Ny teknik og e-fuel skal redde fossilmotoren

Fossilmotoren er under pres fra elbiler og skrappe klimakrav. Horse Powertrain vil redde den med hybridteknik og brændstof fremstillet af affald.

Er fossilmotoren med CO2-udledning og partikelforurening på vej til bilkirkegården?

Ikke hvis det står til motorproducenten med det sigende navn Horse, der er ejet af franske Renault, kinesiske Geely og det Saudiarabiske olieselskab Aramco i fællesskab.

Sammen med det spanske olieselskab Repsol har Horse Powertrain udviklet en ny hybridmotor, der kan køre på 100 procent såkaldt e-fuel. Ideen er at gøre benzinmotoren markant mere effektiv og samtidig bruge brændstof, der ikke stammer fra råolie.

Spilder mindre energi

Den nye motor er foreløbig på konceptstadiet og udviklet til hybridbiler. Ifølge Horse har den en termisk effektivitet på 44,2 procent, hvilket er meget højt for en benzinmotor. Jo højere effektivitet, jo mere af energien i brændstoffet bliver omsat til fremdrift i stedet for varme. Til sammenligning omsætter en elmotor omkring 95 procent af energien til fremdrift.

I praksis betyder det, at en hybridbil med den nye motor kan køre omkring 33 km/l. Det svarer til omkring 40 procent lavere brændstofforbrug end gennemsnittet for nye personbiler i Europa i 2023.

Horse har blandt andet optimeret motoren med højere kompression, forbedret recirkulation af udstødningsgassen og en mere effektiv turbo og gearkasse.

Benzin af affald

En vigtig del af projektet med at gøre fossilmotoren mindre miljøbelastende, handler dog om selve brændstoffet. 

Repsol udvikler brændstof fremstillet af organisk affald og hævder, at en mellemstor bil, der kører 12.500 kilometer om året, kan reducere sin CO₂-udledning med cirka 1,77 ton årligt sammenlignet med en traditionel benzinbil. Besparelsen kommer dels fra den mere effektive motor, dels fra den måde brændstoffet fremstilles på.

Repsol er allerede begyndt at producere den e-fuels i industriel skala og sælger den i dag på omkring 30 tankstationer i Spanien.

E-fuel kræver store mængder energi

Selv om brændstoffet betegnes som vedvarende, er klimaregnskabet ikke helt så enkelt. Produktionen af såkaldte e-fuels kræver nemlig store mængder energi, når affald skal omdannes til flydende brændstof. Og kommer energien ikke fra vedvarende kilder, forsvinder klimafordelen meget hurtigt. 

Et andet problem er, at selv når e-fuels fremstilles relativt ‘grønt’, spilder selv effektive fossilmotorer langt mere energi end elmotorer.

Op til 100 pct. dyrere

En anden udfordring er prisen. E-fuels er langt dyrere at producere end almindelig benzin, blandt andet fordi teknologien stadig er ny og energiforbruget i produktionen er højt.

I praksis kan prisen på sådanne brændstoffer ligge omkring 50 til 100 procent over traditionel benzin. Hvis teknologien blev udbredt i dag, ville det typisk svare til flere kroner ekstra pr. liter. Hertil kommer eventuelle afgifter.

Politik afgør fossilmotorens fremtid 

Horse Powertrain argumenterer for, at langt størstedelen af Europas bilpark stadig består af biler med forbrændingsmotor. Derfor kan mere effektive motorer og alternative brændstoffer ifølge virksomheden være en måde at reducere CO₂-udledningen på kort sigt, mens elektrificeringen fortsætter.

Den første demonstrationsbil med den nye motor forventes præsenteret senere i år. Om teknologien får en reel fremtid i personbiler, vil i høj grad afhænge af, hvor billigt og hvor klimavenligt brændstoffet kan produceres i stor skala. Intet tyder på, at e-fuels reelt kan konkurrere med prisen, effektiviteten og miljøfordelen ved at køre på el.

Hvis fossilmotoren skal have en reel fremtid, vil det snarere være et politisk valg. Det har vi for eksempel set i USA, hvor præsident Donald Trump har erklæret krig mod elbiler og samtidig fjernet miljøkravene til fossilbiler.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here