Tyskland støtter lokal produktion af batterier

norske batteri

Tysklands gamle Ruhr-distrikt skal genoplives. Med næsten 1,3 mia. kr. støtter den tyske stat nu produktion og genbrug af elbilers batterier.

Produktion af battericeller og genbrug af elbilers batterier er ikke noget, tyskerne ønsker skal finde sted andre steder end i Tyskland. Og her er tyskerne ikke for fine til at tage statsstøtte i anvendelse, som især benyttes af det kinesiske regime for at give Kina et gunstigt udgangspunkt på verdensmarkedet. Så derfor har det tyske økonomi- og energiministerium netop bevilget 170 millioner euro (1,27 milliarder kroner) til syv projekter.

Projekterne skal medvirke til at gøre Tyskland uafhængig af udenlandske aktører, sikre forsyningskæder og øge beskæftigelsen. Den tyske genbrugsvirksomhed Cylib får over en tredjedel af den netop bevilgede statsstøtte, og målet med at investere 63,4 mio. euro (ca 474 mio. kr.) er at gøre Cylib til Europas første virksomhed, der genbruger litium jern fosfat-batterier (LFP).

Fabrikken i Dormagen mellem Düsseldorf og Leverkusen forventes at kunne omsætte 30.000 ton genbrugsmaterialer om året. Private investorer smider knap 120 mio. euro (ca. 900 mio. kr.) efter virksomheden, og man regner med i alt at kunne skabe flere end 1.000 arbejdspladser.

Et nødvendigt tiltag

Den tyske stat støtter yderligere to projekter i Rhinlandet. Kulområderne i Ruhr skal være “fremtidens industricentre”, siger den konservative økonomiminister, Katherina Reiche, til flere medier.

“Ved at støtte produktion af battericeller, genanvendelse og andre essentielle teknologier skaber vi nye værdikæder, arbejdspladser og teknisk ekspertise i Tyskland. Det sender et kraftigt signal, særligt på et tidspunkt som nu med global usikkerhed,” understreger hun.

For en måned siden pungede EU ud med 643 mio. euro (4,8 mia. kr.) til fem europæiske batteriproducenter. Beløbet kommer fra EU’s “Innovation Fund 2024 Battery”. EU-støtten er bl.a. målrettet en virksomhed i Tyskland, to i Frankrig, en i Polen og en i Sverige.

Støtten kommer på bagkant af en rapport fra European Policy Center, der tidligere i år ridsede de uheldige konsekvenser op, som Kinas totale dominans har for europæerne. En overlegenhed, der er godt hjulpet på vej af en massiv statsstøtte, og som betyder, at kineserne sidder på 83 procent af verdens batteriproduktion.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here