Krigen i Iran har sendt benzin- og dieselprisen på himmelflugt. Bilistorganisationen FDM opfordrer regeringen til at hjælpe bilisterne.
(Opdateret kl. 14 med nye oplysninger) USA og Israels angreb på Iran har sendt oliepriserne på himmelflugt. Det mærkes også i Danmark, hvor brændstofpriserne stiger dag for dag. Stigningen rammer især landets dieselbilister, der nu skal af med 17,79 kr. pr. liter ude ved tanken.
Alene i dag, fredag, er dieselprisen steget med 50 øre. Dermed er prisen på en liter diesel de seneste godt 20 dage steget med mere end fem kroner pr. liter til det højeste niveau nogensinde. Det svarer til en årlig merudgift på 5.500 kr. for en dieselbilejer, der kører 20.000 km om året, hvis stigningen bider sig fast.
Bilister skal have hjælp
”Mange danskere er afhængige af deres bil, og de stigende brændstofpriser rammer især pendlerne hårdt. Derfor er det positivt, at flere partier de senere dage har meldt ud med forslag om afgiftsændringer eller justering af befordringsfradraget. FDM er helt enig i, at der er brug for en økonomisk håndsrækning til bilisterne her og nu. Om det er en midlertidig nedsættelse af afgiften på benzin og diesel, en markant justering af kørselsfradraget eller noget helt tredje, er ikke afgørende. Det afgørende er, at bilisternes situation tages alvorligt,” siger politisk chef i bilistorganisationen FDM, Torben Lund Kudsk.
Flere afgifter på vej
I dag er afgiften på benzin 6,70 kr. inklusive moms, mens den på diesel er 5,30 kr. inklusive moms. Men fra 2028 vil nye brændstofafgifter ramme danske benzin- og dieselbilister, når en ny EU‑CO2‑afgift træder i kraft. Konkret vil det betyde, at diesel kan stige op mod halvanden krone pr. liter.
”Det understreger behovet for, at man fra politisk side begynder at se på de samlede høje afgifter, som bilister betaler for at tanke deres bil. Allerede i dag betaler bilisterne CO2‑afgift, når de tanker, og de betaler den halvårlige ejerafgift, ligesom afgiften ved køb af bil afhænger af CO2‑udledning. Derfor skal de naturligvis ikke også betale en fjerde CO2‑afgift fra EU,” siger Torben Lund Kudsk.
Sæt farten ned
Bilister kan dog relativt let kompensere for prisstigningerne. Præcis som olieselskabet OK gjorde forleden, opfordrer FDM danske bilister til at lette foden fra speederen: Kører man 110 i stedet for 130 km/t på motorvejen, reducerer det brændstofforbruget med cirka 20 procent. Alene det sparetrick udligner næsten den aktuelle prisstigning på diesel.







4.400 om året? Så, 365kr/md. Enig at det er pisse irriterende, men så er det heller ikke dyrere. Især ikke når det ikke har varet i længere tid. Det er lidt hurtigt at være ude med kompensation. Men det er selvfølgelig også valgkamp.