Elbiler reducerer olie-behov svarende til 70 pct. af Irans olieeksport

Iran-krigen viser, hvor afhængig verden er af olie - og hvordan elbiler er med til at reducere afhængigheden og omkostningerne.

Krigen i Iran og den efterfølgende uro i Golf-regionen, der står for 29 procent af verdens olieeksport, har sendt priserne på olie, benzin og diesel på himmelflugt. Herhjemme er prisstigningerne blevet et tema i valgkampen, hvor flere partier ønsker at sløjfe brændstofafgifterne, hvilket vil koste samfundet milliarder af kroner.

Men oliekrisen understreger samtidig fordelene ved omstillingen til elbiler. Særligt i lande som Danmark, hvor 90 procent af elforbruget ifølge Green Power Danmark kom fra vedvarende energikilder i stedet for olie.

Sparer 1,7 mio. tønder dagligt

Ifølge en aktuel analyse fra den engelske tænketank Ember, betyder den nuværende, globale flåde af elbiler, at verden sidste år brugte 1,7 millioner tønder olie mindre om dagen, end hvis disse biler havde kørt på benzin eller diesel.

Besparelsen i olie svarer meget apropos til 70 procent af den olie, som Iran indtil krigen brød ud eksporterede gennem det nu lukkede Hormuz-stræde.

“Olie er den globale økonomis akilleshæl. Den aktuelle krise har især afsløret Asiens afhængighed af olie,” siger chef for Ember, Daan Walter.

Det skyldes, at 40 procent af den olie, som Asien importerer, sejles gennem Hormuz-strædet.

Elbiler mindsker afhængighed

Ifølge Ember koster det enorme summer, når priserne pludselig stiger på olie, som det sker lige nu efter USA og Israels angreb på Irak. Ember anslår, at hver gang en tønde olie bliver 10 dollar dyrere, stiger den samlede, globale udgift til olieimport med 160 milliarder dollars - eller godt 1.000 milliarder danske kroner.

Det er med andre ord både økonomisk og sikkerhedspolitisk klogt at gøre sig så uafhængig af olie som overhovedet muligt. Og her kommer elbiler ind i billedet som en smart løsning.

Ifølge Ember er elbiler en af de hurtigste og nemmeste måde at reducere afhængighed af olie på. Hvis man forestiller sig, at al transport blev elektrificeret, ville det reducere den globale olieimport med en tredjedel og spare svimlende 3.800 milliarder kroner årligt.

Så langt er elektrificeringen langt fra. Men udviklingen mod mere el og mindre olie, benzin og diesel i transportsektoren er i gang. Og den har fart på: Ifølge Embers analyse har 39 lande nu et elbil-salg på 10 procent eller derover. I 2019 var det kun fire lande.

U-lande skifter også til el

Og elektrificeringen sker ikke kun i rige lande som Danmark, hvor elbiler nu udgør omkring en fjerdedel af bilparken. I udviklingslande som Vietnam, Thailand og Indonesien nåede elbiler sidste år en markedsandel på henholdsvis 38, 21 og 15 procent. Til sammenligning var den 26 procent i EU.

Kina, der er langt fremme med elbiler, er et godt eksempel på, hvor mange penge elektrificering sparer: Ved en oliepris på 80 dollar pr. tønde - lige nu er den langt over 100 dollar - sparer Kina 177 milliarder kroner om året på mindre olieimport takket være landets flåde af elbiler.

EU sparer 50 milliarder kroner, mens et udviklingsland som Indien sparer 3,8 milliarder kroner.

Men elbiler sparer ikke alene penge. De belaster også miljø og klima mindre, og i en urolig verden er mindre afhængighed af olie lig med større energiforsyningssikkerhed. Det gælder særligt i et land som Danmark, hvor en stor del af energien kommer fra vindmøller og solceller på dansk jord.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here