Europæiske bilmærker mister fortsat markedsandele i Kina. Samtidig øger kinesiske bilproducenter deres salg i Europa.
Europæiske bilproducenter står til at miste yderligere markedsandele i Kina frem mod 2030, viser nye tal. Samtidig øger kinesiske konkurrenter som BYD, Xpeng og Geely deres salg i Europa – både af elbiler og ladehybrider. Det skriver flere medier som Reuters og Financial Times.
Ifølge data fra McKinsey vil hjemmelavede kinesiske bilmærkers andel af det kinesiske marked vokse til omkring 75 procent i 2030. Tilsvarende vil vestlige bilproducenters andel af det kinesiske bilmarked falde fra ca. 47 procent i 2020 til omkring 25 pct. ved udgangen af dette årti.
Det betyder med andre ord, at biler fra VW, BMW, Mercedes og andre europæiske mærker i stigende grad skubbes i baggrunden på det enorme kinesiske marked. McKinseys tal fremskriver en udvikling, der har været gang længe og får stadig mere momentum.
BYD overhaler Tesla
Samtidig med denne udvikling ’hjemme’ i Kina, øger kinesiske bilmærker deres aftryk i Europa. På rekordtid er det lykkedes flere kinesiske bilproducenter at etablere sig med helt nye bilmærker i Europa.
Et godt eksempel er BYD. Ifølge JATO Dynamics overhalede BYD i april 2025 Tesla med 7.231 registrerede elektriske biler mod Teslas 7.165 i Europa. Det er første gang nogensinde, at BYD topper foran Tesla i Europa og dermed markerer et bemærkelsesværdigt skifte i markedet for elbiler i Europa.
Ifølge de nyeste tal nåede kinesiske bilmærker i maj en europæisk markedsandel på 5,4 pct. – den højeste nogensinde.
Ladehybrider uden told
En bølge af kinesiske ladehybrider følger trop. EUs told på op til 45 pct. på kinesiske elbiler har fået producenter som BYD til at øge udvalget af ladehybrider, der ikke er pålagt samme straftold som elbiler. I april steg de kinesiske registreringer af ladehybrider i EU med hele 546 pct. – fra ca. 1.500 til over 9.600 biler.
Udviklingen sætter europæiske bilmærker under dobbelt pres: Hjemme i Europa øger de kinesiske konkurrenter salget inden for alle biltyper, og i Kina – verdens største bilmarked – foretrækker kunderne i stigende grad deres egne bilmærker frem for de europæiske.
Øger samarbejde
Det kræver flere løsninger. På den ene side øger flere europæiske bilproducenter samarbejdet med deres kinesiske konkurrenter. Det gælder f.eks. VW, der har investeret i Xpeng. Senest presser Renault og Stellantis på for at EU skal lempe miljø- og sikkerhedskrav for de små, billige biler, som mange europæere efterspørger, men som er blevet meget dyrere at fremstille og tjene penge på som følge af skrappe EU-krav.
Kineserne er dog kommet for at blive. Flere af dem bygger nye bilfabrikker i Europa, så de slipper for EU’s straftold. Det gælder bl.a. BYD, der bygger nye fabrikker i Ungarn og Tyrkiet. Europæiske bilproducenter skal altså vænne sig til en ny situation, hvor de også skal konkurrere med indtil flere nye bilmærker fra Kina. Alt andet lige er der lagt op til større konkurrence end nogensinde før.