Mercedes kører fra Stuttgart til Malmø på solid state-batteri – efter 1.205 km gennem bl.a. Danmark var der stadig strøm til yderligere 137 km.
Mercedes er godt i gang med at teste næste generation batterier til elbiler – og resultaterne er lovende.
I en EQS med faststof-batteri har Mercedes gennemført en opsigtsvækkende testtur hjemme fra Stuttgart i Tyskland, op gennem Danmark og helt til Malmö i Sverige. Strækningen var i alt 1.205 kilometer på en enkelt opladning – og da bilen nåede frem, var der stadig strøm nok til yderligere 137 kilometer.
Det svarer til at køre fra København til Paris uden at standse ved en eneste ladestander. Og det er længere, end biler med benzinmotor kan køre uden at tanke undervejs.
25 pct. mere energi
Solid state-batterier – faststof-batterier på dansk - bliver ofte omtalt som et superbatteri og det næste store gennembrud for elbiler.
Mercedes udvikler solid state-batterier i samarbejde med amerikanske Factorial, der arbejder med to typer.

Den type, som Mercedes tester nu, har omkring 25 procent mere energi til rådighed end en normal EQS, uden at batteriet fylder eller vejer mere. Det er faktisk en relativt beskeden gevinst. På sigt er forventningen, at solid state teknologien kan fordoble batteriers energitæthed.
Ubesvarede spørgsmål
Mercedes fejrer testturen som en ”gamechanger” og sammenligner den med en anden milepæl, hvor det akkurat lykkedes at slå den tidligere rækkevidderekord med eksperimentalbilen EQXX.
Men selv om testen afgjort er et vigtigt skridt, ved vi ikke præcist, hvor godt faststofbatteriet egentlig præsterede.
Mercedes oplyser nemlig hverken informationer om gennemsnitsfart, vejrforhold og tidsforbrug. Alle vigtige faktorer, der har stor betydning for rækkevidden.

Mercedes fortæller dog, at turen blev gennemført uden brug af færger og ved hjælp af navigation, der tog højde for vejens forløb, trafik, temperatur og behovet for varme og køling undervejs.
Klar i 2030
For Mercedes og Factorial er det utvivlsomt vigtigt at teste, hvordan den nye batteriteknologi fungerer i virkeligheden. Erfaringerne skal bruges til at forbedre solid state-batterier yderligere, så de fungerer perfekt, når de er klar til produktion.
Mercedes forventer – som mange andre bilproducenter – at det sker omkring 2030.
Her lancerer mærkerne solid state batterier
Mærke | År |
BMW | 2030+ |
BYD | 2030 |
Honda | 2030 |
Hyundai | 2030 |
Kia | 2030 |
Mercedes | 2029 |
Nissan | 2029 |
SAIC (MG, IM m.fl.) | 2026 |
Stellantis (først Dodge) | 2026 |
Toyota | 2028 |