Tesla presser på med selvkørende teknologi i Europa

selvkørende tesla
Foto: Tesla på X

Teslas selvkørende teknologi FSD bliver om få måneder virkelighed i Holland, siger Tesla. Nej, er svaret fra de hollandske myndigheder.

Man skal ikke have fulgt ret meget med i nyheder fra Tesla, før man er klar over, at det ofte er nødvendigt at drysse et gran salt over nyhedsstrømmen. Især når Tesla-topchef Elon Musk er afsender på nyhederne, kan det være fornuftigt at supplere med et solidt skvæt sund fornuft. 

Meget højt på dagsordenen hos Musk og Tesla står mærkets selvkørende teknologi Full Self-Driving (FSD). Utallige gange de seneste år har det lydt, at nu – som i NU – sker det. Det gælder både til USA og til Europa, hvor teknologierne dog ikke kan sammenlignes 100 procent. 

Men lige nu og her går det løs i Holland, hvor Tesla har sit europæiske hovedkvarter. På Elon Musks sociale medie X (tidligere Twitter) har Teslas europæiske kontor meddelt, at de hollandske myndigheder er få måneder fra at give grønt lys til FSD.

I Holland om tre måneder

Tesla Europe skriver bl.a. i X-opslaget, at RDW (Dienst Wegverkeer, der svarer til den danske Færdselsstyrelsen, red.) “har forpligtet sig til at udstede en national godkendelse i februar 2026”.

Godkendelsen vil betyde, at det såkaldte overvågede Full Self-Driving Capability-system, der kan købes til alle Teslaer som en overbygning til den avancerede fartpilot Enhanced Autopilot, vil gøre Teslaerne tæt på selvkørende. Dog ikke helt selvkørende og derfor ordet “overvågede”. 

For ansvaret for sikkerheden vil stadig påhvile føreren. FSD Capability skal dermed ikke opfattes som et 100 procent autonomt system, hvor føreren bare kan aktivere fartpiloten, fjerne hænderne fra rattet og rette sin fulde opmærksomhed mod sin mobiltelefon eller nappe en lur.

En million kilometer test

Fremfor at vente på at EU-bureaukratiet skal godkende FSD til alle 27 EU-lande på én gang, når alle sikkerhedskrav er opfyldt, har Tesla valgt en taktik, hvor man i stedet forsøger at opnå godkendelser hos de nationale regeringer. For hurtigere ekspedition. Men også i håbet om at igangsætte en dominoeffekt, der kan sprede sig fra ét land til flere lande. Udenom EU-systemet.

Tesla oplyser i opslaget på X, at man har udført test i 17 europæiske lande. I alt har Teslaer med FSD kørt over en million kilometer i blandt andet Paris. Her viste en offentliggjort video i maj i år en selvkørende Tesla manøvrere gennem den enorme rundkørsel ved Triumfbuen (foto øverst). I juni var turen kommet til Rom

Elon Musk har gentagne gange udtrykt frustration over det, han betegner som manglende velvilje i EU. I begyndelsen af 2022 lovede han, at Tesla ville lancere FSD i Europa samme sommer. I 2024 meddelte han, at det ville ske i begyndelsen af 2025.

Holland har ikke sagt ja

Data fra testene i Europa og de angiveligt tilbagelagte en million kilometer har Tesla dog ikke ønsket at dele. Hverken med EU eller de hollandske myndigheder. 

Hollandske RDW meddelte da også mandag eftermiddag, at man ikke har forpligtet sig til at udstede en national godkendelse i februar næste år. Dermed er det nærliggende at konkludere, at Teslas opslag på X var endnu et i rækken af mere varm luft end reelt indhold.

58.300 kr. for …?

Elon Musks og Teslas slet skjulte forsøg på at tale en sag op og og presse myndighederne, er der adskillige eksempler på. Også i USA. Som Hvilkenbil har omtalt flere gange. 

Mange Tesla-ejere har købt Full Self-Driving Capability-systemet, fordi de er blevet lovet, at deres bil vil blive selvkørende efter en opdatering. Som Musk og Tesla i øvrigt har lovet siden 2016. Dengang lovede Musk, at Tesla i 2017 selv ville kunne køre fra Los Angeles til New York.

Systemet kan også tilkøbes i Danmark formedelst 58.300 kr. Men er altså kun en forberedelse til det system, som kommer en dag – måske.

Flere efterforskninger

De nationale trafikmyndigheder i USA, NHTSA (National Highway Traffic Safety Administration), har i flere tilfælde haft det kritiske søgelys rettet mod Elon Musk og Tesla. 

I januar i år åbnede NHTSA efter rapporter om fire ulykker en efterforskning af 2,6 mio. Teslaer for at tjekke, om deres selv-parkerende evner var gode nok. I oktober 2024 åbnede NHTSA en undersøgelse af 2,4 mio. Teslaer udstyret med FSD-software efter fire indrapporterede kollisioner, en af dem med dødelig udgang.

I december 2023 måtte Tesla tilbagekalde over to mio. biler i USA i forbindelse med kontrol af opdateret software til bilernes adaptive fartpilot.

Netop NHTSA var et af målene for Elon Musk, da han i de første tre måneder af USA’s præsident Donald Trumps embedsperiode var hyret som oprydder i den offentlige administration. 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here