Test: MG4 Urban – en snusfornuftig kineser 

BILTEST: Urbane MG4 byder på masser af plads til få penge. Men køb den ikke, hvis du ofte har brug for at lade i en fart.

Hvilken bil?

MG4 Urban er noget så usædvanligt som en hatchback og ikke en af de utallige SUV-lignende crossovers. Pladsmæssigt imponerer den kompakte kineser, udstyr har den ganske meget af, og så koster den kun 175.000 kroner, hvis man kan nøjes med det lille 43 kWh-batteri og rækkevidden på 325 kilometer. Merprisen for det store batteri på 54 kWh med 416 kilometers rækkevidde er kun 15.000 kr. 

Testbilen er topmodellen med stort batteri og Premium-udstyr. Den står i 210.000 kr., og i forhold til Comfort til 190.000 kr. har den bl.a. 360 graders kamera, trådløs opladning af mobiltelefonen, elektrisk justering af førersædet, foldbare sidespejle og 17 tommer alufælge. På grund af lidt højere vægt er der skåret en tynd skive af rækkevidden, der i Premium er 405 km.

Fra grundmodellen findes en solid og et langt stykke hen ad vejen velfungerende sikkerhedspakke, der gav fuld plade i Euro NCAP’s sikkerhedstest i 2025. LED-lygter, klimaanlæg, navigation og varmepumpe er standard.

Det samme er syv års garanti/150.000 km på både bil og højvoltsbatteri. Et anhængertræk kan eftermonteres for knap 15.000 kr., men bilen er ikke godkendt til at slæbe mere end 500 kilo.

Lynladning er ikke en mulighed. 87 kW-hurtigladning er det maksimale, MG4 Urban kan håndtere, men med de beskedne batteristørrelser vil hurtigladning fra 10 til 80 procent af batteriets kapacitet dog kunne klares på cirka en halv time, når man er på farten.

Hvilket ikke er dét, den urbane MG først og fremmest er sat i verden for. Den er, som MG skriver i salgsmaterialet, “målrettet bykørsel og hverdagsbrug, hvor praktisk anvendelighed, effektivitet og værdi er i centrum”. Og det er ikke kun øregas og varm sælgerluft – det er præcis dét, MG4 Urban er god til.

Vidste du at?

Paradoksalt nok signalerer størrelsen af MG4 Urban alt andet end bybil, for den 440 centimeter lange bil er virkelig godt udhulet, og det vil ikke være noget problem for mor, far og to-tre børn at pakke feriebagage og køre på langfart. Hvis altså ikke lige det var for ladeeffekten og rækkevidden, der vil kræve en del lidt længere pauser på ferieturen.

I øvrigt har Urban, trods navnet, ikke meget til fælles med den oprindelige MG4, som netop er blevet opgraderet. Urban står på MG’s nye E3-platform, og bl.a. derfor er Urban i modsætning til “gamle” MG4 forhjulstrukket. Urbans affjedring og støddæmpere er mindre sofistikerede, og budskabet er, at platformen skal danne basis for kommende modeller. Eksempelvis en kommende mini. Der måske kommer til at hedde MG2 eller får navnet MG GO.

For bilnørder er MG-historien velkendt, men blot for god ordens skyld: MG har kun navnet til fælles med det hæderkronede britiske problembarn Morris Garages, der stod bag adskillige køreglade tosædede sportsvogne. I 2005 var økonomien igen til rotterne, og den statsejede kinesiske SAIC-koncern købte rettighederne til navnet. Siden har MG været 100 pct. kinesisk-ejet.

I Danmark er MG næststørst blandt de kinesiske mærker, kun overgået af Xpeng. Ifølge de seneste europæiske salgstal er SAIC-koncernen tredjestørst i Europa efter Geely (bl.a. Volvo, Polestar og Zeekr) og BYD.

Hvordan er førerpladsen?

For 200.000 kr. kan ingen forlange lækker læder og bløde overflader, men jeg er alligevel positivt overrasket over MG4 Urban. Indtrykket er solidt, visuelt er det godkendt, men først og fremmest er funktionaliteten generelt glimrende. 

Rattet har rigtige knapper, og under den 12,8 tommer store skærm sidder også fysiske knapper til bl.a. klimaanlæg og elbagrude.

Så skærmtyranniet er ikke overvældende – tak for det. Tak lyder der også til MG Pilot, der er en del af styresystemet. Her kan man gemme sine foretrukne indstillinger og dermed slippe for en stor del af de irriterende og stædige ding-dong-advarselslyde, som asiatiske og især kinesiske biler har det med at berige os med. Kun den lovpligtige hastighedsadvarsel skal de-aktiveres ved hver start, men adgangen til den kan gemmes på en af rattets genvejsknapper.

Knap så taknemmelig er jeg over for skærmens brugervenlighed. Den er laaaangsom til at starte op, og systemet har det med at tøve, når man mener at have trykket på skærmen. 

Sædevarmen aktiveres på skærmen, men er kun 1-trins, så opskriften er enten kold som en brøndgravers eller svitsende varmt. Lettere mærkværdigt er det i øvrigt også, at man ikke kan slukke bilen. Altså afbryde tændingen. Når man har sat sig ind, starter den, når man træder på bremsen, og det er fint. Men den slukker først, når man låser dørene på vej væk fra bilen.

Sæderne er ok, omend ikke imponerende. Jeg ville godt give en mindre sjat for lændestøtte, men det er ikke en mulighed. Ryglænets hulning nederst kunne få mig til at tage en pude med til min lænd … men nu er MG4 Urban selvfølgelig “målrettet bykørsel”, som det hedder sig. Så planen er ikke, at jeg skal sidde i sædet så længe.

Hvordan opleves kabinen?

Masser af plads, var et af budskaberne i artiklens indledning. Og så sandelig. Med en akselafstand på 275 cm har de kinesiske ingeniører formået at skaffe nærmest oceaner af plads på bagsædet. Oceaner, fordi bilen altså kun er 440 cm lang, ni cm kortere end den meget rummelige og et nummer større Skoda Elroq. Her sidder to voksne virkelig godt med god plads til både lange ben og kroppe. Tre voksne vil næppe heller blive uvenner.

Bagagerummet sluger – hvis man udnytter hullet under gulvet – 480 liter, men desværre levner teknikken under fronthjelmen ikke plads til et frunk. På et eftermonteret anhængertræk kan hægtes en 500 kilo tung trailer.

Er sikkerheden i orden?

I Euro NCAP’s 2025-test strøg MG4 Urban igennem med de maksimale fem stjerner og høstede mange roser fra teknikerne. 

I daglig brug har vi tidligere harceleret over især kinesiske bilers overformynderiske tilgang, når det gælder de aktive sikkerhedssystemers virkemåde. Da jeg testede MG4 for knap fire år siden, var irritationen over den aktive vognbaneassistent og den adaptive fartpilot stor, men med Urban synes teknikerne at have justeret. 

Vognbaneassistenten kan finde på at rykke voldsomt i rattet, hvis én vognbane bliver til to; her bliver den tilsyneladende i tvivl om, hvad den skal. Men generelt holder den snuden i sporet uden at fremkalde nervøse tics, og selv den adaptive fartpilot reducerer og øger hastigheden på en nogenlunde ikke-abrupt måde. Ikke som de bedste europæiske biler gør det, men absolut til bestået og bedre end adskillige andre kinesiske biler.

Hvordan kører den?

Fravær af køreglæde slog mig, da jeg kørte afsted i den. Måske fordi jeg havde håbet på mere, da den baghjulstrukne MG4’er i testen for snart fire år siden imponerede som en køreglad og engagerende bil.

Som nævnt er Urbans opsætning mindre sofistikeret, så dét, den kan, er at køre udramatisk (læs: kedeligt) fra A til B. Hvilket der absolut ikke er noget i vejen med. Men køreglæde og inspirerende kørsel disker den ikke op med.

Så er den i stedet rar og komfortabel? Næh, ikke udpræget. Affjedringen er ret hård, og man mærker hele tiden, at dæmperne arbejder med en vis uro til følge. 

Rattet drejer mindre end tre omgange fra fuld højre til fuld venstre, så den er nem at manøvrere rundt i bytrafik (der var den igen, den med “målrettet bykørsel”), og det er først væk fra hjemmebanen, at støj fra dæk og vind understreger, at Urban netop ikke er sat i verden som langtursbil.

Hvordan er motor og opladning?

Elmotorens effekt er nøje afstemt efter det, som Urban skal – være en bybil. Tophastigheden på 160 km/t kommer man formentlig sjældent i nærheden af, og de 9,5 sekunder fra 0 til 100 km/t hverken skræmmer eller imponerer. Men er vel tilstrækkeligt.

DC-ladning kan så absolut være en akilleshæl. For en maksimal ladeeffekt på 87 kW er decideret ringe, kun marginalt bedre end Toyota Urban Cruiser og Suzuki e-Vitara. I 2026 burde man gøre det bedre.

Testbilens rækkevidde er opgivet til 405 km, og forbruget til 6,5 km/kWh. Derop kommer man sjældent i en varieret hverdag. Jeg opnåede i sommertemperaturer et snit på 5,8 km/kWh, der svarer til en rækkevidde på godt 310 km.

Passer prisen?

Anbefalingen herfra er klokkeklar: Vælg MG4 Urban med det store batteri. De 15.000 ekstra kroner, det koster, vil det være dumt at spare. Long Range med Comfort-udstyr til 190.000 kr. bør stille de fleste tilfreds, og det skal kun være for at forkæle sig selv lidt, at de sidste 20.000 kr. for Premium skal overvejes.

Køber man MG4 Urban, er man formentlig meget omkostningsbevidst, og så er der ingen grund til at opgradere. Så svaret på “passer prisen?” er: Ja, i den grad.

Er der alternativer?

Vil man have lige så meget plads som i MG4 Urban, har alternativerne generelt lidt mere crossover-facon, og dermed er alternativerne mange. Hvis vi skal ramme cirka 400 kilometers rækkevidde. Vi nævner i flæng:

Renault 4 er fysisk lidt mindre. lader med 100 kW og koster fra 215.000 kr. Lidt mindre rummelig end MG4 Urban er også Kia EV2, der også koster 215.000 kr. og lader med 121 kW. Peugeot E-2008 koster 235.000 kr. og har en ladeeffekt på 100 kW. Med samme drivlinje har vi Alfa Romeo Junior, der koster fra 225.000 kr.

Fra MG’s hjemland er BYD Atto 2 og Leapmotor B10 Design blandt alternativerne. For henholdsvis 245.000 og 230.000 kr. byder de på en rækkevidde på 430 km, men en højere ladeeffekt – hhv. 155 og 168 kW. Japansk-indiske Toyota Urban Cruiser og Suzuki e-Vitara koster nær 250.000 kr. og har en endnu ringere ladeeffekt end MG4 Urban – den er blot på 67 kW. 

Volkswagen-koncernen byder lige om lidt ind med Skoda Epiq Essence til 226.000 kr. Den lader med 105 kW. VW ID.Cross Life har samme teknik og koster 250.000 kr.

Ingen af dem matcher således MG4 Urban Comfort Long Range til 190.000 kr.

Konklusion

For: Pris, plads, udstyr.
Imod: Ladeeffekt, støj fra vej og vind, køreegenskaber.
Hvilkenbil siger: 

MG4 Urban skal først og fremmest fremhæves for to ting: Pris og plads. Mængden af udstyr er fornem i en bil til mindre end 200.000 kr., og de syv års garanti bør også være et argument på plussiden sammen med bilens fornuftigt fungerende aktive sikkerhedssystemer. Den relativt beskedne ladeeffekt samt et noget nærværende støjbillede ved højere hastigheder trækker ned, men den lever godt op til ordene om at være en hverdagshelt, hvor fokus er på praktisk anvendelighed, effektivitet og værdi for pengene.

FAKTA: MG4 Urban Premium Long Range

Vejl. pris: 209.999 kr.
Pris billigste (Comfort Standard Range): 174.999 kr.
Privatleasing: Pt. ikke muligt
Årlig ejerafgift: 920 kr.
Garanti (mekanisk/batteri): 7 år/150.000 km
Garanti (lak/rust): 5 år/150.000 km + 12 år/ubegrænset km
Sikkerhed (Euro NCAP): 5 stjerner (2025)
Antal airbags: 7 (inkl. midterairbag)
Længde/bredde/højde: 440/184/155 cm
Akselafstand: 275 cm
Bagagerum + frunk: 480/1.362 liter + 0 liter
Køreklar vægt: 1.595 kg 
Anhængervægt: 500 kg
Batterikapacitet (brutto/netto): 53,9/52,8 kWh 
Rækkevidde (WLTP): 405 km
Forbrug (WLTP): 6,5 km/kWh (15,5 kWh/100 km)
Forbrug i test: 5,8 km/kWh (17,2 kWh/100 km) 
Ladeevne: Op til 87 kW DC/11 kW AC
Opladningstid: Ca. 30 minutter (10-80 pct. ved hurtiglader), ca. 6 timer (0-100 pct. ved 11 kW AC) 
Effekt/moment: 118 kW (160 hk), 250 Nm, forhjulstræk
0-100 km/t: 9,5 sek
Topfart: 160 km/t

Særligt standardudstyr

Aut. nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse, adaptiv fartpilot, aktiv vognbaneassistent m. følgefunktion og vejbanefastholdelse, blindvinkeladvarsel, advarsel om tværgående trafik bag, advarsel om trafik v. udstigning, p-sensor bag og bakkamera, LED-lygter m. aut. op- og nedblænding, elektrisk justerbare sidespejle m. varme og foldefunktion, 1-zonet klimaanlæg, 1-trins varme i forsæder og rat, elektrisk justerbart førersæde, nøglefri adgang, 7 tommer førerdisplay, 12,8 tommer midterdisplay, DAB-radio, 6 højttalere, trådløs opladning af mobiltelefon, bluetooth, navigation, stemmestyring, varmepumpe, V2L, 17 tommer alufælge. 

Ekstraudstyr 

Metallak: 6.000 kr.
Anhængertræk: 14.495 kr.

Af [email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here