Milepæl: Nu kører der en halv mio. opladelige biler i Danmark

Mere end hver sjette bil i Danmark kører nu helt eller delvist på strøm. Se de 20 mest populære elbiler og ladehybrider her.

Omstillingen til personbiler, der kører på strøm, går hurtigere end forventet i Danmark. I starten af marts nåede Danmark endnu en milepæl, da bestanden af opladelige biler rundede 500.000 biler. Det viser nye tal fra bilstatistik.dk.

Opladelige biler omfatter elbiler og ladehybrider, der kører helt eller delvist på strøm og hvor batteriet kan lades op eksternt.

Af den halve million opladelige biler, er tre fjerdedele – 74,5 pct. – elbiler, der udelukkende kører på strøm. De resterende – 25,5 pct. – er ladehybrider, der både kører på el og benzin eller diesel, og samtidig har et opladeligt batteri, der øger den tid, hvor bilen udelukkende kører på el.

Med en halv million opladelige biler på de danske veje, tyder meget på, at Danmark når sine mål for en elektrificering af bilparken hurtigere end forventet.

Kan fordoble mål for elbiler

I 2020 indgik den daværende regering sammen med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten en aftale, der skulle sikre 775.000 ’grønne’ biler i Danmark i 2030 – altså opladelige vare- og personbiler. Målsætningen skulle bidrage til, at Danmark når sine overordnede klimamål.

I starten af marts i år var der 515.807 vare- og personbiler i den danske bilpark, der enten var elbiler eller ladehybrider. Meget tyder på, at Danmark ikke blot når målsætningen om de 775.000 ’grønne’ biler før tid, men også har mulighed for at nå et langt højere tal.

”Vi mener, at vi bør sigte endnu højere, når det gælder en grønnere vejtransport. I slutningen af sidste år lavede vi en prognose, der viser, at Danmark kan have op mod 1,6 millioner elektriske biler i 2030, hvis forbrugerne fortsat har økonomiske incitamenter til at vælge elbiler. Ifølge Klimarådet er grønnere biler afgørende for, at Danmark når sine klimamål, og derfor er det afgørende, at vi fortsat arbejder på at understøtte den nuværende udvikling, som er helt nødvendig for den grønne omstilling i Danmark,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

Mobility Denmarks mere positive prognose er baseret på, at der fortsat er politisk opbakning til at støtte udbredelsen af elbiler, f.eks. gennem fortsat reduktion af registreringsafgiften.

”Elbiler skal være folkeeje”

Skatteminister Rasmus Stoklund (S) indbyder snart Folketingets partier til en drøftelse af, hvordan man kan fastholde omstillingen til elbiler.

I sidste måned sagde Skatteministeren i den forbindelse, at ”vi skal gå fra, at elbilen er danskernes foretrukne bilvalg til at gøre elbilen til folkeeje. Det skridt, håber jeg, vi kan tage, ved at incitamenterne til at købe elbil for danskerne fortsat er til stede – og ved at især de billigere elbiler forbliver billige.”

Top 20: Opladelige personbiler i Danmark
Nr. Mærke Model Antal
1 Tesla Model Y 39.840
2 Tesla Model 3 36.534
3 Volkswagen ID.4 23.856
4 Skoda Enyaq iV 21.571
5 Ford Kuga 18.586
6 Volkswagen ID.3 17.404
7 Audi Q4 e-tron 13.975
8 Kia Niro 13.117
9 Volkswagen Golf 10.083
10 Volvo XC40 9.941
11 Mercedes EQA 9.530
12 Hyundai Kona 8.717
13 Polestar 2 8.716
14 Volkswagen ID.5 6.719
15 Ford Mustang Mach-E 6.332
16 Cupra Born 6.257
17 BMW iX3 6.088
18 Peugeot 3008 6.008
19 Volkswagen Passat 5.875
20 Renault Zoe 5.740

Kilde: Bilstatistik.dk og Mobility Denmark

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here