Nyt samarbejde med den norske ladeoperatør Eviny giver Clever One-kunder adgang til yderligere 220 ladepunkter i Danmark.
Der udvides, samarbejdes, konsolideres og konkurreres på livet løs blandt de danske ladeoperatører. Det sker i en tid, hvor salget af elbiler nærmest er eksploderet i Danmark - og der kun er udsigt til yderligere vækst. Vurderingen er, at der vil være 1,6 millioner elbiler i Danmark i 2030. Det svarer til mere end halvdelen af den danske bilpark.
For ladeoperatører, der tilbyder opladning af danskernes elbiler, giver det masser af muligheder. Det er nu, man skal ind på markedet, hvis man vil have en tilstrækkelig stor bid af kagen, som man kan bygge en levedygtig forretning på.
Clever er størst
I dag er Clever den største ladeoperatør i Danmark med langt over 50.000 ladepunkter fordelt over hele landet. Men store spillere som OK, Circle K og Norlys har også ambitioner om at få en dominerende position. Derfor ser vi løbende udvidelser af både ladenetværk og samarbejder, hvor de forskellige ladeoperatører giver adgang til hinandens netværk for at tilbyde kunderne flere ladepunkter.
Samarbejder er den hurtigste måde at udvide sit ladenetværk på - og dermed gøre det nemmere for kunderne at finde en oplader.
Det gælder også Clever, der tidligere har indgået samarbejder med blandt andet Ionity, Ewii og Uno-X.
Flere lynladere
Nu har Clever fundet endnu en samarbejdspartner. Denne gang er det Eviny, der indtil videre er en mindre aktør i Danmark med 226 ladepunkter. 126 af dem er dog lynladere, der er strategisk godt placeret langs nogle af de mest trafikerede veje i Danmark. Det gælder for eksempel 28 lynladere ved Drejebænken i Odense, lige ved den fynske motorvej E20.
Aftalen med Eviny gør det muligt for Clever-kunder med et Clever One-abonnement at benytte Evinys ladere uden merpris. Har man ikke Clever One-abonnement betaler man for sit forbrug, men en eventuel Clever-ladebrik kan benyttes på Evinys ladestandere.
“Med Eviny-samarbejdet udvider vi ladeuniverset for Clever One-kunder, som nu får adgang til endnu flere lademuligheder i de større byer og på farten ved attraktive ladelokationer. Det giver vores kunder både mere frihed og større fleksibilitet i deres hverdag med elbil. Samtidig udnytter vi den eksisterende ladeinfrastruktur endnu bedre, så flere elbilister får glæde af den,” siger Mathias Sukstorf Langkilde, ansvarlig for strategiske partnerskaber hos Clever.
Vil vokse i Danmark
For Eviny understreger samarbejdet med Clever ambitionen om at vokse yderligere i Danmark.
“Samarbejdet med Clever vil bringe flere elbilister til vores lynhurtigere ladestandere, øge udnyttelsen og fremskynde investeringerne i nye ladepunkter. Vi har allerede etableret en række stærke ladelokationer i de større byer og fortsætter udbygningen i takt med, at antallet af danske elbiler stiger,” siger Bo Nielsen, Country Manager hos Eviny.
Lynladere med 500 kW
Mens Eviny er en mindre spiller i Danmark, er virksomheden det næststørste elselskab i hjemlandet Norge. Samtidig er Eviny blandt de ladeoperatører, der tilbyder nogle af markedets kraftigste lynladere med op til 500 kW.
Aftalen mellem Clever og Eviny træder i kraft i dag.






