Tysk bilindustri bløder jobs

Det er op af bakke for den enorme bilindustri i Tyskland. Sidste år mistede 52.000 medarbejdere jobbet – en nedgang på næsten syv pct.

Vi hører meget om udfordringer for den mægtige, tyske bilindustri: Skærpet konkurrence fra Kina, amerikansk told på tyske biler og langsommere omstilling til elbiler udfordrer bilmærker som VW, BMW og Mercedes.

Nu sætter en analyse fra konsulentfirmaet EY tal på udfordringerne: Sidste år mistede 52.000 ansatte i den tysk bilindustri deres arbejde. Det svarer til en nedgang i arbejdsstyrken på næsten syv procent viser analysen, som bygger på tal fra de tyske myndigheder.

Indtægter falder også

Dermed er krisen i bilindustrien væsentligt værre end for tysk industri generelt. Her er ganske vist også tilbagegang: Ifølge EY var 5,42 millioner tyskere beskæftiget i industrien ved udgangen af første halvår. Det er 114.000 færre end for et år siden, men det svarer ’kun’ til et fald i arbejdsstyrken på 2,1 procent.

Nedturen har været i gang længe og ser ud til at have bidt sig fast. Siden 2019 er der blevet 245.000 færre jobs i tysk industri. Indtægterne falder også: I andet kvartal tjente tysk industri 2,1 pct. mindre end for at år siden.

Her går det faktisk lidt bedre for de tyske bilmærker, der kunne nøjes med et fald i indtægterne på 1,6 pct.

Ingen lyspunkter

Alt i alt er der dog ikke meget at glæde sig over set gennem tyske briller. For blot få år siden så resten af verden op til tysk bilindustri som den førende. På kort tid er billedet vendt. Tyske bilmærker har haft svært ved at tilpasse sig nye tider med omstilling til elbiler, og en ny måde at fremstille biler på, hvor software spiller en afgørende rolle.

Det har især ramt tyske bilmærker på verdens største bilmarked i Kina. Her fører nye kinesiske bilmærker an i omstillingen til elbiler, og det får stadig flere kinesere til at vælge hjemlige mærker frem for tyske bilmærker. Kineserne anser simpelthen deres egne bilmærker for at være bedre og mere moderne.

Senest er tyske bilmærker så blevet ramt af importtold på verdens næststørste bilmarked, det amerikanske.

Stigende arbejdsløshed

Det er den perfekte storm – og selv ikke på det stagnerende hjemmemarked kan tyske bilproducenter for alvor finde læ.

Store virksomheder i tysk bilindustri som VW, Mercedes, Bosch, Continental og ZF har alle varslet fyringer og nedskæringer. Senest har Porsche droppet at lave egne batterier i selskabet Cellforce.

”Vi kommer til at se stigende arbejdsløshed blandt universitetsuddannede, og det er ikke sket i Tyskland i lang tid,” lyder det nedslående fra Jan Brorhilker, partner i EY, der står bag undersøgelsen.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here