Som elbilernes svar på schweizerkniven har kæmpe pick-up’en Maxus eTerron 9 plads til familien på fem og tager 3.500 kg på krogen.
(Opdateret 4. maj med danske priser) Stor, større, Maxus eTerron 9…
Kinesiske Maxus lancerer nu en elbil i Danmark, der sætter de fleste konkurrenter i skyggen og kombinerer flere kompetencer i ét køretøj: SUV, pick-up, familiebil og trækhest.
Bilernes svar på schweizerkniven er født som en 5,5 meter lang pick-up, der ikke lader de amerikanske forbilleder noget efter i størrelse og præstationer.
To elmotorer – 125 kW foran og 200 kW bagpå, i alt 325 kW (442 hk) – giver firehjulstræk og slynger den kinesiske gigant fra 0-100 km/t på kun 5,8 sekunder. Du kan også skrue ned for farten og op for terrændueligheden med det integrerede All-Terrain System.
Fuld luftaffjedring
Fuld luftaffjedring er standard og kan både give mere frihøjde i svært terræn, høj komfort på asfalt og tilmed bringe ladet seks cm tættere på jorden, så det bliver nemmere at laste.
Trods et velvoksent LFP-batteri på 102 kWh, der giver 430 km rækkevidde, har eTerron 9 en solid nyttelast på 620 kg. Det er dog ingenting mod trailervægten på hele 3.500 kg. Og så siger de, at elbiler ikke må trække rigtige trailere – Maxus eTerron 9 er beviset på det modsatte.
Men den kinesiske gigant er ikke færdig med at trække esser ud af ærmet. De 5,5 meters længde giver nemlig plads til en dobbeltkabine og fire døre og dermed op til fem personer i alt. På den måde er eTerron på samme tid en arbejdsduelig pick-up med lad og offroad-egenskaber og en komfortabel SUV til hele familien. Der oven i købet kan trække både dobbelt hestetrailer og mindre entreprenør-maskiner, hvis det skal være.
Altså arbejdsbil på hverdagene og eventyrlysten familie i weekenden. Det matcher få biler så godt som Maxus eTerron 9 – og da slet ikke på el.
Pris fra 650.000 kr.
Ifølge Maxus, der herhjemme importeres af RSA Danmark, en del af den norske RSA-koncern, der også importerer mærkerne JAC og KGM, bliver eTerron 9 mærkets flagskib i Danmark. Det afspejles også i priserne, der starter ved 650.000 kr.
Standardudstyret inkluderer bl.a. luftaffjedring på både for- og bagaksel, adaptiv fartpilot, dobbelt klimaanlæg, fem sæder, bakkamera, panorama-glastag og ventilerede sæder med massage i førersædet.
Det gælder også gulplade-udgaven med to siddepladser, der koster 500.000 kroner eksklusive moms.
Begge udgaver har tre-faset opladning og tager altså op til 11 kW i en vekselstrømsoplader. Lynladning sker med op til 115 kW, men kræver nogen tålmodighed: Ifølge Maxus tager det 42 minutter at lade det store batteri fra 20 til 80 pct.
"eTerron 9 er vores flagskib, og vi er stolte af nu at kunne tilbyde den i to versioner. Det er en bil, der sætter nye standarder for, hvad en elektrisk pickup kan – uanset om det er på byggepladsen, på landet eller på motorvejen," siger Allan Hagelskjær, Salgschef, Maxus Danmark
Fem stjerner og fem års garanti
Maxus eTerron 9 har opnået alle fem af fem stjerner i Euro NCAPs crashtest. Garantien er også solid med fem år / 100.000 km på bilen og otte år / 200.000 km på batteriet.
Maxus er en del af statsejede SAIC Motor, der er Kinas største, børsnoterede bilproducent og også står bag bl.a. MG.
Maxus eTerron 9 har været rygtet til Danmark i sommeren 2025, men de første biler når først frem til de danske forhandlere denne sommer. Til gengæld kan den enorme elbil bestilles nu.





