BILTEST: Verdens mest solgte elbil er forbedret med så stor præcision, at Tesla Model Y på mange måder også er verdens bedste elbil.
Hvilken bil?
Tesla Model Y er SUV-udgaven af Model 3. Den blev lanceret i Danmark i 2021 og var den mest solgte bil i både Danmark og verden i 2023 og 2024. En vild bedrift for et blot 22 år ’gammelt’ bilmærke.
Model Ys succes er bygget på en kombination af potente præstationer og et moderne og minimalistisk interiør med masser af plads til priser, der som regel er lavere end konkurrenternes.
I begyndelsen af 2025 fik Model Y en omfattende opgradering, der inkluderer nyt design for og bag og samme forbedringer, som den mindre Model 3 fik i 2023: Bedre støjdæmpning, mere komfortabel affjedring, lækrere finish i kabinen med både varme og køl i forsæderne, en separat skærm til bagsædet og endnu længere rækkevidde. Model Y har tilmed elektrisk justering af bagsædet og anhængertræk.
Her tester vi den mest populære udgave, Long Range Dual Motor, til 400.000 kr. Eneste ekstraudstyr er Stealth Grey metallak til 10.000 kr. og 20-tommer hjul til 13.500 kr.
Vidste du at?
Opgraderingen af Tesla Model Y er også kendt som ’Juniper’. En lille, men meget omdiskuteret forskel på de nye udgaver af Model 3 og Model Y er, at sidstnævnte har beholdt stilken til afviserblinket. I Model 3 er stilken afløst af trykknapper i rattet, hvilket de fleste er utilfredse med.
Typisk for Teslas tilgang til hele tiden at ’pakke’ teknologien mere effektivt, er gearvælgeren også droppet og rykket ind på den centrale trykskærm. Her swiper du op eller ned, når du vil køre frem eller bakke.
Tesla benytter dog de indbyggede kameraer til at vurdere, hvad du vil. Er den sikker i sin sag, sætter den selv bilen i drive eller bakgear, når du trykker på bremsepedalen. Det virker faktisk fint og sparer dig ofte for en betjenings-gang.
Mens Model 3 til Europa bygges i Kina, fremstilles Model Y på Teslas Gigafabrik ved Berlin i Tyskland.
Hvordan er førerpladsen?
Et rat, én skærm og to pedaler. Sådan er førerpladsen i Model Y stadig indrettet.
Nogle hader det, og kalder hånligt bilen for ’en kørende iPad’. Andre er vilde med det minimalistiske design, der giver ro, fordi brugerfladen stadig er den bedste, der findes. Selve skærmen fungerer nærmest intuitivt, stemmestyringen er velfungerende og forstår dansk, og de to rulle-, dreje- og tryk-knapper i rattet er nærmest geniale, når du har lært at bruge dem.
Anno 2025 kunne Tesla godt udvide teknikken med et head-up display, der kunne vise hastighed og navigation på forruden. Det er et lavthængende frugt som Tesla ikke har plukket, og det er symptomatisk for Teslas aktuelle situation, hvor direktør og ejer Elon Musk har travlt med alt muligt andet end at lede Tesla.
Kørestillingen er fremragende med et fantastisk overblik fra den høje førerposition gennem en panorama-agtig forrude. Sammen med glastaget og den overdådige plads i øvrigt, gør det Model Y-kabinen til et rart sted at være. Forbedrede sæder med overraskende lækkert kunstlæderindtræk bidrager til den gode stemning.
Hvordan opleves kabinen?
Tesla har ofte fået kritik for at være lidt løs i fugerne med en ’amerikansk finish’. Med opgraderingen af Model Y er der ikke noget at komme efter. Her skal man huske på, at minimalisme ikke er lig med tarvelig. Hvilke andre biler har ellers forede, bløde dørsider helt ned til gulvet? Materialer og overflader er topdollar i ’Juniper’.
Og så alligevel. Testbilen havde et problem med bagklappen, der tydeligvis stødte sammen med låsen på visse typer af ujævnheder. Det gav en irriterende, metallisk vibration, der stod i knirkende kontrast til den ellers hørbare reduktion af støj fra både dæk og vind, som blødere fjedre, stivere karosseri og dobbelt akustisk glas har resulteret i.
Pladsmæssigt er Model Y fortsat klasseduks. Du sidder fremragende på det høje bagsæde, hvor der både er plads til tre voksne, støtte under lårene og plads til store sko under forsæderne. Bagagerummet er et kapitel for sig. Under gulvet åbenbares en dyb kælder, der giver en samlet volume på hele 854 liter. Og så har du ikke engang fældet forsæderne frem pr. elmotor. Til overflod er der plads til 117 liter foran i det lækre frunk.
Er sikkerheden i orden?
Euro NCAP har ikke testet den nye udgave af Model Y, men i 2022 fik den foregående model fem ud af fem stjerner. Dengang opnåede Model Y 97 pct. i voksenbeskyttelse, 87 pct. i barnebeskyttelse og hele 98 pct. i aktive sikkerhedsassistenter. Det var – og er – imponerende resultater, der dengang gjorde Model Y til én af de sikreste biler, som Euro NCAP nogensinde har testet. Siden har Euro NCAP skærpet testen, men da Tesla altid har ligget i den absolutte top i sikkerhed, vurderer vi, at den nye Model Y fortsat er blandt de sikreste biler, du kan købe.
I løbet af vores test oplevede vi ingen af de fantomopbremsninger, som tidligere har plaget Tesla. Tværtimod fungerede den adaptive fartpilot og vognbaneassistenten flydende og uden kraftige korrektioner i rattet. Læs hele crashtesten fra 2022 her.
Hvordan kører den?
Hvis der var ét kritikpunkt mod Model Y, var det den noget stive undervogn. Særligt skarpe ujævnheder slog kontant igennem til kabinen og dækstøj kunne også være påtrængende på ru asfalt.
Tesla hævder, at begge dele er forbedret 20 pct. i med opgraderingen. Resultatet er mærkbart og velkomment. Model Y er stadig fast affjedret og dækstøjen ikke helt væk, men forholdet mellem sport og komfort er tæt på det gyldne kompromis.
Tesla har også gjort styretøjet mindre aggressivt for at øge komforten. Det virker også efter hensigten – den helt store gevinst ved ’Juniper’ er den markant forbedrede kørekomfort.
Heldigvis er Model Ys køredynamik bevaret. Den dykker stadig hurtigt, letfodet og nærmest uden krængning ind i kurverne. Man mærker, at Model Y er op mod 200 kg lettere end klassekammeraterne. I vores optik er Model Y den bedst kørende SUV i sin klasse. Selv den Porsche Macan som vi prøvede for nylig virker tungere, mindre styrevillig – ja, simpelthen mindre køreglad. Går du op i køreegenskaber, men insisterer på en høj SUV, er Model Y svær at komme uden om.
Hvordan er motor og opladning?
Lavere vægt end konkurrenterne er også med til at forklare, hvorfor Model Y opleves så kraftfuld. De to motorer med tilsammen 366 kW (498 hk) og firehjulstræk giver acceleration, der er superbiler værdige. Det er mere end rigeligt til danske fartgrænser.
Vigtigere er Teslas berømte effektivitet – Model Y har klassens vel nok laveste strømforbrug. Tesla lover 6,8 km pr. kWh. Vi nåede 6,7 km i testugen med 10-12 grader, tørt vejr og overvejende landevejskørsel. Det er helt i top og giver Model Y en reel rækkevidde på 500 km – og endnu mere på en sommerdag med 20 grader.
Ladetiden er OK, men også et punkt, hvor Tesla ikke længere følger med de bedste kinesere og sydkoreanere.
Max-effekten på 250 kW lyder imponerende, men ladekurven fader hurtigt og du skal bruge en god halv time på at lynlade 10-80 pct. på batteriet. Til gengæld er der ’plug-and-play’ lynladning på Teslas fremragende Supercharger netværk, der tilmed er billigt for Tesla-ejere.
Passer prisen?
Ja, med et kæmpe forbehold, der handler om Teslas aktuelle krise.
Her i testen bedømmer vi bare bilen og ser bort fra alle holdningerne til Elon Musk, der smitter af på mærket. Men når det gælder prisen, er det umuligt at komme uden om den situation som Tesla befinder sig i.
Utilfredsheden med Elon Musk går ud over Tesla, og det bør man som bilkøber forholde sig til. Mens den nye Model Y egentlig er et godt køb, vil man lige nu få et usædvanligt stort værditab på alle Teslaer.
Brugtpriserne styrtdykker, og det kan oversættes direkte til værditab, når du skal af med din Tesla. Der er også risiko for dyrere forsikringspræmier på grund af flere tilfælde af hærværk. Tjek med dit forsikringsselskab, inden du køber.
En løsning kan være privatleasing – så er du ude over bekymringer om værditab. Her har Tesla dog ikke de bedste tilbud på markedet.
Er der alternativer?
Ja, markedet bugner af mellemstore el-SUVere, og de vil alle have en bid af Model Ys kage.
En meget direkte amerikansk konkurrent er Ford Mustang Mach-e til 425.000 kr. for en Premium 4WD med 258 kW og 550 km rækkevidde. Mustang er en flot bil med en attraktiv kabine, men Model Y slår den på alt fra køregenskaber over plads til komfort, rækkevidde og opladning.
VW ID.5 GTX Max med 250 kW, firehjulstræk og 525 km rækkevidde har samme udfordring. ID.5 GTX er kompetent, men Model Y er bare hurtigere, mere rummelig, mere effektiv og mere komfortabel og dynamisk – og har tilmed mere udstyr til lavere pris.
Blandt kineserne kommer ’kopimaskinen’ Xpeng G6 Performance med træk på alle fire, 350 kW og 550 km rækkevidde tættest på. Xpeng lader faktisk hurtigere med 800 volt-teknologi og kan lige nu fås på tilbud som lagerbil til 379.000 kr. Model Y vinder dog på plads, udstyr og især køreegenskaber og effektivitet.
En spændende outsider er Cupra Tavascan VZ Adrenaline, søsterbil til førnævnte VW ID.5 med samme specifikationer. Cupra-udgaven er bare mere sporty og kører faktisk lige op med Model Y. Til gengæld er den 25.000 kr. dyrere, har lidt mindre udstyr og mindre plads. Igen er det fordel til Tesla.
Konklusion:
For: Komfort, kræfter, køredynamik, rækkevidde, udstyr, plads, fair pris.
Imod: Elon Musk skader værdifasthed og image.
Hvilkenbil siger:
FAKTA: Tesla Model Y Long Range ‘Juniper’
Vejl. pris, inkl. lev.: 400.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 0 kr.
Årlig ejerafgift: 840 kr.
Garanti (rust/mekanik/batteri): 12 år/8 år – 192.000 km/4 år – 80.000 km
Sikkerhed (Euro NCAP): (2022) 5 af 5 stjerner
Antal airbags: 7
Længde/bredde/højde: 479/192/163 cm
Akselafstand: 289 cm
Bagagerum: 854 liter + frunk på 117 liter
Køreklar vægt: 2.000 kg
Anhængervægt m/u bremser: 1.600/750 kg
kW/drejningsmoment: 366 kW(498 hk)/493 Nm
Batteri: 75 kWh netto
Rækkevidde (WLTP): 586 km (standardhjul)
Forbrug (WLTP-norm): 6,8 km pr. kW (14,8 kWh/100 km)
Målt forbrug: 6,7 km pr. kW på 20” hjul i tørt vejr, mest landevej, 10-12 gr.
Max ladekapacitet: Indbygget lader: 11 kW (AC). Lynlader: Op til 250 kW (DC)
0-100 km/t: 4,8 sek
Topfart: 201 km/t
Særligt standardudstyr:
To elmotorer og dermed firehjulstræk, klimanlæg, navigation med trafikmeddelelser i realtid, stemmestyring, adaptiv fartpilot, aktiv vognbaneassistent, blindvinkel-kamera, elruder og elspejle, eldrevne forsæder i kunstlæder m. køl og varme, læderrat, elektrisk fældbart bagsæde, LED-matrix lygter, 15-tommer trykfølsom betjeningsskærm, bakkamera, nøglefri adgang og start, mobiltelefon som nøgle, premium lydsystem, USB og Bluetooth med mulighed for on-demand og internetradio, panorama glastag, Connectivity med Spotify, Netflix, og YouTube til streaming af media samt arkadespil i bilen, trådløse softwareopdateringer, Tesla App med mulighed for at åbne, starte, forvarme og nedkøle bilen, hvid metallak, aftageligt anhængertræk, 19-tommer alufælge. (*Anslået af hvilkenbil.dk)
Andre farver: 10.-20.000 kr.
20-tommer fælge: 17.500 kr.
Hvidt interiør: 9.500 kr.