Guide: Moderne biler med nem betjening

biler betjening

Mange bilkøbere efterlyser nye biler med logisk og intuitiv betjening. Hvilkenbil peger på de mest betjeningsvenlige – og de værste.

Lige siden Tesla samlede al betjening på en iPad-lignende skærm i Model 3, har lignende skærme gået deres sejrsgang i moderne biler. De ser godt ud i brochurer og udstillingslokalet og kan de mest utrolige ting. Og så er det billigere for bilproducenterne at samle så mange funktioner i én enhed i stedet for at fordele dem på fysiske knapper og greb flere steder i kabinen.

Mange bilkøbere har taget dem til sig. De kender teknikken fra deres smartphones og vænner sig hurtigt til at trykke og swipe sig frem til radiostationer, destinationer og telefonnumre. Andre er bekymrede for, at alt det ’vindueskiggeri’ under kørslen er farligt for trafiksikkerheden. Og så er der dem, som vores læser Martin Jensen, der i går efterlyste moderne biler, hvor man helt kunne slippe for den moderne skærmbetjening.

”Jeg vil jo bare gerne have en ny bil, hvor jeg kan sætte mig ind, dreje nøglen, måske justere lidt på varmen og lyden med fysiske knapper uden at kigge på en skærm, og så ellers bare køre afsted,” sagde Martin Jensen blandt andet.

Mange efterspørger nem betjening

Det ønske står han langt fra alene med. På Hvilkenbil-redaktionen hører vi løbende fra læsere, der efterspørger nye biler, der er til at betjene. Vel at mærke uden at man skal have den store ledvogter-eksamen eller læse instruktionsbogen fra a til z. De vil bare have en ny bil, hvor man sætter sig ind, starter (el)motoren og køre afsted, uden at diverse elektroniske ’assistenter’ bipper og blinker, hiver i rattet, bremser bilen ned eller opfordrer dig til at tage en kaffepause.

Egentlig ikke et urimeligt ønske, når man nu har betalt et sekscifret beløb for den nye bil.

Handler om EU-krav

Her er det vigtigt at forstå, at den blanding af overvågning, indgriben og kompleks betjening, som irriterer mange bilkøbere i dag, handler om EU-krav.

For at øge trafiksikkerheden skal alle biler, der sælges i EU i dag, være udstyret med adskillige alarmer og assistenter. De advarer f.eks. mod at køre for stærkt og kan i et vist omfang selv holde bilen inden for striberne og bremse for pludselige forhindringer. De skal være i bilerne – det er EU-krav, og det kan bilproducenterne ikke gøre noget ved.

Modsat en sejlivet fordom handler det ikke kun om elbiler. Kravene gælder alle nye biler, uanset om de kører på strøm, benzin eller diesel.

Aktiveres hver gang bilen starter

Det samme gælder f.eks. den særligt forhadte hastighedsalarm, der skal advare føreren, hvis hastighedsgrænsen overskrides. Det er tilladt at slukke for bipperiet, der kan være enormt enerverende. Men det er lovkrav, at alarmen aktiveres igen, næste gang bilen startes. Du kan altså ikke kvæle bipperiet én gang for alle, men skal gøre det, hver eneste gang du starter bilen.

I nogle biler skal du trykke eller swipe dig gennem flere menuer på skærmen for at komme frem til det sted, hvor du kan slukke hastighedsalarmen. I andre biler som Tesla Model 3 og Y og de nyeste udgaver af VW ID.4 og Skoda Enyaq er det løst mere elegant med en genvejstast på skærmen. I andre som Citroën ë-C3 i form af en fysisk knap i instrumentpanelet. Idéen er den samme: Blot ét tryk kvæler bipperiet, der kan drive de fleste til vanvid.

De nemme – og de virkeligt indviklede

Redaktionen vil gerne hjælpe Martin Jensen og alle de mange, mange andre bilister derude, der egentlig gerne vil købe en ny bil, men samtidig slippe for overkompliceret betjening. Derfor har vi valgt en håndfuld moderne biler, der ikke kræver en Ph.d i bilbetjening eller timelange studier af instruktionsbogen.

For fuldstændighedens skyld peger vi også på et par nye biler med særlig kompliceret betjening. Biler, man skal være ualmindelig IT-kyndig og -begejstret for at sætte pris på, og som målgruppen for denne artikel med fordel kan gå i en lang bue uden om.

Renaults elbiler

Renault er et godt sted at begynde, hvis du vil have en moderne bil, der samtidig virker ’analog’ i betjeningen. Elbilerne Renault 5, Megane og Scenic har skærme som alle andre nye biler, men de franske ingeniører har virkelig haft funktionalitet og logik i højsædet, da de lavede den såkaldte ’brugerflade’ til føreren.

Fysiske knapper til klimaanlægget er med til at lette betjeningen i Renaults elbiler, her Renault 5.

For det første kan de mest benyttede funktioner som varme og lyd styres ved hjælp af fysiske knapper under skærmen. Præcis som i gamle biler. Samtidig er der virkeligt velfungerende knapper i rattet, der også styrer fartpilot, lyd, kørecomputer og instrumenternes udseende. Og så en genialitet: Alle assistent- og advarselsfunktioner som alarm for hastighedsoverskridelse, førerovervågning og vognbaneassistent kan kobles ud med ét tryk på én fysisk knap instrumentpanelet. Gør det, og du slipper for bip, ryk i rattet og opfordringer til at tage en kaffepause. Med ét tryk slipper du for indblanding, overvågning og gode råd, og kan bare passe dig selv. Merci Renault!

Når du så bliver mere fortrolig med bilen, kan du gå på opdagelse i betjeningen og blive positivt overrasket over, hvor meget den kan, og hvor godt det fungerer. Det gælder især den Google-baserede navigation, der efter vores mening er den bedste af sin slags.

Stemmestyring ved hjælp af AI-assistenten Reno (top billede) er også helt i top. Det lyder kompliceret, men er det stik modsatte, fordi du kan bede Reno (sig det på fransk..) om alt: Finde vej, ringe op, rulle vinduerne ned, skrue op for varmen, skifte radiostation osv. Det er en genial måde at slippe for skærmbetjening på. Men kun fordi Reno faktisk forstår dine kommandoer – det er stadig en sjældenhed i selv dyrere bilers stemmestyring. Kombinationen af fysiske knapper, Google software og driftssikker stemmestyring gør Renaults nye (el)biler til de biler, vi først vil anbefale til bilkøbere på udkig efter betjening, der er til at forstå.

Hyundai Inster
Hyundai Inster
Masser af fysiske knapper og greb gør betjeningen af Hyundai Inster analog og gammeldags på den gode måde.

Næstbedste valg er den lille elbil Hyundai Inster. Selv om den er Danmarks p.t. billigste elbil til priser fra 170.000 kr., er der ikke sparet på noget. Slet ikke betjeningen, der omfatter to 10-tommer skærme, men først og fremmest det største udvalg af fysiske knapper og greb i en moderne bil lige nu. Mange funktioner kan derfor betjenes, som du plejer. Alene det gør Hyundai Inster interessant for mange bilkøbere.

Dertil kommer, at det faktisk er en meget vellykket elbil til prisen.

Citroën ë-C3

Vi bliver i den billige ende af markedet, hvor ingeniørerne på mange måder går mere logisk til værks, når de udformer betjeningen.

I basisudgaven af Citroën ë-C3 har man simpelthen sparet den centrale infotainmentskærm væk. I stedet er her en holder til din Smartphone, der så kan bruges til navigation, opkald og lyd og fungerer med Apple Carplay eller Android Auto.

Frakobling af hastighedsalarmen sker nemt ved tryk på en knap i Citroën ë-C3.

Eller du kan helt droppe telefon og dermed skærm og køre ë-C3 som en helt almindelig ’gammeldags’ bil. Citroën holder endda fast i den klassiske startnøgle, der skal drejes for at starte bilen. Det er back-to-basics og ’digital-detox’ for alle (små)pengene. For nogle bilkøbere vil det være en kvalitet i sig selv.

Fiat 500e

Ud over at se bragende godt ud og være velkørende, overbeviser den elektriske udgave af italiener-ikonet Fiat 500e med en logisk og fysisk orienteret betjening a la Hyundai Inster. Altså masser af knapper og greb som supplement til en skærm, der faktisk gør den nuttede Fiat nem at forstå og betjene.

Er du alligevel på udkig efter en elektrisk bybil, er Fiat 500e oplagt, hvis du samtidig ønsker en mere ’analog’ betjening.

Kia EV3

Årets Bil i Danmark, Kia EV3, spiller på begge heste. Her er hele tre skærme, hvor den tredje skærm er dedikeret til ventilationsanlægget. Du skal altså ikke igennem en menu for at skrue op og ned for varmen, justere luftstrømmen eller slå selve aircondition-funktionen fra, men kan gøre det direkte på skærmen.

Solid volumeknap som også passageren kan nå, er med til at lette betjeningen i Kia EV3. Ligesom vippeknapperne til varme og ventilation.

Til overflod har Kia endda placeret fysiske knapper til ventilationsanlægget, så du også kan gøre det uden at tage øjnene fra vejen. Det må siges at være god service.

Hertil kommer nogle meget klassiske trykknapper i rattet, der bl.a. styrer lyd, fartpilot og telefon. De fungerer også godt og intuitivt. Du kan også programmere en enkelt knap til at kalde alle sikkerhedsassistenterne op på skærmen, hvor du så kan klikke dem væk – én for én. Altså ikke på én gang som hos Renault, men dog en genvej, der gør det nemmere at slippe for uønskede bip og ryk.

Her bliver det svært

Det var de hjælpsomme, moderne biler, der anstrenger sig for at være forståelige, logiske og lige til at betjene.

For sammenligningens skyld runder vi også et par biler, der gør det stik modsatte. Ikke af ond vilje, men i disse biler er det ikke lykkedes for ingeniørerne at løse opgaven eller måske bare forstå kundernes behov. I hvert fald er betjeningen kompliceret, ulogisk og til tider direkte frustrerende og trafikfarlige.

Xpeng G6

Den kinesiske elbil, der er mere end almindeligt inspireret af Tesla Model Y, benytter samme skærm-baserede betjening som forbilledet. Stort set al betjening går gennem skærmen. Men hvor det faktisk fungerer ret godt i Tesla, blev vi aldrig dus med den kinesiske kopi. Faktisk følte vi os af og til modarbejdet at brugerfladen i Xpeng G6. For eksempel skal du arbejde dig gennem flere menuer på skærmen for at få et overblik over radiostationer, og de to trykknapper i rattet har dobbeltfunktioner, som du skal lære og huske uden ad.

Også førerpladsen ligner en kopi af Tesla. Betjeningen af G6 er bare langt mindre intuitiv.

Vi savner simpelthen logik i brugerfladen og måtte flere gange konsultere den digitale instruktionsbog for at betjene bilen.

Polestar 4

Polestar 4 lokker med en visuelt lækker brugerflade præget af skandinavisk minimalisme. ’Coolness’ faktoren er høj, men betjeningsvenligheden tilsvarende lav. Stort set al betjening går gennem skærmen, for stemmestyringen er ikke meget bevendt. Og så det værste: De to trykfelter i rattet, der indeholder dobbeltfunktioner og trykfelter uden hjælp i form af piktogrammer. Det er betjening efter ’gæt-en-knap’ eller ’tryk-her-se-hvad-der-sker’ princippet.

Polestar 4 er en lækker og meget velkørende elbil, men betjeningen virker simpelthen ufærdig.

MG Cyberster

Kinesiske MG hylder de britiske sportsvognsrødder med roadsteren Cyberster, der både er velskabt og velkørende. Til gengæld er kineserne gået fuld rumfærge på betjeningen. Her er hele fire digitale skærme med et væld af menuer, som er blottet for logisk opbygning og intuitiv betjening.

Sikkerhed
MG Cyberster har hele fire skærme med et væld af undermenuer, der savner logisk opbygning. Det gør betjeningen forvirrende og opmærksomhedskrævende.

Unge gamere vil muligvis finde sig hjemme, men selv erfarne testkørere skal bruge lang tid på at mestre betjeningen i MG Cyberster. Det er helt malplaceret i en sportsvogn, der skal handle om fysiske fornøjelser som køreegenskaber og motorkraft. Undertegnede tog hurtigt konsekvensen og lukkede ned for det meste elektronik før hver køretur – hvilket tog irriterende lang tid.

Lige så fed Cyberster er med sort skærm og nedfældet kaleche, lige så meget er den et skrækeksempel på, hvor galt det kan gå, når IT-hajerne får frie hænder til at designe en bils betjening.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here