Volvo har fjernet lidar-sensoren på mærkets topmodeller - det truer leverandørens eksistens, der nu har søgt konkursbeskyttelse.
Det amerikanske firma Luminar, der laver lidar-sensorer til Volvo, er hårdt ramt af Volvos beslutning om at fjerne lidaren på Volvos topmodeller og i stedet gøre den til ekstraudstyr. Så hårdt, at selskabet nu søger om konkursbeskyttelse efter det såkaldte Chapter 11 i USA.
Under Chapter 11 kan et selskab udskyde en mulig konkurs og i stedet fortsætte driften, mens der udarbejdes bæredygtige planer for, hvordan virksomheden kan fortsætte.
Må sælge dele af virksomheden
Ifølge Luminar har man frivilligt og med støtte fra aktionærerne søgt om konkursbeskyttelse. Men situationen er dybt alvorlig for det amerikanske firma, der allerede er i gang med at sælge dele af virksomheden fra for at skaffe kapital.
“Disse transaktioner giver Luminar de bedste muligheder for at maksimere værdien for alle sine interessenter,” siger administrerende direktør i Luminar Paul Ricci i en pressemeddelelse.
Har sagsøgt Volvo
Luminars problemer kan også blive Volvos problem. Luminar har nemlig sagsøgt Volvo, efter at Volvo besluttede at gøre lidar til ekstraudstyr.
Det sker efter at Volvo aldrig har kunnet få lidar-sensoren til at virke. Lidar-teknikken skaber et tredimensionalt billede af omgivelserne ved hjælp af laserstråler, som skal bruges til at forbedre den aktive sikkerhed. Men lidaren er fortsat kun i stand til at indsamle informationer - ikke til at omsætte dem til aktiv sikkerhed.
Volvo har nu taget konsekvensen og ‘løst’ problemet ved ikke længere at tilbyde lidar som standard på topmodellerne EX90 og ES90.
Tvisten mellem Luminar og Volvo kommer formentlig til at handle om, hvis skyld det er, at lidar-sensoren ikke virker i bilerne: Volvos eller Luminars.





