Ny plan: Elbiler og kampvogne skal redde tysk bilindustri

tysk bilindustri

Tysklands nye regering har en plan: Elbiler og ladehybrider skal have statsstøtte og tomme bilfabrikker forvandles til våbenfabrikker.

Tyskland har fået ny koalitionsregering – og den har allerede en plan for, hvordan en trængt tyske bilindustri skal rettes op.

Det fremgår af et dokument, der beskriver regeringsgrundlaget for regeringspartierne CDU/CSU og SPD under ledelse af den nye kansler, CDUs Friedrich Merz, som nyhedsbureauet Reuters har set.

De tyske bilmærker er kronjuvelen i tysk industri og afgørende for beskæftigelsen i Tyskland. Derfor er det ikke underligt, at den nye tyske regering har fokus på de lokale bilproducenter.

Fra Porsche til panser

Planen fokuserer på at øge efterspørgslen efter elbiler og ladehybrider gennem forskellige økonomiske støtteordninger. Samtidig vil regeringen undersøge mulighederne for at omdanne overskydende bilfabrikker til produktion af forsvarsmateriel. ​Det kunne f.eks. være VWs fabrik i Osnabrück, der i dag fremstiller nichemodellerne VW T-Roc Cabriolet, Porsche Cayman og Porsche Boxster, men som skal lukkes i løbet af kort tid.

Rheinmetall, der er Tysklands største våbenproducent og også fremstiller pansrede militærkøretøjer, er angiveligt interesserede i at overtage den snart lukkede VW-fabrik (foto).

Satser på el

For at fremme salget af elektriske køretøjer vil den nye tyske regering genindføre den statsstøtte til elbiler, der udløb med udgangen af 2023. Siden har salget af elbiler i Tyskland haltet langt efter salget i f.eks. Danmark og Norge, og det begynder at ligne et problem for tysk bilindustri. El er fremtiden, og mens tyskerne holder igen, stormer især kinesiske bilproducenter frem.

Derfor vil regeringen også støtte køb af ladehybrider og biler med rækkeviddeforlængere for at kickstarte tyskernes omstilling til mere eldrift for personbiler.

I dokumentet foreslår regeringen også skatterabatter for firmabiler samt fritagelse for køretøjsskat for elbiler, der skal gælde indtil 2035. Ønsket er at gøre elbiler mere økonomisk attraktive for både private og virksomheder i Tyskland. ​Det vil også hjælpe tysk bilindustri.

Brint skal også støttes som et mindre miljøbelastende alternativ til fossile brændstoffer til lastbiler.

Vil undgå CO2-bøder

Sidst men ikke mindst vil den tyske regering arbejde for, at den hjemlige bilindustri ikke pålægges milliardstore klimabøder, fordi de ikke kan overholdes EU’s krav til CO2-udledning.

Her halter tyske bilmærker bagud og det koster dyrt. Ikke bare i bøder, men også fordi flere mærker køber CO2-kreditter hos bl.a. Tesla, der udelukkende laver elbiler.

Alt andet lige vil de tyske planer sætte fart i omstillingen til elbiler. Det er nye toner fra Forbundsdagen i Berlin – endda fra en højreorienteret regering.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here