Fup eller fakta? Finske Donut Lab begynder at fremlægge dokumentation for deres revolutionerende solid state-batteri efter beskyldninger om svindel.
Donut Lab, en finsk start-up inden for solid state batterier, kom i hele verdens søgelys lige efter nytår. Her viste finnerne et batteri med præstationer fra fremtiden: Dobbelt så meget kapacitet som tilsvarende litium-ion batterier, fuld funktionsdygtighed i temperatur fra minus 30 til plus 100 grader og en levetid på 100.000 ladecyklusser - 35 gange så meget som dagens kendte batterier.
Og for at det ikke skulle være løgn, består batteriet af materialer, der er mere tilgængelige og mindre miljøbelastende end alle andre batterier…
Mødt med skepsis
Verden kneb sig i armen, for hvordan kan en lille, finsk start-up knække koden til det stærkt hypede solid state-batteri, som industriens giganter som CATL, BYD, Toyota og VW endnu ikke har løst?
Det kan Donut Lab heller ikke, lød det fra flere eksperter, der udtrykte alt fra stærk skepsis til beskyldninger om direkte svindel. Hvor er beviserne, lød det - lad os se jeres dokumentation.
Staten sørger for troværdighed
Den kommer nu. I en serie af videoer, hvor den første blev offentliggjort i dag kl. 14, vil Donut Lab nu dokumentere specifikationerne og ydelsen af deres mirakel-batteri. Troværdigheden sørger analysevirksomheden VTT Technical Research Centre of Finland for. VTT er nemlig ejet af den finske stat, så vi må gå ud fra, at de holder sig strengt til fakta.
Netop fakta vil løbende blive lagt ud på hjemmesiden idonutbelieve.com.
“Vi laver serien for at lægge målbare beviser frem for offentligheden, så folk kan adskille antagelser fra dokumentation,” forklarer Donut Lab’s chef og medstifter Marko Lehtimäki i en video lagt op på YouTube i fredags.
Menneskelig mistro
Han lægger ikke skjul på, at den kritik og skepsis, som Donut Lab er blevet mødt med, både er forståelig og alvorlig.
“Nogle af verdens største batteriproducenter har allerede offentligt kaldt Donut batterier et svindelnummer og hævder, at specifikationerne ikke kan passe. Er det overraskende? Hvis år eller endda årtier af deres arbejde ikke er resulteret i den vindende teknologi, er der nogen, der bliver nødt til at forklare hvorfor. Og nogle gange er benægtelse bare den nemmeste vej ud,” siger Marko Lehtimäki om kritikerne.

Donut Lab-chefen medgiver dog, at det er meget menneskeligt at insistere på, at en lille gruppe outsidere udenfor den etablerede industri har ændret spillereglerne.
Men har en lille finsk start-up så fremstillet batteriernes svar på den hellige gral?
Mangler fortsat fakta
Ud fra den første, knapt ni minutter lange video er det svært at konkludere noget. I videoen forklarer en tekniker fra VTT Technical Research Centre of Finland, hvordan en test af en enkelt Donut Lab solid state battericelle faktisk viser, at den lader så hurtigt som lovet ved to forskellige temperaturer.
Skeptikerne vil sige, at der er langt fra en laboratorietest af en enkelt battericelle til en fuld batteripakke i en elbil i virkelighedens verden. Og at vi fortsat mangler vigtige data om alt fra batteristørrelse over kemi til pris. Omvendt kan man også tænke, at VTT næppe lægger navn til hvad som helst og så udstøde et interesseret “så langt, så godt..”
Vil "ændre industrien"
At de næste videoer - de udsendes med en ugens mellemrum - bliver interessante, er hævet over enhver tvivl.
Selvtilliden fejler ikke noget hos Donut Lab:
“Det er et bevidsthedsudvidende stort gennembrud, som vi kommer med. Nej, det er ikke svindel. Og ja, det vil ændre hele industrien,” fastslår Marko Lehtimäki.
Hvis det holder, er det ikke første gang Finald producerer et industrielt mirakel. Tænk blot på Nokia, der blev verdens førende inden for mobiltelefoner, længe før der var noget, der hed iPhones.
Du kan følge med på hjemmesiden idonutbelieve.com og se videoerne her.





