Nem betjening med flere fysiske knapper og greb frem for touchskærme belønnes nu i Euro NCAP’s sikkerhedstest. Det rammer især Kina-biler.
Det er en kendt sag, at betjening via moderne bilers store skærme har en indbygget sikkerhedsrisiko: Man bliver nødt til at fjerne blikket fra vejen og kigge på skærmen i stedet, når man skal betjene mange af bilens funktioner. Og det er indlysende farligt at kigge væk i en bil i fart.
Nu tager den europæiske sikkerhedsorganisation Euro NCAP konsekvensen: Nu får biler, hvor flere funktioner betjenes ved hjælp af fysiske knapper og greb ekstra point. Og siden årsskiftet kan biler, der ikke har fysiske greb til blandt andet viskere og afviserblink slet ikke få den maksimale karakter på fem ud af fem stjerner.
”Uopmærksomhed og manglende orientering er den største medvirkende årsag i dødsulykker i trafikken. Derfor er det positivt, at flere bilproducenter nu genintroducerer knapper, som gør det nemmere og mere sikkert at betjene de væsentligste funktioner. Vi ved, at bilers touchskærme nemt tager opmærksomheden fra vejen og er noget, som har irriteret mange bilister. Derfor er nem og sikker betjening af funktionerne noget af det, som Euro NCAP belønner i sin nye 2026-test,” siger områdechef i FDM og bestyrelsesmedlem i Euro NCAP Lone Otto.
Øjnene skal blive på vejen
I årets seneste sikkerhedstest udløser det 100 procent i Euro NCAP’s vurdering af betjeningen af de vigtigste funktioner i Audi Q7 og Kia EV2. Xpeng X9 må nøjes med 20 procent, fordi for meget betjening ligger på den centrale skærm.
Det er en typisk tilgang til betjening i kinesiske biler, der handler om at spare.
Ifølge FDM er der en tydelig forskel på europæiske og kinesiske biler. Flere europæiske mærker genindfører knapper, mens deres kinesiske konkurrenter holder fast i skærmen.
Lone Otto peger på økonomien som en forklaring: Det er billigere at samle funktionerne på en skærm end at installere separate, fysiske knapper. Hun opfordrer de kinesiske producenter til at lytte til europæiske bilkøberes ønsker om enklere betjening.
Der findes dog undtagelser. Geely E2 får ros af Euro NCAP for sine fysiske betjeningsgreb og scorer 80 procent i vurderingen af betjeningen. Modellen opnåede fem stjerner ved testen i september.
Fem stjerner fortæller ikke alt
En anden kineser, Xpeng X9, viser samtidig, at den samlede sikkerhed kan være så god, at det bliver til topkarakter, selv om en stor del af betjeningen foregår på skærmen.
Ud over Xpeng X9, der ikke sælges i Danmark, gælder det også for de billige Kina-biler Aion UT og Leapmotor B05. Begge biler, der koster under 180.000 kroner, fik fem stjerner i sikkerhedstesten i september, selv om Euro NCAP efterlyste bedre betjening.
I Aion gælder kritikken især vigtige kørefunktioner på midterskærmen. I Leapmotor efterlyser testorganisationen flere fysiske knapper til komfort og infotainment.
Interessant nok vil de kinesiske myndigheder også skærpe kravene til flere fysiske knapper, så alt tyder på, at de også kommer til at gøre comeback i kinesiske biler.






