Selvkørende biler: Ford tror mere på Waymo end Tesla

Ford kommer ikke til at benytte Tesla-teknologi i deres selvkørende biler – og vil især lære af Waymo og de bedste kinesiske bilproducenter.

Ford-chef Jim Farley har haft travlt med at fortælle, hvilken retning den amerikanske bilproducent bevæger sig hen imod i denne uge.

Først lagde Farley luft til vedholdende rygter om, at Ford ville benytte Teslas Full Self Driving (FSD) teknologi til deres kommende, selvkørende biler. Rygterne går tilbage til 2021, hvor Tesla-chef Elon Musk fortalte, at han forhandlede med flere store bilmærker om at sælge Teslas FSD-teknologi.

Sidste år snævrede snakken sig ind til “én stor bilproducent”, der angiveligt var Ford.

Men nu skyder Jim Farley et evt. samarbejde med Tesla ned.

Radar gør forskellen

Forleden blev Farley spurgt, om Teslas eller Waymos tilgang til selvkørende biler gav mest mening for ham?

“For os – Waymo,” lød det klare svar, selv om Farley anerkendte, at også Tesla har gjort fremskridt. Forskellen er, at mens Tesla udelukkende satser på kameraer og kunstig intelligens, benytter Waymo også såkaldte Lidar-radarer. Og de gør forskellen for Ford-chefen.

“Hvor kameraer kan være fuldstændig blinde, kan Lidar-systemet stadig præcis se, hvad der er foran dig,” forklarer Jim Farley.

Ford har tidligere samarbejdet med VW om selvkørende biler, men det projekt gik i vasken. Efterfølgende sagde Farley, at Ford ville samarbejde med virksomheder, der specialiserer sig i selvkørende teknologi. Meget tyder altså på, at det bliver Waymo, der driver flåder af selvkørende taxaer i flere amerikanske storbyer.

“Mest ydmygende oplevelse”

Ford-chefen kigger dog ikke kun hos Waymo efter inspiration. Han erkender i stigende grad, at Ford bliver nødt til at lære af kineserne, hvis mærket vil overleve.
Farley har været på utallige rejser i Kina og klader mødet med moderne, kinesiske bilindustri den “mest ydmygende” oplevelse i sit liv.

Ifølge Farley er kineserne så langt fremme på især software og elbil-teknologi, at det er tvingende nødvendigt at lære af dem. Selv den klassiske disciplin byggekvalitet og finish, som vi ellers forbinder med især tyske og japanske luksusmærker, overgår de bedste kinesere.

Tager biler med hjem

Jim Farley har derfor en plan for Ford: I løbet af kort tid inviterer han en stor del af ledelsen til Kina, så de ved selvsyn kan se, hvor langt konkurrenterne er kommet. Fords chefer skal også køre i en hel masse kinesiske biler.

“Så vælger vi de fire eller fem, som vi er mest vilde med og flyver dem hjem til Detroit. Her kører vi dem sønder og sammen, skiller dem ad og bygger dem op igen,” siger Farley, der er kendt for at have lavet samme øvelse med en Xiaomi SU7.

“Jeg mener, at vi bliver nødt til at være meget mere ydmyge over, at de som land (Kia, red.) har gjort det virkeligt godt, og at vi bliver nødt til at lære af dem,” konkluderer Ford-chefen.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here