Guide: 10 gode elbiler til prisen lige nu

Hvilkenbil har tjekket markedet for stærke tilbud på elbiler og peger her på de 10 bedste køb, danske bilkøbere kan gøre lige nu.

Priskrigen på elbiler er gaven, der bare bliver ved med at give. Siden Tesla chokerede alle med deres voldsomme prisnedsættelser i begyndelsen af 2023, har der været permanent priskrig på det danske marked. Alle er med, og intet tyder på, at vi har nået bunden. Så sent som i går bød Volvo ind med den populære duo EX40/XC40, der både har fået mere udstyr og er blevet op til 50.000 kroner billigere.

Politikerne hjælper også til. Den nye finanslov udskyder de planlagte afgiftsforhøjelser på elbiler til tidligst 2027. Tilmed får vi nu nye kinesiske elbiler, der sætter nye standarder for, hvor meget elbil, man kan få for pengene: Leapmotor skal ikke engang have 200.000 kroner for deres Skoda Elrog-store SUV B10 med godt med udstyr og 361 km.  

800 volt til 220.000 kr.

Hvilkenbil nåede knapt nok at udråbe den til en ægte prisbombe, før en andet, splinternyt Kina-tilbud detonerede i Danmark: Skyworth K, en VW ID.4-stor SUV med 800 volt-teknologi, lynhurtig lynladning, alt i udstyr og 380 km rækkevidde til - hold nu fast - 220.000 kroner. 

Det er alt sammen med til at holde liv i priskrigen. Og ve den importør, der enten lancerer en ny model for dyrt eller ikke konstant holder øje med konkurrenterne. Tænk bare på hypede elbiler som Citroën ë-C3 og BYD Dolphin Surf, der troede de skulle være ‘Danmarks billigste elbil’, men alligevel ikke blev det på grund af mindre forsinkelser eller nye, aggressive prisfald hos konkurrenterne.

Gode tilbud lige nu

Som forbruger kan det være svært at følge med eller bare bevare et minimum af overblik. Derfor har redaktionen scannet markedet for gode tilbud på elbiler lige nu. Vi har ikke nødvendigvis valgt de billigste elbiler, men 10 tilbud, hvor vi vurderer, at du får særligt meget værdi for pengene lige nu.

Bemærk også, at vi kun peger på biler, der faktisk kan købes nu. Spændende nyheder som Toyota C-HR+, Citroën ë-C5 Aircross eller BMW iX3 ‘Neue Klasse’ som vi enten ikke har kørt eller først kommer i 2026, er undladt på listen herunder.

Trods det smalskuldrede look er der god plads i Hyundai Inster.

Hyundai Inster

Lidt overset elektrisk mini med forbløffende god plads og nem betjening med masser af fysiske knapper. Selv basisudgaven har alt det nødvendige udstyr og rækkevidden ligger i top blandt de mindste og billigste elbiler. Long Range udgaven med 370 km rækkevidde og 84 kW (115 hk) er bedste køb. Inster virker mere moden og gennemført end de billigere Citroën ë-C3 og BYD Dolphin Surf, trods et stort minus: Den fås ikke med anhængertræk.

Leapmotor B10

Ny kinesisk start-up, der allerede sælger flere biler end Xpeng og er 20 procent ejet af Stellantis med planer om produktion i Europa. B10 er en SUV på størrelse med Skoda Elroq og byder på masser af plads og alt det nødvendige udstyr i basisudgaven. Trods baghjulstræk er B10 ikke nogen stor køreoplevelse, men til prisen på lige under 200.000 kr. får du indiskutabelt meget bil for pengene. Når Kina-bilerne bliver så billige som Leapmotor bliver de svære at komme uden om.

Prisen er det mest spændende ved Leapmotor B10 - den er sensationelt lav. Foto: Lars Krogsgaard

MG4 Luxury Long Range

Kinesisk VW ID.3 konkurrent med 450 km rækkevidde, baghjulstræk og fine køreegenskaber til under 200.000 kr. Det er så billigt, at man bedre kan leve med dårligt klimaanlæg og sketchy betjening. Vær dog opmærksom på, at der er tale om efterhånden gamle lagerbiler fra modelår 2024.

Peugeot E-208

Gammel traver, der efterhånden er forbedret af flere omgange og netop nu sat så meget ned i pris, at den i al ubemærkethed er blevet relevant igen. For 215.000 kr. får du topudgaven GT Pack med 115 kW (156 hk), alt i udstyr og klassens længste rækkevidde på 420 km. Her får du meget elbil for pengene, også fordi E-208 kører fornøjeligt og nu kommer med fem års garanti.

Renault Scenic E-Tech

Familievenlig franskmand med fantastisk rumudnyttelse er et eksempel på en elbil, der er sat ned så mange gange, at den nu må betegnes som et af de bedste køb i klassen mellem 200.- og 300.000 kroner. For at holde prisen nede må du nøjes med et 60 kWh batteri med 420 km rækkevidde og en elmotor med relativt beskedne 125 kWh (170 hk). Det sidste passer fint til Scenics tilbagelænede og komfortable fremfærd. Derudover kan du nyde en logisk og intuitiv betjening med Google Maps, kvik stemmeassistent og masser af fysiske knapper, der gør det let at skifte til elbil. Scenic (foto øverst) er et af flere beviser på, at Renault er blandt de bedste til at lave elbiler.

Standard-udgaven af Tesla Model Y virker ikke specielt skrabet. Til lige under 300.000 kr. kan den få fat i nye Tesla-kunder.

Tesla Model Y Standard

Nu bliver det måske kontroversielt for nogle. For kan en strippet ‘billig-udgave’ af en efterhånden ældre Tesla være et godt køb? Og tør vi overhovedet dømme den inde, når vi endnu ikke har kørt bilen? Ja, vi vover pelsen, for selv som ‘Standard’ bevarer Model Y alle de dyder, der holder den inde i kampen: Enorm plads, den bedste infotainmentskærm, tårnhøj effektivitet og perfekt samspil med Teslas velfungerende Supercharger-netværk. Efter at have set og siddet i bilen kan vi også konstatere, at den ikke virker billig. Og til 300.000 kroner giver den flere danskere mulighed for at vælge Tesla.

Mazda 6e

Endnu et kontroversielt valg. For lige så forførende smuk Mazda 6e er, lige så mange benspænd følger med fra kinesiske Changan, der fremstiller bilen i Kina. Den kinesiske software spænder bogstaveligt talt ben for især betjeningen, men også køreglæden. Heldigvis findes der en delvis løsning. Tag dig tid til at klikke alle assistenterne væk før hver eneste køretur - det kræver hele 11 klik, så det kræver dedikation - og Mazda 6 kører næsten lige så godt, som den ser ud. Til rimelige 300.000 kroner vil det i hvert fald være ulejligheden værd, hvis du er på udkig efter et velskabt alternativ til endnu en SUV. Men Mazda 6e er ikke for alle. Andre vil løbe skrigende væk efter nærkontakt med den kinesiske brugerflade - og dem forstår vi også godt.

Mazda 6e er elegant fra alle vinkler. Bilen badede sig i komplimenter for sit design i testugen.

Cupra Tavascan

Endnu en bil fremstillet i Kina for et ikke-kinesisk bilmærke. Denne gang Cupra Tavascan, der er Cupras mere temperamentsfulde og sportsligt kørende udgave af søsterbilen VW ID.4. Køreegenskaberne og designet gør Tavascan mere spændende end det tyske ophav, og basisudgaven med VW-koncernens fine 210-kW elmotor med baghjulstræk er et fund til 300.000 kr. - 40.000 kr. mindre end den tilsvarende ID.4. 

Hyundai Ioniq 5 Essential LR

Seneste facelift og en hel stribe af prisfald har gjort gode gamle Hyundai Ioniq 5 godt. Batteriet er vokset, så rækkevidden nu er tilstrækkelige 570 km, basisudstyret er omfattende, betjeningen forbedret med flere fysiske knapper og køreegenskaberne skærpet lige tilpas. Hertil kommer Ioniq 5’s grundlæggende kvaliteter som masser af plads og 800 volt-teknologi, der gør det muligt at lade 10-80 procent på blot 18 minutter.
Lad dig ikke narre af dåbsattesten - Ioniq 5 er fortsat en af de mest moderne elbiler du kan købe. Især til 315.000 kr.

Mercedes CLA overbeviser med effektiv og avanceret tysk teknik. Foto: Lars Krogsgaard

Mercedes CLA EQ

Indrømmet, 430.000 kroner er kun for de færreste og Mercedes CLA EQ er på ingen måde på tilbud. Kabinen er også snæver, og du kan ikke klikke mange gange på ekstraudstyr i konfiguratoren, før prisen runder 450.000 kroner. Men CLA er også en uhyre velkørende elbil med avanceret teknologi som 800 volt, to gear og et stærkt fokus på effektivitet, der giver en rekordlang rækkevidde på 792 km. Nok mest for feinschmeckere, men CLA EQ er en spændende elbil, som vi tror får en vis fanbase og vil holde værdien godt.

10 elbiler med høj værdi for pengene, november 2025

Mærke og model Rækkevidde Pris  
Hyundai Inster LR 370 km 182.000 kr.  
Leapmotor B10 361 km 200.000 kr.  
MG4 Luxury LR 450 km 200.000 kr.  
Peugeot E-208 GT Pack 420 km 215.000 kr.  
Renault Scenic E-Tech 420 km 250.000 kr.  
Tesla Model Y Standard 534km 300.000 kr.  
Mazda 6e 479 km 300.000 kr.  
Cupra Tavascan 551km 300.000 kr.  
Hyundai Ioniq 5 Essential 570 km 315.000 kr.  
Mercedes CLA EQ 250+ 792 km 430.000 kr.  

[email protected]

1 COMMENT

  1. Fin artikel. Mere af det. Noget jeg har tænkt på er brugtmarkedet for elbiler. Der er meget for pengene og udgør nu omkring en tredjedel af brugtmarkedet i Danmark. Jeg tror de mange historier om virkelig dyre reservedele skræmmer en del der overvejer at købe brugt elbil, når det sker uden forlænget garanti.

    Kunne I ikke alliere jer med forsikringsbranchen og få nogle tal på hvor stort et problem det egentlig er? Skal man være nervøs for det? Og hvilke garantiløsninger yder diverse bilmærker - mod betaling - på brugte elbiler? Man kunne også dykke ned i brugtbilsimporten. Lidt kortere fortalt: En guide til sikker brugtbilshandel på el.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here