Det vælter ind med bestillinger på BMW iX3. Selv tyskerne lægger nu flere bestillinger på Neue Klasse-elbilen end den tilsvarende X3 med fossilmotor.
Har BMW ramt plet med elbilen iX3?
Noget kunne tyde på det, for mærkets første Neue Klasse elbil er kommet godt fra land. Ifølge BMW har man modtaget flere bestillinger end forventet siden iX3 officielt kom til salg for seks uger siden.
Alene i Tyskland har BMW fået flere end 3.000 bestillinger på iX3, hvilket gør den mere populær end den tilsvarende X3 med fossilmotorer i samme periode.
Ventetider på iX3
Efterspørgslen er tilsyneladende kommet bag på BMW.
I hvert fald erkender BMW’s chef for det tyske marked, Christian Ach, overfor Automobilwoche, at ”vi med vores produktion i 2026 ikke kan efterkomme den høje efterspørgsel.”
Der vil med andre ord opstå ventetider på den nye BMW iX3 – i hvert fald i 2026. Produktionen på BMWs nye fabrik i Ungarn er planlagt til 150.000 biler årligt, men BMW lover, at man vil gøre alt for at reducere leveringstiderne. Om det indebærer udvidet produktionskapacitet eller yderligere produktion på en anden fabrik, oplyser BMW ikke.
BMW’s nye fabrik i ungarske Debrecen er den første, der udelukkende fremstiller elbiler. Produktionen er først lige startet op, og de første biler leveres til foråret.
Bestilt i blinde
Succesen for iX3 er bemærkelsesværdig. Selv om bilen har været til salg i seks uger, har ingen haft lejlighed til at prøvekøre bilen. Kunderne har altså bestilt iX3 i blinde. Dog har de kunnet se bilen – også fysisk – hos nogle forhandlere. Og mange kan altså tilsyneladende lide BMWs nye formsprog, der nok engang nyfortolker mærkets berømte nyregrill – denne gang med en hilsen til berømte BMW-modeller som 635 CSi og 2002.
Teknisk er iX3 en revolution for BMW. Platformen er udviklet til elbiler, benytter 800 volt-teknologi og er for første gang bygget op omkring en central computer, der styrer det meste i bilen. Førerpladsen er også banebrydende med sin kombination af en central betjeningsskærm kombineret med et head-up display i hele forruden bredde i stedet for et traditionelt speedometer.
Efter iX3 følger sedan-udgaven i3, der bliver BMWs første ’elektriske 3-serie’. Også her er forhåndsinteressen stor, så noget tyder på, at BMW kan få travlt med at omstille en større del af produktionen til elbiler i 2026.