Derfor er offentlig opladning dyr selv om elafgiften er væk

Siden nytår har der ikke været afgift på el. Alligevel er det fortsat dyrt at lade elbilen på en offentlig lader - og det er der en simpel forklaring på.

Siden årsskiftet er elafgiften stort set fjernet. Hvor den sidste år lagde 90 øre på hver kWh, er afgiften nu næsten umærkelige 1 øre/kWh.

Så hvorfor er det fortsat så dyrt at lade elbilen op på offentlige ladestandere, spørger flere af Hvilkenbils læsere? 

Spørgsmålet - og frustrationen - er nem at forstå. For hvor elbilejere med egen ladere betaler omkring 1 kr./kWh, når de lader derhjemme - ofte mindre, hvis de lader om natten - skal man af med tre-fem gange så meget på en offentlig lader. 

En ‘langsom-lader’ med 11-22 kW koster typisk mellem 2,50 og 3,50 kroner pr. kWh, mens det kan koste over 5 kr./kWh at benytte en lynlader med 150 kW og derover.

Har aldrig betalt elafgift

Hvilkenbil har spurgt flere af Danmarks store ladeoperatører, hvordan det hænger sammen.

“Forklaringen er, at ændringen i elafgiften påvirker de private forbrugere, men ikke de afgifter, vi betaler som virksomhed. Med afgiftsændringerne betaler alle, både private og ladeoperatører, nu EU’s minimumsafgift på 1 øre pr. kWh. Det forklarer, hvorfor hjemmeladning er blevet mærkbart billigere med ændringen af elafgiften pr. 1. januar i år, mens prisen på offentlig ladning ikke er faldet. Kort sagt: ladeoperatørerne havde allerede en lav afgift og får ingen besparelse at sende videre til kunderne i form af lavere pris på offentlig ladning,” forklarer Daniel Andersen, direktør i DCC Energi, der blandt andet står for Shells tank- og ladestationer i Danmark.

Rekordhøje elpriser

Hvis du som elbilejer synes, at det har været særligt dyrt at lade på offentlige ladere i starten af 2026, har Daniel Andersen også en god forklaring på dén oplevelse.

“Selve elprisen har udviklet sig markant. Gennemsnitsprisen for januar 2026 lå på det højeste niveau siden februar året før, og januar endte som den dyreste januar siden 2022, på grund af koldt vejr og lav vindproduktion. Data fra DMI viser, at januar var den koldeste måned i 16 år, og meget tyder på, at januars forbrug af strøm har været rekordhøjt.”

Vind presser prisen ned

Samme pointe har man hos energiselskabet OK. Også selvom vinden har været stabil gennem et par uger, og dermed øget andelen af vindenergi, hvilket gør strømmen billigere.

“Lige nu ser vi nogle af de højeste elpriser siden energikrisen. Også selv om de seneste dages vind presser prisen lidt ned. Man kan glæde sig over, at prisen ville have været op mod en krone højere hjemme, hvis elafgiften ikke var blevet sænket,” siger Jens Bomholdt, kommunikationschef i OK.

Kun gevinst ved hjemmeladning

Konklusionen er altså, at bortfaldet af elafgiften ikke betyder noget for offentligt opladning, men udelukkende gør det billigere at lade for danskere med egen ladestander.

Den gruppe af elbilister kan tilmed gøre opladning endnu billigere.

“Generelt bør alle private forbrugere genbesøge, hvordan de betaler for opladning af elbilen, nu hvor elafgiften er frafaldet og stille sig selv spørgsmål som; Kan det stadig svare sig med et all-inklusive abonnement? Og har et serviceabonnement på hjemmeladeboksen stadig værdi?,” siger Kirsten Grumstrup, kommunikationschef i energiselskabet Circle K.

Kan abonnement betale sig?

Dermed taler hun ind i debatten om, hvorvidt elbilister taler overpris for opladning, når de benytter de populære fastpris-abonnementer som blandt andet Danmarks største ladeoperatør Clever er kendt for?

Både Konkurrencerådet og Forbrugerrådet har kritiseret disse abonnementsordninger for reelt at fordyre prisen på opladning med flere hundrede kroner om måneden.

Nogle ladeoperatører har også droppet de såkaldte serviceaaftaler, der før var nødvendige for at få refusion af elafgiften. Nu, hvor elafgiften er væk, dækker en serviceaftale kun over eventuel service og reparation af ladeboksen. Andre ladeoperatører holder fast i servicen, der kan koste op mod 600 kroner om året.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here