Ny batteriteknologi gør det muligt at designe lavere elbiler. Hos Volvo kan det give comeback til den klassiske stationcar og sedan.
SUV’ere dominerer bilsalget verden over. Godt overblik og nem ind og udstigning har gjort den høje biltype populær blandt bilkøberne. Måske endda endnu mere med omstillingen til elbiler. Fordi SUV’ere i forvejen er høje, er det nemt at placere elbilers batterier under gulvet, uden at det går ud over designet eller pladsen i kabinen.
Men udviklingen går stærkt. Batteripakker bliver hele tiden mindre og lavere og kan pakkes og placeres på nye måder.
Ny platform - nye muligheder
Volvo er et godt eksempel. Med den nye SUV EX60, skifter det svensk-kinesiske bilmærke til en ny platform kaldet SPA3.
Den gamle SPA2 platform benyttes i store elbiler som EX90 og ES90. Sidstnævnte er en fem-dørs hatchback, men står omtrent lige så højt på hjulene som SUV’en EX90.
Forklaringen er, at batterierne fylder mere i den gamle SPA2-platform. Derfor er gulvet i bilen relativt højt, og så bliver resten af bilens design nødt til at følge med op, hvis der skal være god plads i kabinen. ES ender derfor med mere at ligne en semihøj crossover end en klassisk lav personbil, som vi husker det fra fossilbilerne S og V90.

Men med skiftet til den SPA3-platform får Volvo nye muligheder. Her indgår batteriet som en del af bilens chassis, hvilket gør det lavere end i SPA2-bilerne. Blandt andet kan Volvo placere op til 7 kWh af batterikapaciteten foran forakslen, fortæller Volvos teknologidirektør Anders Bell til britiske Autocar.
Vendt på hovedet
Med den nye platform har Volvo også vendt batteriterminalerne 180 grader, så de nu vender ned i stedet for op. Det lyder teknisk, men betyder konkret, at Volvo kan skabe mere plads til passagerernes fødder. Og det er helt afgørende for, hvor høj - eller lav - en elbil kan designes.
“Vi kan gå lavt, vi kan gå vindglat, vi kan gå højt, vi kan lave MPV’er - det er altsammen i kogebogen,” siger Anders Bell og antyder, at de nye muligheder åbner op for, at Volvo giver comeback til de stationcars og sedaner, som mærket i dag har pensioneret.
Mens lave bilmodeller som S og V60 og S og V90 er gledet ud af programmet, består Volvos modelprogram i dag af fem SUV’ere og den relativt høje ES90.
“Virkeligt lave”
Selv om Anders Bell bekræfter, at den nye platform gør det muligt at designe elbiler, der “er meget lave, som i virkeligt lave”, vil han ikke sige noget om, hvorvidt Volvo faktisk er på vej med dem. En ny, elektriske udgave af Volvo S og V60 vil ellers kunne konkurrere direkte med kommende elbiler som BMW i3 og Mercedes C-klasse EQ.
Det kommer an på efterspørgslen. Og lige nu vil flertallet af verdens bilkøbere have høje SUV-biler. Men måske ændrer det sig i takt med, at stadig flere bilmærker kan pakke batterierne, så elbiler bliver præcis så lave og elegante som tidligere.






