Slate Auto er en simpel elektrisk pick-up uden infotainmentskærm og med manuelt rudeoptræk. Til gengæld koster den kun 20.000 dollars.
Spændingen er udløst. USA har fået endnu et bilmærke. Slate Auto vil tilbyde billige elbiler til amerikanerne og måske også resten af verden. Opskriften er en rustik elbil, der lige som Ford T kun fremstilles i én farve, har manuelt rudeoptræk og ingen infotainmentskærm.
Til gengæld koster en Slate kun 20.000 dollars, når det statslige tilskud til elbiler på 7.500 dollars er trukket fra basisprisen. Hvis altså ikke den amerikanske præsident Donald Trump dropper tilskuddet inden de første Slate triller af samlebåndet i slutningen af 2026.
Bezos tæt på Trump
Lige i dén sammenhæng har Slate et trumfkort. Blandt investorerne er nemlig Amazon-stifter Jeff Bezos. Det borger for en solid pengetank og en vis troværdighed. Bezos var også med til Trumps indsættelsesfest, hvilket betyder, at Bezos er i good standing i forhold til Trump. Måske kan det sikre den statsstøtte, der er afgørende for Slate, hvis de skal holde prisen ned på de 20.000 dollars. Det svarer til 130.000 danske kroner.

Går efter masserne
Slate handler nemlig om at tilbyde en solid elbil til de brede masser i USA. Den almindelige amerikaner er ikke i nærheden af at have råd til de ca. 60.000 dollars, som elbiler i gennemsnit koster i USA. Tværtimod har den gennemsnitlige amerikaner et syv-årigt billån med en månedlig ydelse på 5.000 kr. Det er en tung udgift for mange amerikanere, der er afhængige af deres biler.
”Hjertet af det marked, som vi går efter, er den amerikanske lønmodtager, de brede masser. Der er en kæmpe befolkningsgruppe derude, der leder efter en økonomisk overkommelig bil,” siger Slate-chef Chris Barman til InsideEVs.
400 km rækkevidde
Med Slate får kunderne naturligvis en pick-up med åbent lad, som mange amerikanere foretrækker. Ikke en gigant som USA’s mest solgte bil, pick-up’en Ford F-150. Men en 4,4 meter lang arbejds- og fritidsbil med to døre og en 150 kW (204 hk) elmotor, der trækker på baghjulene. Batteriet på enten 53 eller 84 kWh giver henholdsvis 250 og 400 km rækkevidde. Ikke prangende, men dog realistiske tal, fordi den amerikanske norm er skrappere end den europæiske WLTP.

Topfarten er 145 km/t. Rigeligt til amerikanske forhold, hvor man kun i to stater topper på 128 km/t.
Fås kun i grå
Slate holder prisen nede ved udelukkende at fremstille en basis-Slate, fuldstændig strippet for udstyr. Den fås kun i grå og har ikke så meget som lommer i dørene eller radio. I stedet for en dyr infotainmentskærm bruger du din egen smartphone. Flere af karrosseridelene er boltet på.
Fordelen er, at Slate let kan bygges om. F.eks. til en lukket SUV med et bagsæde til tre. Du kan endda vælge mellem to ’hard-tops’’. Et helt firkantet med maksimal plads og et mere sporty med skrå bagrude.
Opretter Slate Universitet
Nu nærmer vi os selve idéen med Slate: Firmaet tilbyder over 100 dele – inklusive farvefolier – så du kan bygge din helt egen Slate. Målgruppen er gør-det-selv-folket, der er friske på selv at lægge folie på eller skrue en hardtop på hjemme i indkørslen. For at knytte kunderne til mærket, vil Slate lave et digitalt ’Slate Universitet’, hvor kunderne kan søge råd og vejledning til deres Slate pick-up.

Ejerne kan også sætte små forsatser på kørelyset, så de får form som en marguerit-blomst eller et gitter. Eller hænge en bluetooth-højttaler op på instrumentpanelet, montere en midterkonsol md lås eller sætte farverige kapsler på hjulene.
Ved kun at fremstille én grundmodel som Ford i sin tid gjorde med Model T og efterfølgende sælge tilbehør, slår Slate to fluer med ét smæk: Produktionen bliver lettere at kontrollere og holde omkostningerne nede samtidig med, at man kan øge profitten på at sælge ekstraudstyr del for del gennem bilens levetid.
Især det første er afgørende. Tesla var tæt på at gå konkurs, da de først skulle opskalere produktionen af deres første bil til masserne, Model 3.
Opgaven, som Tesla kaldte ”production hell”, er så vanskelig, at Chrysler før Tesla var det hidtil seneste ’opstarts-bilmærke’, der overlevede øvelsen. Det var i 1925.
Siden har Tesla altså taget springet og også opstarts-bilmærkerne Rivian og Lucid ser ud til at overleve.

150.000 biler årligt
Men Slate står over for en kæmpe opgave, når produktionen angiveligt begynder i slutningen af 2026. Et år senere skal produktionen nå sit foreløbige max på 150.000 biler årligt.
Det skal blive spændende at se, om det lykkes og Slate kan bide sig fast. Meget afhænger af, om Trump-regeringen fortsat vil støtte elbiler med et skattefradrag på 7.500 dollars. Den er afgørende for Slate.
Omvendt har Trumps told kastet amerikansk bilindustri ud i en alvorlig krise og gjort tilværelsen dyrere for mange amerikanerne. Det kan vise sig at være en chance for Slate, der kan tilbyde amerikanske bilkøbere et billigt alternativ.