Kinesiske MG teaser for en ny, billig elbil i mini-klassen. Modellen kan få navnet MG2 og kommer allerede i 2027.
Bilproducenterne har fået travlt med at lave mindre og billigere elbiler. Ikke mindst i Europa efterspørger bilkøberne billigere elbiler. Renault er kommet stærkt fra land med Renault 5 og denne sommer lancerer VW-koncernen både den elektriske ID Polo og den sportslige søsterbil Cupra Raval.
I Europa sælger biler i den såkaldte mini-klasse traditionelt godt, og Renault og VW’s konkurrenter vil naturligvis også have en bid af kagen.
MG mangler elektrisk mini
Blandt dem er MG, der i forvejen markedsfører sig på at være et billigere, kinesisk alternativ. I Danmark har det gjort MG til det næstbedst sælgende Kina-mærke, kun overgået af Xpeng.
Men der mangler en elektrisk mini i programmet. MG’s p.t. billigste model, MG4 Urban, er helt oppe i den store del af Golf-klassen, så der er kun plads i programmet til en Renault 5-rival.
Bløde former
Nu afslører MG, at de er på vej med deres hidtil billigste elbil. Og bakker påstanden op med et par tegninger, der giver et par hint om bilens design. Umiddelbart anes nogle ganske bløde og nærmest nuttede former, som vi kender det fra mange mindre kinesiske elbiler.

Bag designet står Skoda’s tidligere designchef, Jozef Kaban. I næste måned er han og MG klar til at løfte sløret for en konceptbil, der vil give et mere præcist indtryk af MG’s kommende, elektriske mini.
150.000 kroner
Nyheden får formentlig navnet MG2 EV.
Til gengæld er der mere tvivl om teknikken. Det skulle ligge fast, at MG2 skal bygges på en mindre udgave af platformen fra enten MG4 eller MG4 Urban. Førstnævnte løsning vil give MG2 baghjulstræk, mens sidstnævnte betyder forhjulstræk, men også lavere omkostninger.
MG4 Urban fås fra 175.000 kroner. Med tanke på MG’s ofte lave priser, vurderer vi, at MG2 kan komme ned i 150.000 kroner for en basisudgave med omkring 300 kilometers rækkevidde.






