz, er den hidtil mest hidsige Born. Elmotoren over bagakslen sender hele 240 kW (326 hk) til baghjulene. Læg hertil bucket-sportsforsæder, 20 tommer hjul på lavprofildæk og adaptiv undervogn til at tøjle kæmpekræfterne, og Born VZ er det elektriske svar på en GTI. En højspændt hot hatch, der under sine kompakte former gemmer på enorme kraftreserver og knivskarpe køreegenskaber. En elektrisk køremaskine anno 2024, hvor motoren hverken udleder lyd eller CO2. Opgaven er selvfølgelig at skabe en bil, der alligevel pirrer sanserne og tilbyder det forkætrede begreb køreglæde. Om det er lykkedes, finder vi ud af her i testen af Cupra Born VZ, der koster 350.000 kr. inklusive stort set alt i udstyr.

Vidste du at?

Mens Born er opkaldt efter det trendy Born-kvarter i byen Barcelona, som moderfirmaet Seat forbindes med, kan Cupra-navnet føres tilbage til 1996. Oprindeligt et tilnavn til Seats mest sportslige modeller, har Cupra i dag udviklet sig til en særskilt serie af bilmodeller. Med held. For mens Seat har svært ved at tjene penge, er Cupra en succeshistorie. Måske fordi Cupras dynamiske køregenskaber og de frække, kobberfarvede designdetaljer, som du elsker eller hader, bedre udtrykker det spanske temperament, som Seat altid har markedsført sig med.

Men hvor Seat er mainstream som en turistvenlig paella, har Cupra kant som en pebret chorizo-pølse. Bilkøberne har i stigende grad smag for det sidste.

Hvordan er førerpladsen?

I sværmen af høje crossover og SUV-modeller er Cupra Born noget så sjældent som en klassisk fem-dørs hatchback på størrelse med en VW Golf. Du sidder tættere på vejen og sammen med den relativt kompakte størrelse og sportssæder, der griber om dig som en kæmpe baseball-handske, giver det en skøn fornemmelse af at være ét med maskinen. Ergonomien – altså forholdet mellem sæde, pedaler og det næsten lodrette rat – er fremragende og understøtter go-kart oplevelsen. Olé til det.
Typisk for moderne biler benytter Cupra udelukkende skærme til betjeningen. Selv knapperne i rattet kan der trykkes og swipes på, og dét er vi mindre begejstrede for. Det kræver mange kig og klik på skærmen at betjene Born VZ. Bare det at slukke for formynderiske advarsler om fartgrænser og vejstriber er en større opgave. Men nødvendig, for i en GTI vil du jo styre selv…
Selv om stemmestyringen fungerer bedre end i alle andre biler fra VW-familien, som vi har testet i år, savner vi lidt mere mekanisk nærvær med Born VZ. Konsekvent skærmbetjening gør den lidt steril og fjern, og det klæder ikke en hot hatch.

Hvordan opleves kabinen?

Da vi første gang mødte Cupra Born, scorede den point på at fremstå nærmest lækker i direkte sammenligning med sin rustikke søsterbil, VW ID.3. Sjældent har en VW virket så Dacia-agtig, men siden har VW forbedret finishen i ID.3, mens det virker som om Cupra har været gennem en spareøvelse. Ud over sæderne og gulvtæpperne er der kun to bløde overflader: En mindre del af instrumentpanelet samt armlænene i fordørene. Resten af Cupra-kabinen består af hård plastic. Der tilmed knirker fra et sted ved forruden, når bilen rammer ujævnheder. Det er lidt undervældende.
De gode nyheder er, at Cupra Born VZ tilbyder god plads i den kompakte kabine. Bagsædet rummer tre voksne, der er gode aflæggerum over alt og bagagerummet er regulært. Et justerbart gulv gemmer ladekablerne, og gør det muligt at skubbe tunge tasker direkte ind i bagagerummet.

Er sikkerheden i orden?

Ja, Cupra Born blev crashtestet af Euro NCAP i 2022, og slap mere end hæderligt fra mødet med muren. Born fik ikke blot fem ud af fem stjerner i den samlede bedømmelse, men også den fine score på 93 pct. i samlet bedømmelse af evnen til at beskytte voksne passagerer. Eneste – lille – løftede pegefinger kom i sidekollisionstesten, hvor Euro NCAP vurderede, at bagsædepassagerer tipper for meget over i sædet ved siden af. På forsæderne er problemet løst med en centerairbag mellem de to forsæder, der holder forsædepassagerer adskilt. Også assistentsystemerne fungerer tilfredsstillende, og Cupra Born tager relativt blidt imod bløde trafikanter. Læs hele crashtesten hos Euro NCAP.
Se også video her:

Hvordan kører den?

Cupra Born VZ er veloz, ingen tvivl om det. Men også overraskende velopdragen. Selv på enorme 20 tommer hjul er affjedringskomforten fast, men komfortabel på alle underlag. Støjen er også godt undertrykt, så Cupra VZ er en bil, du gerne kører langt i. Den er også præcis at styre rundt på snoede sogneveje, men når den nu skal være hot hatch, savner vi lidt mere punch og vildskab. Lidt mere tyrefægter-attitude, gracias. Ingeniørkunsten fejler ikke noget, men Cupra forpasser chancen for at lave en elektrisk arvtager til biler som VW Golf GTI, Ford Focus ST og Honda Civic Type R. Køreoplevelsen ligger ganske tæt på den almindelige Born, der i forvejen byder på god dynamik.

Hvordan er motor og opladning?

I Born VZ ligger en pumpet udgave af VW-familiens nye 210 kW (286 hk) elmotor, som vi kender fra de opdaterede udgaver af VW ID.4, Audi Q4 og Skoda Enyaq. Det giver 30 kW ekstra – og hele 70 kW (95 hk) mere end i den ’civile’ Born.
Det opleves bare ikke sådan.

De ellers imponerende 240 kW i elmotoren opfører sig snarere som 326 nystriglede dressurheste end olme tyre med udspilede næsebor og skrabende klove. Ikke en lyd siger motoren, når den uden sydlandsk dramatik leverer et nærmest endeløst sug af kraft.

Temperamentet slår mere gnister ved lynladeren. 185 kW tager Born imod – og det er ingen overdrivelse. Med forvarmet batteri nåede vi hurtigt 185 kW. Ladekurven er så flad, at Born er i stand til at lade fra 10 til 80 pct. på 26 min. Det er tæt på biler med 800 volt teknologi. Og så er batteriet i Born VZ endda større end i de andre Born-modeller – 79 mod 77 kWh netto.
Forbruget er en smule højt. Trods mest landevejskørsel i testugen og mildt vejr med 12-15 grader, nåede vi et snit på 5,3 km/kWh – noget fra de lovede 6,6 km/kWh.

Passer prisen?

Ja, 350.000 kr. er fair, for Born VZ har både masser af kræfter og udstyr. Kan du nøjes med 170 kW og 546 km rækkevidde, koster Born Pasión 310.000 kr.
Du får dog meget for de ekstra 40.000 kr.: Bl.a. elektriske sportssæder, større hjul, adaptiv undervogn, ambientelys, justerbar bund i bagagerummet og ikke mindst flere kræfter, hurtigere lynladning og 41 km længere rækkevidde. Merudgiften kan vise sig at være godt givet ud, når du engang skal sælge Born VZ igen.
Alle Born har dog en mangel, der kan være en dealbreaker for mange – og ikke bare i Jylland: Der kan ikke monteres anhængertræk. Ikke engang til en cykelholder, som er muligt på søsterbilen VW ID.3.

Er der alternativer?

Vil du have samme GTI-attitude som Born VZ, er der kun to direkte konkurrenter: Søsterbilen VW ID.3 GTX Performance, der teknisk er præcis samme bil med samme præstationer og stort set samme udstyr. Men du skal betale 40.000 kr. for VW-mærket, så her ser Cupraen fordelagtig ud.
Kinesiske MG4 Xpower tilbyder endnu flere kræfter: 320 kW eller voldsomme 435 hk. MG4 er ikke bare hurtigere, men også billigere. Lige nu kan du købe 2023-lagermodeller for blot 260.000 kr. Ren discount, men den kinesiske muskelbil er ikke så afrundet som Born VZ og er også begrænset af en rækkevidde på 350 km.
Næsten samme motorkraft tilbyder Volvo i topudgaven af den kompakte crossover EX30 Twin Motor Performance. Her er 315 kW (428 hk) og firehjulstræk men også endnu mindre GTI-stemning end i Born VZ.
Det samme kan siges om Tesla Model 3 Long Range 4WD. Men den skal med her, fordi den til 360.000 kr. byder på samme kompetente køreoplevelse som Born VZ – bare med endnu flere kræfter, længere rækkevidde og hurtigere lynladning. Det gør Model 3 til et reelt alternativ.

Konklusion:

For: Køreegenskaber, pladsudnyttelse, ’kompakthed’.
Imod: Savner lidt vildskab, betjening, ingen trækkrog.
Hvilkenbil siger:

Cupra Born er et attraktivt, kompakt og kompetent alternativ til de dominerende SUVere. Den kan bedst beskrives som en elektrisk udgave af multikunstneren VW Golf, og overbeviser med fine køreegenskaber, komfort og pladsudnyttelse. VZ-udgaven når dog ikke helt i mål som den frække, elektriske GTI-udgave af forbilledet. Derfor ville vi overveje at ’nøjes’ med den almindelige Born, der følger VZ-versionen til dørs, men koster mindre.

FAKTA: Cupra Born VZ

Vejl. pris, inkl. lev.: 350.000 kr.
Anslået kontantrabat: * 0 kr.
Årlig CO2-ejerafgift: 780 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/5 år – 100.000 km
Garanti (batteri): 8 år eller 160.000 km (alt efter, hvad der kommer først)
Sikkerhed (Euro NCAP): 5 stjerner (2022)
Antal airbags: 7 (inkl. centerairbag)
Længde/bredde/højde: 432/181/154 cm
Bagagerum: 385/1.267 liter
Vægt: 1.950 kg
Batterikapacitet: 79 kWh netto
Rækkevidde (WLTP): 587 km
Forbrug (WLTP): 6,6 km/kWh
Forbrug i test: 5,3 km/kWh (12-15 gr., tørt)
Ladeevne: Op til 185 kWh DC / 11 kW AC
Ladekapacitet: Ca. 26 minutter (10-80 pct. DC), 8,5 timer (0-100 pct. AC)
Effekt/drejningsmoment: 240 kW (326 hk) / 545 Nm
0-100 km/t: 5,6 sek.
Topfart: 200 km/t

Særligt standardudstyr:

Automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse, vejbaneassistent, vejskiltegenkendelse, træthedsassistent, syv airbags inkl. centerairbag, adaptiv fartpilot, udvidet head-up display, LED-for- og baglygter, aut. op- og nedblænding, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, 2-zonet klimaanlæg, varme i forsæder og rat, el-justerbare sportsforsæder med memory, el-justerbare og sammenklappelige sidespejle m. varme, p-sensor for og bag, bakkamera, nøglefri start, 12 tommer berøringsfølsom skærm, Apple CarPlay, to USB C-stik for og to bag, varmepumpe, adaptiv undervogn, 20 tommer alufælge. (* Anslået af hvilkenbil.dk) 

Ekstraudstyr:

Metallak: 0-5.000 kr.
Panoramasoltag: 8.000 kr.
Sennheiser lydanlæg: 5.854 kr.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here