Lille bilmærke giver tyske luksusbiler baghjul i Kina

Et fire år gammelt bilmærke sælger bedre end Audi, BMW og Mercedes i Kina. Udviklingen understreger europæisk bilindustris udfordringer.

Der kommer ikke mange gode nyheder fra Kina, hvis man sidder i et af hjørnekontorerne for de europæiske luksusbilmærker som Audi, BMW og Mercedes.

Kina er verdens største bilmarked og har tidligere været særdeles indbringende for tyske luksusbiler. I et Kina med boomende vækst og økonomi har en ny tysk luksusbil været en populær markør for succes, som nyrige kineserne gerne har betalt godt for.

Kineserne foretrækker egne mærker

Sådan er det ikke længere. Med omstillingen til elbiler har kinesiske bilproducenter skabt sig et teknologisk forspring. Og dét i en grad, så kineserne nu foretrækker deres hjemlige bilmærker – også i den dyre ende.

Det er Seres, en lille kinesisk bilproducent mest kendt for billige minivans, et lysende eksempel på.

I 2021 indgik Seres et partnerskab med telegiganten Huawei om at udvikle elektriske og hybrid-SUVere i premiumklassen under navnet Aito.

Partnerskabet har været en kæmpe succes. På blot tre år tredoblede Aito salget til 427.000 biler i 2024, mens aktien steg med 120 pct.

Bestseller på fire år

Sidste år blev Aito M9, en stor SUV med enorm plads, førerplads med tredobbelt skærm og mulighed for integreret køleskab, den mest solgte bil i Kina i klassen over 500.000 yuan (godt 450.000 kr.).

Dermed overhalede blot fire år gamle Aito tyske luksusbiler fra verdensberømte og anerkendte europæiske mærker som Audi, BMW, Mercedes og Porsche i Kina.tyske luksusbiler kina

Kinas marked for luksusbiler var ellers anset for at være et relativt sikkert sted for netop etablerede prestigemærker, hvor de fortsat kunne trives uden at blive truet af kinesiske opkomlinge. Tanken var, at nye kinesiske bilmærker mangler den historie, der anses for at være afgørende, hvis man vil sælge luksusbiler til premiumpriser. Aito er beviset på, at kinesiske bilkøbere for længst har droppet de fine fornemmelser. De vælger hjemlige bilmærker, fordi de synes, at de er teknologisk overlegne.

Utraditionelt samarbejde

Aitos succes handler også om det utraditionelle samarbejde med en telegigant som Huawei. Det giver adgang til moderne teknologi, der vinder frem i moderne elbiler.

Alt er dog ikke fryd og gammen. Succes kan være flygtig i et land, hvor nye bilmærker kæmper indædt om kunderne og om at overleve på den lange bane. De fleste er enige om, at Kinas boomende bilindustri på et tidspunkt vil konsolidere sig med færre, men stærkere bilmærker.

“Det er hårdt arbejde, hver gang vi bygger et nyt mærke, særligt et nyt luksusmærke. Men vi giver ikke op og bliver ved med at insistere på at gøre hvert eneste bilmærke, som vi lancerer sammen med en partner, til en succes,” har Richard Yu, chef for Huaweis forbrugerprodukter, tidligere sagt til Bloomberg.

Seres, der står bag Aito, har flere gange været rygtet til Danmark. Wismo, der også importerer Citroën, Peugeot og Opel til Danmark, har importen.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here