Elbilister skal køre over 40.000 km om året, før abonnement med fri opladning kan betale sig, fastslår undersøgelse fra energiselskabet OK.
Alt for mange danske elbilsejere betaler langt mere for at oplade bilen, end de behøver.
Det er især de såkaldte all inclusive-abonnementer, som koster danske elbilister dyrt. Abonnementer med fri opladning er populære i Danmark, men findes slet ikke i andre europæiske lande. Og det er der måske en god grund til, for såkaldt ‘fri opladning’ betyder, at mange danske elbilejere betaler for langt flere kWh, end de kan nå at lade på elbilen i løbet af en måned.
Det hævder det danske energiselskab OK, der selv er blandt Danmarks største ladeoperatører, med afsæt i en ny undersøgelse. Modsat konkurrenter som Clever og Norlys tilbyder OK dog ikke abonnementer med fri opladning - eller såkaldt ‘all inclusive’ løsninger.
Flugter med Konkurrencerådets vurdering
OK’s undersøgelse flugter med Konkurrencerådets tidligere vurdering af, at halvdelen af alle elbilsejere betaler op mod 70 pct. for meget for opladning.
Med afsæt i Konkurrencerådets vurdering var Forbrugerrådet tidligere i år også ude med hård kritik af netop Clevers “all inclusive” løsninger. Kritikken gik på den såkaldte “bundling”, hvor Clever slår flere ydelser som hjemmeopladning, offentlig ladning, refusion af elafgift og en serviceaftale sammen i ét produkt.
“Mange forbrugere tager den nemme løsning fra Clever til gengæld for at betale mange tusinde kroner om året mere end nødvendigt,” lød kritikken fra Forbrugerrådets direktør Winni Grosbøll.
Fri opladning koster dyrt
Ifølge de nye beregninger fra OK skal man som elbilejer ganske rigtigt have et særdeles stort kørselsbehov for at fri opladning kan betale sig.
Tusindvis af danske elbilister kan derfor spare hundredevis af kroner hver måned ved at betale for det reelle forbrug frem for et abonnement med fri opladning.
"Abonnement med fri opladning er en dyr løsning for rigtig mange elbilister. For de fleste vil det være en klar økonomisk fordel kun at betale for forbruget. Og der er heldigvis mange, der tilbyder forbrugsafregnet opladning i Danmark, så elbilisterne har gode muligheder for at vælge den ladeløsning, der passer dem bedst," siger Kenneth Korsgaard, direktør for mobilitet i OK.
Over 40.000 km årligt
OK’s beregninger viser, hvor meget det faktisk koster at oplade elbilen alt efter, hvor mange kilometer man kører, og hvor ofte man oplader hhv. hjemme og ude.
Hvis man kun lader derhjemme, skal man køre næsten 50.000 km om året, før det kan svare sig at betale f.eks. 799 kr. om måneden for et ladeabonnement. Som OK skriver i undersøgelsen med klar henvisning til konkurrenten Clever, er det en af de mest populære abonnementsløsninger i Danmark.
Det er dog de færreste, der lader 100 procent af tiden hjemme i indkørslen. Den mest almindelige fordeling blandt danske elbilister er 90-95 procent hjemmeladning og 5-10 procent opladning på farten.
Oplader man elbilen 95 procent af tiden derhjemme, skal man køre hele 44.000 km om året for at få en økonomisk gevinst ud af et all inclusive-abonnement.
Lader man 90 procent hjemme – og dermed 10 procent på farten – skal man køre ca. 40.500 km årligt for, at det kan svare sig med fri opladning.
Betal for det reelle forbrug
"Det er de færreste elbilister, der kører over 40.000 km om året. Tallene bekræfter desværre, at rigtig mange elbilister i Danmark betaler alt for meget for opladning. Man bør overveje, om ens kørselsbehov matcher den pris, man betaler. Der er jo ingen af os, der gider betale mere end højst nødvendigt," siger Kenneth Korsgaard.
Det gennemsnitlige kørselsbehov i Danmark ligger mellem 15.000 og 25.000 km om året.
En elbilist, der kører 20.000 km om året – altså et helt normalt kørselsmønster – med 95 procent hjemmeladning har de seneste 12 måneder kunnet holde den månedlige udgift til el til bilen på ca. 350 kr. Dertil kommer evt. faste udgifter til fx serviceaftale eller leje af ladeboksen.
For den almindelige danske elbilist vil det altså give en besparelse på flere hundrede kroner hver måned at skifte fra et abonnement til 799 kr. om måneden til at betale for det reelle forbrug.
Spar over 300 kr. om måneden
Beregningerne viser også, at man med et almindeligt kørselsbehov på 20.000 km om året faktisk skal lade ca. 70 procent af tiden på offentlige ladestandere for at få økonomisk gavn af fri opladning.
"Nogle kunder vil gerne betale overpris for at slippe for at tænke over, hvornår de lader bilen. Og andre har ikke mulighed for at lade hjemme eller kører ekstremt mange kilometer. For dem kan det give god mening med et abonnement. Men langt de fleste almindelige elbilister kan altså spare rigtig meget ved at betale for forbruget," siger Kenneth Korsgaard.
Beregninger fra den uafhængige rådgivningsvirksomhed COWI har for nylig vist samme billede.
COWI har konkluderet, at en gennemsnitlig elbilist kan spare 3.000-4.000 kr. om året - op mod 330 kr. om måneden - ved at droppe all inclusive-abonnementet og betale for den faktiske opladning.
Fakta om beregningerne
Beregningerne tager udgangspunkt i de gennemsnitlige kWh-priser for hhv. hjemme- og udeladning for over en periode på 12 måneder, således at alle evt. sæsonudsving er medregnet. Tallene er eksklusive afgifter og dækker således over de reelle kWh-priser.
- Gennemsnitlig kWh-pris for hjemmeladning: 0,99 kr.
- Gennemsnitlig kWh-pris for udeladning: 3,00 kr.
I beregningerne ligges det til grund, at der kan opnås en rækkevidde på 5 km pr. kWh. I gennemsnit kører en moderne elbil cirka 5-6 km på 1 kWh under optimale kørselsbetingelser.
Kilde: OK






