Den elektriske udgave af pickup’en Ford F-150 skulle få amerikanerne til at skifte fra benzinslugere til elbiler. Nu er modellen officielt død.
Amerikanerne elsker store biler. Især pickup’er, som de bruger til alt fra almindelig pendling til at slæbe enorme både, campingvogne og hestetrailere rundt i landskabet.
I årtier har den fem meter lange Ford F-150 været blandt USAs mest solgte biler - ofte den mest solgte uanset bilklasse. Så da Ford for fire år siden annoncerede, at de var klar med en rent elektrisk udgave af den fuldvoksne pickup, lignede det et endeligt gennembrud for elbiler i Guds og bilernes eget land.
Blev aldrig nogen sællert
Men sådan kom det ikke til at gå. F-150 Lightning, som den elektriske udgave selvsikkert hed, blev aldrig nogen sællert. Først fordi den endte med at blive omkring 15 procent dyrere end den tilsvarende F-150 med benzinmotor. I dag fordi den amerikanske præsident Donald Trumps ‘krig mod elbiler’ har fjernet alle støtteordninger til elbiler og ladeinfrastruktur og i stedet fjernet miljøkrav til fossilbiler.
Resultatet er, at det er blevet dyrere at købe elbiler og billigere at købe fossilbiler. “You do the math”, som de siger i USA, når noget er indlysende…
Tallene taler deres eget tydelige sprog. Ford troede, at de kunne sælge 150.000 F-150 Lightning om året. Salget nåede på intet tidspunkt over 40.000.
Det var ikke fordi ‘lynet’ ikke fik omtale. Interessen var massiv. Mest fra liebhavere, first movere og medier. Den almindelige amerikaner var bare ikke klar til at skifte til el - og havde også dårligt råd.
Brand blev dødsstød
En brand hos en underleverandør blev dødsstødet for F-150 Ligthning. Mangel på komponenter stoppede produktionen - og nu har Ford bogstavelig talt trukket stikket for modellen.
I stedet vil Ford satse på den fossildrevne F-150 - præcis som præsident Trump ønsker det. Næste generation af F-150 kommer heller ikke som elbil. I stedet vil Ford lave en delvist elektrisk variant - en såkaldt EREV: en elbil med rækkeviddeforlænger i form af en benzinmotor, der fungerer som en generator, der laver strøm til batteriet.
Ny generation i 2027
Ford opgiver dog ikke elbilerne. I 2027 er Ford klar med en ny generation af elbiler, der står på en ny platform, der skal reducere omkostninger og pris markant. Ford selv taler om “et Ford T-øjeblik”. Den første model på den nye ‘Universal Electric Platform’ bliver faktisk en fuldt elektrisk pickup. Bare mindre og til den halve pris af den nu pensionerede Ford F-150 Lightning.
Ford håber, at det endelig vil få lynet til at slå ned i de amerikanske bilkøbere, så flere vil vælge en elektrisk udgave af den ærkeamerikanske pickup.





