Hvilkenbils redaktør, Jens Velling, blogger om BMW, der dropper deres legendariske rækkesekser i 5-serien. Kommer vi til at savne motoren, der har defineret BMW i årtier?
En lille, men skelsættende nyhed sneg sig under radaren i forbindelse med faceliftet af BMWs 5-serie. Mens mange bemærkede, at den nye basismotor er en beskeden 518d, fortalte BMW ikke så meget om, at 530i glider ud af programmet.
Indrømmet, nu bliver det lidt nørdet, men det er altså lidt af en kioskbasker for BMW-fans. 530i var nemlig den sidste 5-serie med det tyske mærkes legendariske seks-cylindrede rækkemotor under hjelmen. 535i fortsætter ganske vist, men den er udstyret med turbo, og så gælder den lige som ikke. Slet ikke hos hard-core BMW-fans. For dem er og bliver den mest ”ægte” BMW-motor rækkesekseren uden tvangsfodring – en motor, der i årtier har været med til at definere BMW som den ”ultimative køremaskine”.
Og hvad så, vil andre læsere sikkert spørge? For BMW en hel masse, tør jeg påstå. For BMW er godt i gang med at sælge ud af arvesølvet. I løbet af 2014 vil vi se den første el-drevne BMW, den første forhjulstrukne BMW, og når rækkesekseren formentlig snart også forsvinder fra coupé og cabriolet-udgaverne af 1- og 3-serien, vil langt de fleste BMW’ere køre med 4-cylindrede motorer ganske som konkurrenterne. Altså bortset fra dem, der nøjes med 3-cylindrede BMW-motorer. Den teknik – mein Gott! vil nogle BMW fans sikkert gispe – er bayrerne nemlig også på vej med.
Traditioner står altså i den grad for fald hos BMW. Og det er kun et sundhedstegn, for det viser, at BMW følger med den tekniske udvikling. I en tid, hvor forbrug og forurening skal bankes i bund, nytter det ikke sentimentalt at holde fast i den legendariske rækkesekser fordi den har en skøn lyd og silkeblød gang. Nu handler det om andre kvaliteter, og derfor er rækkesekseren på vej på museum.
Undertegnede har altid haft et ambivalent forhold til en af bilverdenens mest ansete motorer. For 15 år siden da bilerne stadig var lette, var BMWs rækkesekser kongen af overhalingsbanen. Omdrejningsvillig, vibrationsfri og altid leveringsdygtig i et suverænt vræl af kraftoverskud, når blot den fik omdrejninger.
Siden synes jeg, at glansen gik af BMWs pragtstykke. Bilerne skulle være sikre, så de blev tunge og det tog helt pippet fra legendariske modelbetegnelser som 320i og 520i. Selv biler som 523i og 525i med op til næsten 200 hestekræfter på papiret føltes slappe. Bundtræk og råstyrke har aldrig været rækkesekserens force, og meget betegnende kom kræfterne først med 335i med turbolader. Hvilket ifølge BMW-purister svarer til at bruge ulovlig doping – og i øvrigt dæmpede den mekaniske skønsang, der ellers var et adelsmærke for rækkesekseren.
Jeg tror, at BMWs rækkesekser fortsat vil have mytisk status blandt de mest indædte BMW-fans – godt hjulpet af den hårdtpumpede M3-udgave, der om nogen cementerede rækkesekserens image som tysk teknik af øverste skuffe.
Undertegnede glæder sig næsten mere til BMWs bebudede 3-cylindrede turbobenziner, der allerede uofficielt omtales som ”en halv rækkesekser”. Her kan mekanisk oplevelse gå hånd i hånd med moderne miljøkrav, og det finder jeg personligt mere spændende end at dvæle ved en rækkesekser, der har udtjent sin rolle.
Men tro mig, det vil der være særdeles delte meninger om blandt BMW-fans: Lad diskussionerne og mindehøjtidelighederne begynde…