Nu vil BYD også bygge ladehybrider i Europa

byd ladehybrider

Den kinesiske elbilgigant BYD skifter strategi. Nu vil BYD ikke kun bygge elbiler, men også ladehybrider i EU for at undgå straftold.

BYD, verdens største elbilproducent, skifter strategi i Europa. For et år siden sagde den kinesiske bilproducent, at to nye fabrikker i Ungarn og Tyrkiet udelukkende skulle fremstille elbiler til det europæisk marked. På den måde kan BYD slippe for den straftold, som EU lægger på alle kinesisk fremstillede elbiler.

Nu har BYD skiftet mening. Fabrikkerne i Ungarn og Tyrkiet, der hver kan fremstille 150.000 biler om året, skal både fremstille elbiler og ladehybrider.

Det er stigende efterspørgsel på ladehybrider, der har fået BYD til at skifte strategi. Mens elbiler dominerer totalt i lande som Danmark og Norge, er andre europæiske lande kun ved at komme i gang med omstillingen til elbiler. Og nøjagtigt som vi så i Danmark for et par år siden, øger det efterspørgslen på en overgangsløsning som ladehybrider. Biltypen, der kombinerer eldrift med en fossilmotor, tiltaler mange bilkøbere, der endnu ikke tør tage springet til en ren elbil.

Skal øge BYDs salg i EU

Dét marked ønsker BYD en bid af. Nok også fordi det kan hjælpe på BYDs salg i Europa, der nok vokser, men helt sikkert ikke leve op til kinesernes egne forventninger.

Interessant nok kommer BYDs beslutning på et tidspunkt, hvor elbiler for alvor begynder at vinde frem i Europa. Ifølge analysefirmaet Dataforce steg salget af elbiler i Europa i første kvartal med 28 pct., mens salget af ladehybrider steg 5,3 pct. 

BYD kan dog relativt nemt skifte strategi igen, hvis det bliver nødvendigt. Dels kan produktionen på de fabrikker i Ungarn og Tyrkiet, der står klar henholdsvis i oktober og marts næste år, fordobles. Dels er BYD’s ladehybrider som for eksempel Seal U (foto) også elbiler, så det er let at ændre på drivlinen i de to biltyper.

Elbiler kan blive billigere

Netop BYD Seal U fås kun som elbil i Danmark. Andre steder i Europa findes den også som ladehybrid – og har succes: I marts var Seal U den mest solgte ladehybrid i Europa.

For danske bilkøbere får BYDs nye strategi næppe betydning. De danske afgiftsregler gør ladehybrider langt dyrere end elbiler og dermed uinteressante.

Til gengæld kan BYDs elbiler måske blive billigere, når de fremover skal fremstilles i Europa. Dermed slipper de for EU’s straftold på kinesisk-fremstillede elbiler. For BYD er den på 27 pct., så der er tale om mange penge.

BYD planlægger angiveligt at fremstille de mindre elbiler Dolphin og Atto 3 i Europa. Senere kan der blive tale om Atto 2 og den nye mini Dolphin Surf.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here