Mere varm luft? Vidtløftige garantier for at smøre aktionærer og investorer? Uanset hvad: Musk lover nu igen, at Tesla Roadster er tæt på.
Siden 2017 har vi ventet. På den nye Tesla Roadster, som skal afløse den første Roadster, der imponerede, da den kom i 2008, men som ophørte med at eksistere allerede i 2012. Er det mon nu, lige om lidt, at vi får den nye at se? I hvert fald har Tesla-chef Elon Musk igen gentaget sit budskab om den nye Roadsters snarlige debut.
Hvorfor kommer den udmelding så nu? Gryden har ikke været nem at holde i kog siden 2017, men Tesla lever i høj grad af positive aktiekurser, og Elon Musks indtægter afhænger af samme. Og på torsdag – den 6. november – er det netop dagen, hvor Teslas aktionærer skal beslutte, om Musk er værd at belønne med en exceptionel lønpakke på 1.000 milliarder dollar. Et lokkemiddel, der angiveligt skal få ham til at forpligte sig til at stå i spidsen af selskabet i yderligere 10 år.
Musk er Tesla. Tesla er Musk
Elon Musk var for få dage siden gæst i podcasten “The Joe Rogan Experience”. Her blev han spurgt til Tesla Roadster og lovede igen, at præsentationen af en prototype skulle være nært forestående. Ifølge Musk vil den være enestående og indeholde crazy technology, der gør, at Roadster vil kunne karakteriseres som meget andet end en bil.
Om Elon Musks ord denne gang står til troende, er det rimeligt at tvivle på. Den sydafrikansk fødte excentriske iværksætter har med stor opfindsomhed og dygtighed skabt sig et kæmpe-imperium. Ifølge Forbes Magazines seneste opgørelse er han verdens rigeste person. Med en personlig formue på 342 mia. dollar.
Uden Elon Musk var Tesla ikke blevet til det, Tesla er. Og uden Tesla, havde udviklingen af elbiler ikke fundet sted med samme hast. Elbilverdenen har meget at takke Elon Musk for, og selv i dag er Teslas efterhånden halvgamle modeller som 3 og Y stadig blandt markedets bedste elbiler.
Udover at eje cirka 13 procent af aktierne i Tesla ejer Elon Musk blandt andet også det sociale medie X – tidligere Twitter – og rumfartsvirksomheden SpaceX.
Støtten til Trump kostede

I 2024 bevægede Elon Musk sig dog fra forretningsmand til politisk aktivist. Han støttede helhjertet og meget åbenlyst USA’s nuværende præsident, Donald Trumps, valgkamp med voldsomt mange dollar. Og da Trump tiltrådte i januar i år, stod Musk i spidsen for DOGE, departementet til effektivisering af den offentlige sektor. I løbet af hans godt tre måneder som DOGE-chef rullede der mange hoveder på USA’s offentlige kontorer.
I dag er forholdet mellem Musk og Trump kølnet en del.
De tos tætte relationer var ifølge et stort set enigt analytiker-korps meget medvirkende til Teslas vigende salgstal. Men manges analyse er også, at Tesla har brug for Musk, og det er præcis dét, bestyrelsen har skønnet. Og præcis derfor håber bestyrelsen på aktionærernes støtte til den store lønpakke på torsdag.
Reservér din Roadster i dag (!)
Uanset om Elon Musks ord om Tesla Roadsters snarlige genkomst står til troende eller ej, så bliver Roadster ikke umiddelbart en groundbreaker for Tesla. Den vil altid være en nichemodel og aldrig en volumenmodel som Model 3 og Model Y.
Dens lovede præstationer er bestemt bemærkelsesværdige. Ifølge det senest oplyste i Joe Rogan-podcasten vil den nye Roadster med sine tre elmotorer – en på hvert baghjul og en på forakslen – kunne skyde bilen fra 0 til 100 km/t på, siger Musk, cirka et sekund. Topfarten opgives til 400 km/t, og det 200 kWh-store batteri giver angiveligt en rækkevidde på op til 1.000 km.
Til sidst: En af de ting, som Elon Musk og Tesla er dygtige til, er at sælge budskaber, som folk har tillid til. Og selvom den kommende Roadster har været på tavlen nu i mere end otte år uden at blive til virkelighed, er det stadig muligt at reservere den og ikke mindst betale et velvoksent depositum for den. På Teslas danske hjemmeside kan bilen reserveres, hvis man i dag betaler 32.000 kr. og inden for 10 dage smider yderligere 288.000 kr.






