Efter flere år med faldende salg opgiver Skoda at sælge biler i Kina. For 10 år siden var Kina ellers Skodas største marked.
Hård konkurrence fra kinesiske bilmærker og stærkt faldende salg tvinger nu Skoda ud af Kina.
Det tjekkiske bilmærke kaster håndklædet i ringen, efter at salget faldt til blot 15.000 biler i 2025. Det er et beskedent salg på verdens største bilmarked. Kina har ellers tidligere været Skodas største marked: Mellem 2016 og 2018 leverede Skoda over 300.000 biler til kinesiske bilkøbere, skriver nyhedsbureauet Reuters.
“Virksomheden vil fortsætte med at sælge Skoda-modeller i Kina i samarbejde med en regional partner frem til midten af 2026,” forklarer Skoda i en udtalelse. Skoda lover også fortsat at levere reservedele til eksisterende biler.
VW gør comeback i Kina
Skoda er endnu et eksempel på, hvordan udenlandske bilmærker på rekordtid er blevet udkonkurreret af billigere og ofte teknisk mere avancerede kinesiske bilmærker.
Moderkoncernen Volkswagen Group har også oplevet stærkt faldende salg i Kina, hvor mærket historisk har været blandt de største. Men hvor Skoda nu opgiver Kina, har VW tværtimod lanceret en offensiv, der skal give mærket come-back i Kina. Det sker gennem udvidet samarbejde med flere kinesiske leverandører, der både har reduceret udviklingstiden og omkostningerne på de modeller, som VW sælger i Kina.
Strategi-skiftet ser ud til at lykkes: I februar generobrede VW tronen som Kinas mest solgte bilmærke, og resten af året vil VW lancere intet mindre end 20 nye bilmodeller i Kina.
Udskilningsløb
At Skoda ikke længere indgår i VW-koncernens Kina-planer understreger, at der lige nu foregår et udskilningsløb på Kinas kriseramte bilmarked. Den kinesiske stat er ved at udfase statsstøtten til egne bilmærker. Det vil skærpe konkurrencen yderligere og i sidste ende tynde ud i det enorme antal hjemlige og udenlandske bilmærker i Kina.
Samme udskilningsløb ventes i Europa. Alene i Danmark er der siden 2022 lanceret omkring 25 kinesiske bilmærker. Ingen forventer, at de alle også vil være her om 10 år.






