Elbiler: Ladestanderne pibler frem i Danmark

Som forårets blomster spirer ladestanderne frem. Især antallet af lynladere stiger eksplosivt. Elbilister i storbyer er dog stadig udfordret.

I 2023 var der knap 1.600 lynladere i Danmark. Året efter var der 4.000, og nu – her i begyndelsen af 2026 – har vi rundet 7.000 lynladere. En lynlader leverer minimum 100 kW i timen. Også antallet af de langsommere ladere – der leverer fra 11 til 99 kW – er steget markant. Fra lidt over 17.000 i 2023 til over 50.000 i dag.

Opgørelsen er foretaget af Dansk e-Mobilitet, og samtidig viser de nyeste tal over antallet af elbiler i Danmark, at der nu er lige omkring 570.000. I 2025 udgjorde elbilernes andel af det samlede antal nyindregistrerede personbiler 68,5 procent. 86,1 pct. af de danske privatbilister, som i 2025 købte en ny bil, valgte en elektrisk. Med den udvikling forventer brancheorganisationen Mobility Denmark, at antallet af elbiler vil være fordoblet om tre år. Altså vil der være over 1,1 mio. elbiler.

Clever (foto øverst) er stadig Danmarks største udbyder af offentlige lynladere. Norlys ekspanderer dog kraftigt og napper nu førerhunden i haserne. Se grafik nederst i artiklen.

Langt forud for vurderet behov

At antallet af offentlige ladestandere samtidig stiger så markant, letter omstigningen til elbilisme. Antallet af ladepunkter pr. elbil er steget støt – i 2023 var der 11,5 elbiler pr. ladestik, i dag er 11,1 bil pr. ladestik. Derfor er det sjældent et problem at køre Danmark rundt i en elbil.

Dermed har vi i Danmark allerede nu dobbelt så mange offentlige ladestandere, som Danmarks Tekniske Universitet (DTU) tidligere vurderede, at vi skulle have, når bestanden af elbiler er på en million.

Mangler ved etageejendomme

Men ikke alt er lutter lagkage. For der er stadig udfordringer. I efteråret offentliggjorde Mobility Denmark en analyse, der viser, at det stadig er en udfordring at oplade sin elbil, hvis man bor i en lejlighed i en større by.

Nogle kommuner har en høj dækning med flere end 350 offentlige ladestandere pr. 1.000 familier med bil i etageejendomme, mens andre kun har 30-35 ladepunkter pr. 1.000 familier. Her taler vi langsomladere på 22 kW eller derunder, ganske som de ladere, folk i parcelhuse får etableret i deres carporte. 

Tætheden af offentlige ladestandere hænger nøje sammen med, hvor udbredte etageejendomme er i de enkelte områder. Analysen viste, at i tæt befolkede kommuner med mange etageejendomme skal mange bilister deles om relativt få ladestandere. Det gælder særligt i kommuner som København, Frederiksberg, Aarhus, Rødovre, Gentofte og Odense.

De 10 største udbydere af lyn- og hurtigladere

Udbyder Antal lynladere Antal hurtig-ladere I alt
  (over 100 kW) (50-99 kW)  
Clever 1.293 317 1.610
Norlys 946 179 1.125
Tesla 754 0 754
Circle K 736 0 736
OK 669 920 1.589
E.ON/EDRI 657 126 783
Ewii 314 34 348
Shell 222 0 222
Uno-X 193 0 193
Q8 182 0 182
Kilde: Dansk e-Mobilitet      

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here